Et mentalt vendepunkt

Jeg er begyndt at komme i form igen, og som følge af det, har jeg haft nogle rigtig gode dage. Der er langt til topformen, men det at jeg ikke stoppes af at jeg ikke kan få vejret, gør, at jeg har endnu mere lyst til at arbejde hårdt!

Vendepunktet kom, da jeg blev opmærksom på, at mine begrænsinger sidder imellem ørerne.

Jeg var blevet så vant til at være syg og passe på mig selv, at jeg havde glemt hvordan jeg kommer ud af min comfort-zone. Det var først da jeg overhørte en samtale mellem to styrkeløftere der netop diskuterede det mentale aspekt af træningen, at det gik op for mig: Jeg er måske selv skyld i, at jeg stadig kæmper med ting, der burde være nemme. Det handler ikke kun om hvor mange timer du bruger i træningscenteret, det handler om at presse kroppen længere ud, hver gang. At rykke den mentale grænse for, hvornår kroppen siger fra.

“Sometimes I think we forget about training our brain. We spend all of our time training our body, but we forget about the brain. If you can train the brain, your body will go so much further than you think it can.”
– Dani Horan

Jeg har aldrig været rigtig god til at presse mig selv. Igennem alle mine træninger, forberedelser og konkurrencer, har mit hoved været det største problem. Jeg har svært ved at presse mig selv. Jeg er god til at lade som om jeg er presset, men i virkeligheden ved jeg godt inderst inde, at jeg har mere at give af. Og at jeg ikke dør af at gøre det. Men at være under pres stresser mig. Jeg går i panik og søger tilbage til det komfortable.

Efterhånden har jeg indset, at hvis jeg vil være bedre, så skal jeg lære at være i det, pushe igennem det, og komme ud på den anden side. Endnu en ting jeg skal arbejde på, for at blive den atlet jeg gerne vil være.