Hvad er Vægtneutral Sundhed?

Min rejse fra bikini fitness-atlet til vægtneutral sundhedscoach

Kan man ændre sin kropsbevidsthed med en vægtneutral tilgang til sundhed? Svaret er ja, men snakken om sundhed og kropsaccept stikker dybere end det. Læs hele historien om min rejse på vejen til at acceptere min krop og slutte fred med mad efter 30 års kamp med forstyrret spisning, kropshad og lavt selvværd.

 

Trigger warning: Jeg taler om vægt, slankekure og forstyrret spisning i dette blogindlæg. Hvis det trigger dig, kan det være, at du skal springe dette blogindlæg over eller springe direkte til overskriften Vægtneutral sundhed.

 

bikini fitness-atlet

 

Snakken om sundhed er meget mere end snakken om et tal på badevægten, madvaner, “selvkærlig vægttab”, eller det at sætte lighedstegn mellem tyndhed og sundhed. Alt det, som jeg i mange, mange år selv troede, at sundhed handlede om. 

 

Derfor vil jeg tage dig med på min rejse igennem en verden af slankekure, kropshad, overspisning, opkastninger og bikini fitness-konkurrencer for at fortælle, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu, og hvorfor jeg ser diæt-kulturen som noget, vi som samfund sammen skal bekæmpe og hvorfor jeg nu arbejder ud fra principperne for vægtneutral sundhed som vægtneutral coach.

 

Det er en kamp for frihed til, at leve i en større krop uden at blive mødt med stigma. Men for at jeg kan fortælle om min vision og mission, må jeg starte helt ved begyndelsen.

 

 

Den ‘perfekte’ krop, ensomhed og mobning

 

 

Jeg er vokset op med det privilegium at være født i Danmark som en slank, hvid, middelklassepige i en typisk kernefamilie. Som barn var jeg høj og tynd, og i min fritid gik jeg til ridning og brugte rigtig meget af min tid på det.

Helt tilbage til folkeskolen husker jeg, at min opfattelse var, at tynd var bedst. Jeg kan huske, hvordan vi alle sammen i klassen var blevet vejet hos sundhedsplejersken i de små klasser, og at jeg altid fik ros for at være høj og slank, imens nogle af de større børn i klassen fik besked om, at de skulle passe på vægten. Det var i 90’erne, og jeg husker så tydeligt, at jeg var taknemmelig for, at jeg ikke var tyk.

Jeg husker det som om, at min barndom generelt var meget ensom. Jeg havde perioder, da jeg var yngre, hvor jeg havde venner, men jeg var altid lidt udenfor. Og det udviklede sig gradvist til decideret mobning. Jeg var helt uden for fællesskabet og oplevede ofte at blive bagtalt højlydt af de andre i klassen.

Jeg pjækkede meget. 

Jeg kunne ikke magte de lange skoledage, men følte mig samtidig flov over at være udenfor fællesskabet og ville ikke bede om hjælp. På trods af at jeg ofte løj og sagde til mine forældre, at jeg var syg eller simpelthen blot blev væk fra timerne, klarede jeg mig fagligt godt i skolen. 

Der var aldrig nogen, der påtalte mit fravær eller forsøgte at hjælpe mig med at stoppe mobningen. Tværtimod så havde jeg engang en lærer, der bad hele klassen skrive ned på en seddel, hvem i klassen de godt kunne lide, og hvem de ikke kunne lide. 

Efterfølgende fortalte læreren mig, at ingen af de andre i klassen kunne lide mig.

Jeg ved stadig ikke hvad hendes formål med den øvelse var, men der blev mig bekendt aldrig gjort mere, og jeg fortsatte med at være udenfor resten af min folkeskoletid.

De oplevelser har helt sikkert haft en stor indflydelse på den, jeg er i dag. I mange år tænkte jeg ikke, at det var mobning; Jeg blev jo ‘blot’ holdt udenfor. Senere har jeg fået en bedre forståelse af, hvor smertefuldt og skadeligt det er at føle sig udenfor og blive bagtalt — især et sted, hvor man ikke kan undgå at komme og lige i de år, hvor man prøver at finde sig selv og sin egen identitet.

 

vægtneutral sundhed

Mig, Amanda Louise, i min naturligt slanke krop som barn og teenager.

 

 

Mit forhold til mad som barn

 

 

Vi havde et meget afslappet forhold til mad derhjemme. Det var som regel min mor, der lavede mad og gerne helt fra bunden. Vi børn deltog også ind imellem i madlavningen, og der var hverken en frygt for kulhydrater eller fedt. Vi spiste en god blanding af rugbrødsmadder, vegetariske øko-retter og frikadeller-kartofler-og-sovs, og vi fik ofte kage til aftenhyggen.

Jeg havde altid en stor appetit og kunne godt lide at spise.

Jeg husker det som om, min appetit var en positiv ting — jeg fik ofte positiv opmærksomhed og kommentarer omkring min appetit og vægt a la “Hvor gør du af det?” og “Jeg ville ønske, at jeg kunne spise som dig og have din krop” og lignende. Jeg var altid opmærksom på, at det var et stort privilegium, at jeg var tynd.

Jeg kan huske, at jeg så programmet “Livet er fedt”, som kørte i TV’et fra 2001-2004. I et af programmerne var de i træningscentret, hvor deltagerne fik at vide, at de skulle træne med en puls i “fedtforbrændingszonen” for at tabe fedt. Jeg kan huske, at det virkelig stressede mig, at man kun kunne tabe sig, hvis man trænede i præcis den pulszone, og jeg kan huske, hvor taknemmelig jeg var over, at jeg heldigvis ikke behøvede at tabe mig.

Fordi jeg blev mobbet og var meget ensom, men søgte efter en form for bekræftelse af, at jeg var okay, tror jeg, at jeg som barn koblede al min værdi som menneske op på de to ting: Min slanke krop og det at være god i skolen.

 

 

Starten på et forstyrret forhold til mad

 

 

Da jeg var 15-16 år og startede i gymnasiet, skete der en del med min krop. Desværre havde min nye klasse en meget usund kultur med mobning, bagtaleri og den slags, og samtidig stoppede jeg helt med at ride, da min hest måtte aflives. 

Når jeg ser tilbage, er jeg ret sikker på, at jeg havde en mild depression, og jeg trøstespiste som en strategi til at håndtere mine følelser, men det var der ikke nogen omkring mig, der opfangede.

På et halvt år tog jeg meget på. 

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vejede før puberteten, men jeg havde gradvist taget lidt på i 14-15 års alderen. På cirka halvt år steg min kropsvægt med 20-30%. I starten var det ikke noget, jeg selv lagde mærke tid, udover at jeg bemærkede jeg havde fået strækmærker på hofterne.

Men pludseligt begyndte jeg at få negative kommentarer om min krop. Mine forældre, der ellers aldrig havde blandet sig i min spisning, fortalte mig, at jeg burde passe mere på med, hvad jeg spiste og ikke spise så meget.

Det var her mit kropshad og mine bevidste overspisninger startede. Inden da havde jeg også trøstespist, men det havde aldrig været bevidst eller forbundet med skyld og skam. Nu udviklede det sig til, at jeg købte store mængder slik, chips og kage, som jeg spiste i smug på mit værelse. Jeg forsøgte at kaste op efter overspisningerne, fordi jeg fysisk var så utilpas og samtidig brændende ønskede at blive tynd igen.

Jeg havde mistet den krop, der hidtil havde været dét, jeg følte, gav mig værdi som menneske, og jeg ville gøre alt for at få den tilbage.

 

 

Alverdens slankeforløb hjalp mig ikke

 

 

De næste par år gik jeg rigtig meget op i slankekure og mad. Jeg forsøgte at tabe mig på alle tænkelige måder. Jeg brugte rigtig mange af mine penge på vægttabsbehandlinger: Slankeforløb i fitnesscenteret, pulverkure, tarmskylninger (igen, takket være et slankeprogram på TV, der viste at ‘udrensning’ var effektivt for vægttab — desværre arbejder den kvinde stadig som kostvejleder på dansk TV) og hypnose-terapi for vægttab.

Der var selvfølgelig intet af det, der hjalp. 

Til gengæld brugte jeg en masse penge, jeg ikke havde. Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, da jeg stadig gik på gymnasiet, og jeg havde 3 forskellige studiejobs for at kunne betale mine faste udgifter og mine slankekurs-forsøg.

Som 20-årig brugte jeg 20.000 kr. på en næseoperation, fordi jeg havde stirret mig blind på min næse og oprigtigt mente, at dén var grunden til at jeg havde så lavt selvværd. Jeg troede fuldt og fast på, at dét ville hjælpe. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke.

Indtil jeg var omkring 21 i 2011, vekslede jeg konstant mellem intense slankekure med to-tre timers træning om dagen og store overspisninger, der kunne vare i ugevis.

Der findes ikke den quick-fix slankekur, jeg ikke har forsøgt på. Mit ideal var “size 0” og den meget slanke krop, jeg selv havde haft som barn og i de tidlige teenageår. 

Jeg var sikker på, at min højde og “store” krop var roden til alt dårligt i mit liv. Set i bakspejlet er det et meget urealistisk ideal for en kvinde. Senere har jeg lært, at den vægtøgning, jeg havde som 14-16 årig, blot var min pige-krop, der blev en kvindekrop. Dén vægt er den dag i dag den vægt, min krop altid vender tilbage til, når jeg ikke manipulerer min kropsstørrelse. Min set point-vægt.

 

 

Sygemeldt med stress og angst

 

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg havde haft samme fokus i alle de år og måske brugt min tid og mine penge anerledes, hvis vi ikke levede i en diæt-kultur, der fortæller mennesker, at deres vægt afgør deres værd.

Men hvordan skulle jeg vide bedre, når det var det, jeg altid havde fået at vide alle steder?

Som 21-årig jeg blev sygemeldt med stress og angst, fordi min krop simpelthen ikke kunne holde til alt det, jeg udsatte den for. 

Det var under min sygemelding, at jeg fandt bikini fitness. Jeg blev tiltrukket af det som et sundere og stærkere alternativ til “size 0”-idealet. Med bikini fitness-idealet kunne jeg endelig spise, når blot jeg spiste ‘det rigtige’ i modsætning til før, hvor det ‘blot’ handlede om at spise mindst muligt.

Jeg begyndte at få det bedre ved at spise mere regelmæssigt og at prioritere næringsrig mad, samtidig med at jeg fik psykologhjælp og min sygemelding gav mig den ro, jeg havde behov for. Jeg begyndte langsomt at bevæge min krop igen ved at gå små ture, og jeg begyndte at styrketræne i et tomt træningscenter midt på dagen. I takt med at jeg fik det bedre, begyndte jeg at arbejde igen på en ny arbejdsplads.

 

 

Mig og min nye “sunde” livsstil

 

 

I den efterfølgende periode var der nogle ting, der gjorde, at jeg fuldstændig mistede min appetit. Og imens blev træningen dét, jeg kunne holde fast i, og som gjorde mig glad. Jeg tabte mig meget, og pludselig var min vægt for første gang i nærheden af den “drømmevægt”, jeg havde stræbt efter i så mange år. 

 

Kort efter startede jeg bloggen her — det var i juni 2012.

 

Den nye “sunde” livsstil fik æren for, at jeg havde tabt mig. Det bildte jeg mig nemlig ind. For jeg var sikker på, at fra nu af ville alt blive anderledes, fordi jeg endelig var slank igen. 

 

I virkeligheden var vægttabet en blanding af, at jeg havde det svært, hvilket forårsagede manglende appetit, kombineret med hård træning to gange dagligt. Ja: To gange dagligt. 

 

Jeg havde ind imellem ‘dårlige’ dage, hvor jeg købte jeg ind til store overspisninger, hvorefter jeg kastede op. Det blev min måde at føle kontrol på.

 

 

Min første konkurrence i bikini fitness

 

 

Jeg blev optaget på fysioterapeut-uddannelsen kun fem uger før min første bikini fitness-konkurrence. Det var en svær tid, hvor jeg forsøgte at balancere alle de sociale ting på studiet med en stram diæt og træning to gange dagligt. Det endte med, at jeg 2-3 uger inden konkurrencen fik en campylobacter-infektion, der udviklede sig voldsomt med smerter, diarré og nakkestivhed.

 

Jeg har altid haft et godt immunforsvar, men efter at have tabt mig 25% af min kropsvægt på et år, samtidig med at jeg trænede to gange om dagen og generelt stadig var meget stresset, kunne mit immunforsvar ikke slå bakterien ned selv. Jeg kom til lægen og fik antibiotika, men jeg var selvfølgelig meget afkræftet.

 

Jeg var sur på mig selv over ikke at have overholdt diæten, da jeg var syg. Selvom jeg på ingen måde havde kunne spise hverken grøntsager eller proteinrigt i den tilstand, jeg var i. Det eneste, jeg kunne få ned i sygdomsperioden, var chokolade og brød. Min krop var hårdt presset og havde brug for letfordøjelig energi.

 

I bagklogskabens lys skulle jeg havde meldt fra konkurrencen, men jeg havde sat alt ind på at skulle stille op — det var blevet min nye identitet og dét, der gav mig en lille smule selvværd — og jeg havde tusindvis af mennesker, der fulgte med i min rejse mod scenen via bloggen. Jeg ville ikke give op.

 

Ugen op til konkurrencen levede jeg af smoothies, BCAA og vand for at nå “i form” efter at have været syg. Det lykkedes ikke helt. Til konkurrencen var jeg enormt tynd — hvem ville ikke være det ovenpå sådan en omgang infektion efterfulgt af knap en uge uden fast føde?

 

Jeg fik at vide af dommerne, at jeg skulle gå lidt mere i træningscenteret, og de placerede mig i bunden af feltet.

 

Lidt af et tilbageslag for min nyvundne selvtillid. Endelig var jeg så tynd, som jeg havde drømt om, men nu var det heller ikke godt nok.

 

Til gengæld kunne jeg endelig slappe lidt af. Og hurtigere end jeg kunne se mig om, fløj min vægt op. 

 

Reaktionen fra omgivelserne var ikke til at tage fejl af: Alle komplimenterne forsvandt, og selvom næsten ingen kommenterede på min vægtøgning direkte til mig, var der en tydelig kontrast til alle de kommentarer og komplimenter, jeg havde modtaget, da jeg var tynd.

 

Jeg følte mig som en kæmpe fiasko.

 

 

Mit helbred i tiden som bikini fitness-atlet

 

 

Derefter besluttede jeg, at jeg ville stille op igen.

 

Udover den flydende kost jeg havde spist i ugen op til min første konkurrence, efter at have været syg, havde jeg i hele min tid som bikini fitness-atlet et relativt frit forhold til mad. Jeg har aldrig levet af torsk og asparges eller i det hele taget forbudt mig selv nogen form for fødevarer.

 

På trods af det, var jeg hele perioden som fitness-atlet ofte sløj — og når jeg blev syg, var det meget mere alvorligt end tidligere. Efter min campylobacter-infektion i 2012 fik jeg endnu en maveinfektion i 2013. I 2014 blev jeg enormt syg af en voldsom halsbetændelse og udviklede derefter en kraftig pollenallergi.

 

Mellem de alvorligere sygdomsperioder var jeg ofte småsyg og havde ondt i venstre knæ, venstre hofte, venstre skulder samt kronisk inflammation i yderste led i højre pegefinger, på trods af at jeg aldrig tidligere havde haft smerter i min krop eller led. Min menstruation, der altid havde været uregelmæssig, blev endnu mere utilregnelig og der kunne gå alt fra to uger til 6 måneder mellem hver blødning.

 

Desuden havde min hukommelse været dårligere end før, lige siden jeg blev syg med stress. Jeg havde stadig svært ved at huske information og jeg fik, især i stressede situationer, ofte angstanfald og black-outs..

 

Inden jeg startede på bikini fitness, havde mit fysiske helbred sjældent fejlet noget, selvom jeg selvfølgelig kunne blive lagt ned af en klassisk influenza en gang om året. 

 

Jeg kunne på det her tidspunkt godt mærke, at min krop ikke havde det godt, men jeg ville ikke kæde det sammen med min livsstil. Jeg var helt overbevist om, at min tilgang til kost og træning var balanceret, og at sygdom og overspisninger fra tid til anden blot skulle undgås eller ignoreres.

 

 

Konsekvenserne af langvarigt kalorieunderskud

 

 

Et “balanceret” forhold til mad i fitness-verdenen har jo stadig til formål at forbrænde fedt op til konkurrencerne, og det kræver et kalorieunderskud. 

 

Jeg har aldrig benyttet mig af “hjælpemidler” og kørte mine diæter meget forsigtigt med et lille kalorieunderskud over længere tid for, at kunne spise så meget mad som muligt og bevare mest mulig muskelmasse.

 

Op til min sidste konkurrence i 2015 var jeg på diæt i seks måneder. Ingen fødevarer eller madretter var deciderede forbudte i min verden her, bevares, men jeg var i kalorieunderskud 6 dage om ugen og tænkte på mad 24/7.

 

Jeg havde kun regler for, hvor mange kalorier jeg måtte spise, og ind imellem fik jeg spist “for meget”, og jeg tænkte “nu har jeg ødelagt dagen, så kan det også være lige meget” og handlede ind til store overspisninger, hvorefter jeg ofte kastede op og “startede på en frisk” dagen efter.

 

Én dag om ugen havde jeg “treat day”, og her spiste jeg altid så meget, at min mave gjorde ondt, og jeg kunne mærke det hele skvulpe rundt. 

 

Lad mig lige tage dig med på en typisk “treat day” dengang:

 

  • En typisk “treat day” startede med morgencardio efterfulgt af 300 g broccoli (gud forbyde, at jeg ikke fik mine grøntsager!) og en stor skål havregryn med frugt, mælk, proteinpulver og mandler. 
  • Til frokost spiste jeg som regel en sandwich på såkaldt ‘proteinbrød’ med ost, kødpålæg, grønt og pesto. Ofte efterfulgt af noget sødt fx. proteinkugler eller små snacks af banan/chokolade og peanutbutter.
  • Til aften var det ikke unormalt, at jeg spiste 40-50 stykker sushi efterfulgt af en dessert bestående af frozen yogurt eller en kæmpe skål skyr med frugt og nødder. 

 

Selvom det er seks år siden, husker jeg det stadig så tydeligt. Den ugentlige dag, hvor jeg kunne spise mig mæt var ugens højdepunkt!

 

Jeg prøvede bevidst at spise fødevarer med masser af næring og en god fordeling af protein, kulhydrat og fedt, så det ikke bare endte i et sukkerchok. 

 

Men min appetit var voldsom, og jeg vidste altid, at det kun var i dag, jeg havde mulighed for at spise mig ordentligt mæt. I morgen var det jo forbudt igen i en hel uge. Det var ubehageligt at spise så meget, men jeg kunne ikke stoppe med at spise, før jeg rent fysisk ikke kunne rumme mere mad.

 

Senere har jeg fundet ud af, at den reaktion på kalorieunderskud er helt normal. Det er blevet observeret i studier af menneskers reaktion på sult allerede i 1940’erne.

 

Andres kommentarer på min krop

 

 

Det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg som altid fik meget ros og opmærksomhed i de perioder, hvor jeg var mest tynd og mest forstyrret, hvorimod ingen sagde noget om min krop, når jeg stoppede min diæt, lod min krop slappe lidt af og nærmest automatisk tog 20-25% af min kropsvægt på, mellem mine diæter. 

 

Men jeg vidste jo godt, hvad folk tænkte. Jeg satte derfor altid en dato for, hvornår den næste diæt skulle starte, og jeg undskyldte mig med, at jeg var “off-season” og skulle bygge muskler.

 

Udover mine tre konkurrencer i 2012, 2013 og 2015 var jeg på konkurrencediæt to gange til i 2014 og i 2016.

 

I 2014 måtte jeg bakke ud, fordi jeg blev alvorligt syg med en halsbetændelse der varede i 3 uger, og i 2016 bakkede jeg ud, fordi jeg flyttede til Dubai. Mere om det senere.

 

Grunden til at jeg var på diæt hvert år var, at jeg ikke havde nogen form for kontrol over min vægt, når jeg ikke var på skrap konkurrence-diæt. 

 

Min krop havde sin helt egen mening om, hvor min vægt skulle ligge. Den fløj altid op og stabiliserede sig på samme vægt, og medmindre jeg havde et mål i form af en konkurrence, kunne jeg ikke holde et kalorieunderskud. Min krop ville have MAD, og det var ren stædighed og viljestyrke, der fik mig igennem mine diæter.

 

En perfekt krop hjælper ikke på lavt selvværd

 

 

Hele mit liv havde jeg troet, at en flot krop var vejen til at blive accepteret og elsket. Men selvom jeg nåede mit mål om at have den “perfekte” krop igen og igen, var det altid den samme tomme følelse ved målstregen. Jeg følte mig ikke mere elsket eller accepteret af at være “fit”. 

 

Jeg følte ganske vist, at jeg havde mere selvtillid, når jeg var slankere, men det var på en overfladisk måde. 

 

Indeni var jeg stadig enormt usikker. Der var altid nogen, der var bedre end mig, og jeg kunne aldrig helt leve op til idealet — i hvert fald ikke i mere end et kort øjeblik. 

 

Når jeg ikke fik anerkendelse og opmærksomhed udefra, følte jeg mig værdiløs. Jeg havde blandt andet svært ved at turde sætte grænser i mine relationer, selvom de ikke altid var sunde for mig, fordi jeg ikke følte mig god nok og var bange for at miste dem.

 

Bevares, jeg fik masser af opmærksomhed, når jeg lagde billeder af min veltrænede krop op på Instagram. Men den opmærksomhed handlede om netop dét: Min krop.

 

Jeg vidste inderst inde, at jeg var mere værd, men rejsen mod et bedre selvværd indefra var lang.

 

 

Udfordringer med den vægtfokuserede tilgang til sundhed

 

 

Samtidig med at jeg arbejdede med mit eget selvværd, gjorde jeg alt for at finde nøglen til et “varigt vægttab”.

 

Fra 2012-2016 studerede jeg fysioterapi, og jeg arbejdede som personlig træner og kostvejleder. Dengang var alt, jeg gjorde ud fra det vægtfokuserede sundhedsparadigme, der går ud på, at slankere generelt er lig med at være sundere.

 

Som fysioterapeut var jeg flere gange i praktik på både ortopædiske og neurologiske centre, og jeg kan huske at det altid undrede mig, når slanke mennesker var syge med hjertekarsygdomme eller kom ind for at få et nyt knæ pga. slidgigt. Blandt de patienter, jeg som studerende arbejdede med, var der en stor overvægt af slanke mennesker med alvorlige problemer, som normalt tilskrives til folk med en høj vægt. 

 

Det passede ikke ind i det billede, jeg havde af, at så længe man havde en “normal” vægt, var man sund. Disse mennesker levede så sundt, og alligevel blev de syge. Hvordan hang det sammen?

 

Som personlig træner har jeg altid arbejdet med det, man vil betegne som ‘balancerede livsstilsændringer’. Mine klienter kom oftest til mig og sagde “Jeg vil ligne dig”, og jeg gjorde et stort nummer ud af at fortælle dem, hvordan jeg var nødt til at leve for at se ud, som jeg gjorde. 

 

Jeg har altid ønsket at være ærlig om, hvilken pris jeg måtte betale for at opnå min krop. Og jeg vidste, at jeg som studerende, personlig træner uden børn eller andre forpligtelser var ekstremt privilegeret og kunne tilpasse min livsstil i det omfang, det var nødvendigt. 

 

I stedet forsøgte jeg at forventningsafstemme med mine klienter, så de fik en realistisk forståelse af, hvad de kunne opnå med de forudsætninger, de havde. Intentionen var god, men når man lever i en diæt-kultur, sammenligner man altid sig selv med idealet og stræber efter at opnå det samme. “Hvis hun kan, kan jeg også! Og hvis ikke er der noget galt med mig…” Det er svært at gøre andet.

 

Jeg var altid enormt opmærksom på, at min coaching skulle være rummelig og ikke skubbe mine klienter længere ind i forstyrret spisning eller dårligt selvværd. Når mine klienter fortalte mig at de pludselig begyndte at have cravings eller overspisninger efter, at de startede på en vægttabsplan, var jeg hurtig til at justere og tale med dem om hvorfor det er et advarselstegn, der skal tages alvorligt.

 

Selvom jeg kunne presse mig selv ud over grænsen, har jeg altid haft en anden tilgang til at coache andre mennesker. Med kombinationen af bikini fitness og min fysioterapeut-uddannelse havde mine forløb som regel fokus på opbygning af muskelmasse, øget muskelstyrke, god teknik og rehabilitering – og vægttab, selvfølgelig.

 

 

Bekymret kostvejledning

 

 

Som kostvejleder lavede jeg vejledende kostplaner, mens jeg primært arbejdede med vaner, mængder, opmærksomhed på kalorietætte vs. kalorielette fødevarer, at finde ‘sunde alternativer’, mindfulness og så videre.

 

Efter relativt kort tid stoppede jeg med at bruge det dengang så populære koncept ’cheat days’ i mine klientforløb, men arbejdede i stedet med at skabe plads til at ‘skeje ud’, når der var behov i hverdagen.

 

Alligevel oplevede jeg ofte, at mine klienter kæmpede med de samme problematikker, som jeg selv gjorde. 

 

For det meste kunne de relativt let tabe sig, men de kom så tilbage 6-18 måneder senere og ville have hjælp igen, efter at de havde taget det hele på. Retorikken var altid, at det var deres egen skyld: De var “faldet af hesten” og skulle “tilbage på sporet”.

 

Andre klienter kæmpede som tidligere nævnt med ukontrollerbare overspisninger og cravings, og selvom jeg altid forsøgte at være støttende og forstående, var der ind imellem klienter, der efter et par dårlige uger “droppede ud” og ikke vendte tilbage, selvom deres forløb endnu ikke var slut. Et mønster, jeg ved, at utallige andre trænere og coaches også oplever. Det var et tydeligt tegn på, at noget var galt.

 

De af mine klienter, der klarede sig ‘bedst’ — både undervejs i forløb og efterfølgende — var dem, der var ekstremt fokuserede på alle detaljer omkring maden og som ikke lod sig selv fravige planen. Uanset hvad. 

 

Selvom jeg dengang var glad for, at mine klienter fulgte mine råd, nåede deres mål og kunne vedligeholde resultatet, var jeg også altid lidt bekymret for dem — deres adfærd var ofte præget af skyld og skam over for de mindste udskejelser og selv den mindste usikkerhed omkring deres indtag udfordrede deres behov for kontrol.

 

Vendepunktet kom i 2017

 

 

Vi er nu i 2017. På dette tidspunkt er jeg færdiguddannet fysioterapeut, jeg er flyttet til Dubai og har arbejdet som personlig træner og kostvejleder ud fra den vægtfokuserede tilgang til sundhed i fem år. 

 

Problematikkerne jeg har beskrevet, at jeg oplevede med den vægtfokuserede tilgang til sundhed, eksisterer stadig, men jeg kender ikke en anden vej. Jeg har altid fået at vide, at det er vigtigt at spise sundt og kontrollere sit madindtag til en vis grad, så vægten ikke stiger. Det er den sandhed, arbejder jeg ud fra — både i mit eget forhold til mad og i mit arbejde med klienter.

 

I Dubai arbejder jeg ekstremt meget. Jeg afholder som regel et sted mellem 120-170 personlig træningstimer om måneden, og imellem hver klient har jeg ca. 30 minutters kørsel. Det var ikke unormalt for mig at arbejde 12-16 timer om dagen seks dage om ugen.

 

Mit første personlige vendepunkt kom i foråret 2017.

 

Jeg var ekstremt stresset pga. arbejde og personlige udfordringer, og som altid afreagerede jeg med mad. Men til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fortsætte på den måde. Maden fyldte alle mine tanker og påvirkede i mit liv så meget, at jeg ikke længere kunne holde det ud.

 

Igennem årene havde jeg opdaget, at jeg ikke havde et behov for at overspise og kaste op, medmindre jeg var på diæt eller på anden vis forsøgte at tabe mig. 

 

Det mønster blev mere og mere tydeligt: Så snart jeg blev restriktiv omkring mit kalorieindtag, kom mine konstante madtanker, overspisninger og opkastninger tilbage.

 

Jeg var sikker på, at jeg var blevet afhængig af mad og drømte mig tilbage til barndommen, hvor jeg elskede mad, men hvor det ikke fyldte alle mine tanker. Hvordan kunne jeg komme tilbage til dét?

 

Jeg havde hørt om intuitiv spisning og undersøgte det lidt, dog uden at sætte mig ordentligt ind i tilgangen. Jeg tænkte, at det lød lovende og udvalgte nogle af de 10 principper for intuitiv spisning, som jeg følte gav mening for mig, og jeg glemte alt om de øvrige.

 

Min første erfaring med “intuitiv spisning”

 

 

Det første, jeg gjorde, var at give mig selv ubetinget tilladelse til at spise. Jeg gav slip på alle begrænsninger og stoppede alle forsøg på at kontrollere min vægt.

 

Som en af de første ting, jeg gjorde, købte jeg en dåse med småkager og lod mig selv spise så mange, som jeg havde lyst til. Da jeg var mæt, men der stadig var nogle tilbage, kom den automatiske tanke: “Jeg spiser dem alle sammen nu og starter på en frisk i morgen”. 

 

Jeg måtte virkelig overvinde mig selv for at lytte til følelsen af, at jeg faktisk var mæt og tilfredsstillet, lægge låg på dåsen og sætte den ind i køkkenskabet uden at være tom. Vel vidende at den ville stå og friste mig næste dag. Normalt smed jeg altid resterne ud efter mine overspisninger, så “fristelserne” ikke var tilgængelige næste dag. Men nu skulle det være anderledes. Dagen efter købte jeg endnu en dåse småkager, så jeg vidste, at der ville være flere, når jeg fik tømt den første. Og sådan fortsatte jeg.

 

Dét gentog jeg i månedsvis med forskellige madvarer, indtil jeg for første gang oplevede følelsen af at være lidt ligeglad med mad. Det var en kæmpe aha-oplevelse. Og det varede ved i noget tid. Det tog mange pakker af cookies, is, slik boller med smør og ost, før jeg nåede dertil, men hvor er jeg glad for, at jeg stolede på processen.

 

Desværre havde jeg ikke sat mig ordentligt ind i den del af intuitiv spisning, der handler om at sige farvel til slankekurs-mentaliteten, så selvom mit forhold til mad på det her tidspunkt var meget bedre end tidligere, havde jeg stadig en drøm om, at det i sidste ende ville lede til vægttab. 

 

 

Intuitiv spisning er ikke et vægttabs-redskab

 

 

Senere har jeg lært, at det er et helt klassisk tegn på, at en sundhedsprofessionel ikke er uddannet inden for intuitiv spisning, hvis de bruger tilgangen som vægttabs-redskab.

 

Det er et problem, når intuitiv spisning bruges på den måde. Fordi intuitiv spisning er kun et evidensbaseret redskab til at slutte fred med mad med over 125 studier i ryggen, på baggrund af at være en vægtneutral tilgang.

 

Hvis man bruger intuitiv spisning som vægttabs-redskab, erstatter man i princippet blot en type regel med en anden — det hjælper derfor ikke mennesker med at slutte fred med mad i det lange løb, men fastholder dem i en ond cirkel af regler og restriktioner. Det kan endda få folk til at tro, at de aldrig kan slutte fred med mad, fordi “intuitiv spisning ikke virker for dem”.

 

Det lærte jeg på den langsomme og hårde måde.

 

Da jeg begyndte at have færre cravings og tanker om mad, skiftede jeg langsomt tilbage til en lidt mere restriktiv tilgang. Jeg havde nu langt færre madregler end før, men jeg gik stadig meget op, i at jeg skulle have grøntsager og protein til hvert måltid, og jeg talte ind imellem kalorier for at sikre mig, at jeg var i kalorieunderskud.

 

Her er et citat fra et blogindlæg, jeg skrev dengang:

 

“Jeg er dog netop nu i en lidt dårlig periode igen, og det gør intuitiv spisning ekstra svært for mig. Hvis jeg ikke har et mål [for min vægt], og jeg føler mig lidt nede, så er jeg en rigtig trøstespiser … Og her er jeg rigtig god til bare at “checke ud” og spise spise spise. Også efter at jeg allerede føler mig mæt.”

 

Som citatet fortæller, havde jeg stadig alle de gamle tanker om, at jeg skulle kontrollere min vægt, stoppe med at trøstespise og i sidste ende tabe mig for at være “god nok” og være en succesfuld intuitiv spiser. 

 

Jeg manglede også helt en forståelse af, at det jeg kaldte trøstespisning, egentlig var en respons på kalorierestriktion. Og fordi jeg ikke havde den forståelse, blev jeg fastholdt i overspisningens onde cirkel.

 

Samtidig arbejdede jeg enormt meget med mindfulness. Jeg dyrkede yoga og brugte to uger på et ashram hos en yoga-guru hvor jeg blev uddannet yogalærer og lærte en masse om meditation og vejrtrækningsøvelser. Jeg arbejdede meget på at forbedre mit selvværd. Jeg lærte at mærke mine følelser og sætte mine grænser overfor mine omgivelser — noget jeg aldrig tidligere havde gjort.

 

Jeg forsøgte som nævnt dog stadig at kontrollere min vægt, og jeg havde en underbevidst opdeling af mad i “god” og “dårlig”, afhængig af hvor mange kalorier de forskellige fødevarer indeholdt. Jeg brugte selvfølgelig ikke de sort/hvide termer, men “kalorietætte” fødevarer var stadig noget, der skulle begrænses. 

 

Jeg tillod mig selv at spise alt, men i begrænsede mængder, hvilket betød at mine overspisninger samt følelsen af skyld og skam vendte tilbage, når jeg havde spist “for meget”.

 

Hvis jeg følte at jeg overspiste, eller hvis jeg vidste, at jeg ville komme til at spise mere den dag, forsøgte jeg at træne mere eller lave ekstra cardio for at kompensere. Det var en effektiv måde for mig til at kontrollere min kropsvægt, men den forstyrrede spisning lurede lige under overfladen.

 

Mit forhold til mad var ganske vist meget bedre end tidligere, og min vægt var et stykke under min “set point”-vægt, så jeg følte oprigtigt, at jeg havde “knækket koden” til varigt vægttab. De næste tre år troede jeg helt oprigtigt, at jeg spiste intuitivt. Jeg lavede endda videoer og blogindlæg omkring det, og jeg begyndte at coache mine klienter ud fra de samme principper.

 

Jeg kaldte det “Elsk dig selv til vægttab” eller “Selvkærligt vægttab” (originalt, I know), og mine coachingforløb bestod groft sagt af en kombination af mindfulness, vaneændring, portionskontrol og fysisk aktivitet.

 

Derfor eksisterer et “selvkærligt vægttab” ikke

 

 

Disse forløb kørte jeg i et års tid, og tilgangen virkede rigtig godt — altså lige med undtagelse af, når den ikke virkede.

 

For selvom det umiddelbart var en forbedring i forhold til tidligere, så oplevede både jeg selv og mine klienter det samme som før: Når reglerne blev brudt, førte det til overspisninger, skyld og skam omkring krop og mad og alt den ballade.

 

Det var endnu ikke gået op for mig, at jeg — med mit slanke privilegie — havde haft relativt nemt ved at slippe mange af de regler, der var forbundet med maden, og at jeg ikke mødte større modstand fra mine omgivelser, fordi jeg stadig havde en normativ krop.

 

Især de af mine klienter, der var i større kroppe, havde mange udfordringer med at opnå den samme relative madfrihed, som jeg havde opnået. 

 

En anden ting, jeg bed mærke i, var, at jeg til mange af mine indledende klientsamtaler talte med kvinder, der forinden havde været i tre-fire tidligere forløb hos andre coaches.

 

De gik fra forløb til forløb i en søgen på at finde nøglen til “varigt vægttab”, samtidig med at de ønskede at slutte fred med tankerne om mad. 

 

Men de kunne ikke finde det nogen steder, og de bebrejdede ofte sig selv, når de ikke kunne holde det vægttab, de nu havde opnået.

 

Jeg havde på dette tidspunkt stadig den overbevisning, at slank var bedst og sundest, og at alle mennesker ville/kunne tabe sig, hvis de blot var klar til at “gøre det der skulle til” og gjorde det med en selvkærlig tilgang. 

 

Men alligevel var der altid noget, der ikke hang sammen, og jeg overvejede til sidst at give op og forlade sundhedsbranchen helt.

 

Det var frustrerende, at en andel af mine klienter blev ved med at have problemet med overspisning, selvom vi arbejdede med alle de bedste værktøjer, jeg kendte til.

 

 

Lockdown var den største gave

 

 

I marts 2020 blev Dubai — som jeg tidligere fortalte, at jeg flyttede til i 2016 — lukket ned i forbindelse med COVID-19. Vi havde to måneder med udgangsforbud i bestemte tidsrum og tre uger med totalt udgangsforbud.

Jeg var lukket inde i min lille 1-værelses lejlighed i 3 uger, helt alene.

 

Selvom jeg i lang tid havde følt, at jeg havde en okay balance omkring min træning, tanker om mad og følelsesmæssig spisning, så kom min angst tilbage med et kølleslag, og jeg havde to store angstanfald de første to dage i total lockdown. Det eneste, der lindrede, var at spise en masse velsmagende fødevarer — og jeg spiste store mængder chokolade og slik i de tre uger, vi var spærret inde.

 

Jeg var helt klar over, at det var en form for selvomsorg i en situation, der var helt ude af kontrol, men alligevel blev jeg overvældet over, at jeg ikke kunne kompensere med træning, som jeg plejede.

 

Samtidig var det også den første gang i mit liv, at jeg havde tre uger, hvor jeg ikke havde helt vildt travlt. På grund af mine oplevelser med det selvkærlige vægttab-koncept, som ikke havde den forventede succesrate, besluttede jeg mig for at bruge tiden på at dykke dybt ned i vægttabsforskningen for at undersøge og finde ud af, hvad videnskaben helt præcis siger om, hvordan man taber sig og holder vægttabet. 

 

Nogen måtte jo vide, hvordan man gør!

 

Det, jeg fandt, chokerede mig. Her er nogle udvalgte highlights.

 

varigt vægttab

Kilde: Miller, W. C., 1999. How effective are traditional dietary and exercise interventions for weight loss? Medicine & Science in Sports & Exercise. 31(8): 1129-1134

 

varigt vægttab

Kilde: Anderson, J. W., Konz, E. C., Frederich, R. C., Wood, C. L., 2001. Long-term weight-loss maintenance: a meta-analysis of US studies. The American Journal of Clinical Nutrition. 2001 Nov;74(5):579-84.

 

varigt vægttab

Kilde: Mann, T., Tomiyama, J. A., Westling, E., Lew, A-M., Samuels, B., Chatman, J. 2007. Medicare’s search for effective obesity treatments: Diets are not the answer. American Psychologist, 62(3): 220-233.

 

Disse highlights er naturligvis ikke udtømmende for alle de nuancer der belyses i forskningen. Selvom evidensen for, at varigt vægttab er kun muligt for de færreste er tydelig, er det ikke en sort/hvid situation. Hvis du vil danne din egen vurdering anbefaler jeg, at du selv tager tiden til at researche evidensen for varigt vægttab. Du kan eventuelt starte med, at læse disse studier igennem i deres helhed, hvis du vil forstå nuancerne i den evidens vi på nuværende tidspunkt har om vægttab  og sundhed. Alternativt anbefaler jeg længere nede nogle bøger, der går mere i detaljer end jeg kan her på bloggen.

 

Således endnu mere frustreret og ikke meget klogere på hvordan vi kan opnå varigt vægttab måtte jeg lede videre, og jeg besluttede mig for at læse række bøger om emnet. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, at en tilfældig beslutning om at starte med at læse bogen “Anti-Diet” ville ændre mit syn på slankekure og vægttab for altid.

 

 

Anti-Diet, HAES & Intuitiv Spisning

 

 

Bogen ‘Anti-Diet’ udkom i december 2019, og man skulle jo næsten tro, at den timing ikke var helt tilfældig. Jeg havde faktisk købt bogen ret kort tid efter den udkom, men den havde bare ligget på hylden. Under lock down fandt jeg den frem. Kort inde i min læsning lagde jeg bogen fra mig igen. Den gik simpelthen så meget imod alt, hvad jeg troede om vægt og sundhed, at jeg blev provokeret af den.

 

Det tog mig virkelig lang tid at læse bogen færdig, og havde det ikke været for lockdown og den ekstra tid, jeg havde til rådighed, var det aldrig sket. Det lykkedes mig kun at læse bogen færdig, fordi jeg til sidst aftalte med mig selv, at det er sundt at blive eksponeret for ting, man ikke er enig i, og at bogen jo også indeholdt nogle interessante perspektiver. Jeg jo bare kunne tage de ting med mig, som jeg kunne bruge og så glemme resten igen.

 

Det er én af de bedste beslutninger jeg har taget i mit liv :)

 

Efter at have læst bogen to gange, klikkede det. Endelig forstod jeg, hvordan diæt-kulturen havde stjålet min tid, mine penge, min velfærd og min livsglæde. Og hvordan den gjorde det samme for så mange andre.

 

Gennem denne bog stødte jeg på den vægtneutrale tilgang til sundhed, der på engelsk hedder Health At Every Size (HAES). Derefter satte jeg mig ordentligt ind i den evidensbaserede tilgang til intuitiv spisning, og umiddelbart herefter besluttede jeg mig for, at blive certificeret intuitiv spisevejleder.

 

Før jeg afprøvede konceptet på mine klienter, tog jeg selv princippet om vægtneutralitet til mig. Jeg mærkede en ØJEBLIKKELIG bedring i mine tanker om mad og krop. Jeg har ikke overspist (eller haft behov for det) eller kastet op siden den dag. Jeg er nu i en situation hvor min fornemmelse for sult og mæthed er vendt tilbage og  jeg stort set ikke kan spise mere, end hvad der er behageligt. Uanset hvor godt maden smager forsvinder al nydelse ved spisningen, når jeg mærker en behagelig mæthed. Når jeg er mæt stopper jeg med at tænke på mad, indtil jeg bliver sulten igen.

 

Den vægtneutrale tilgang til sundhed og den evidensbaserede tilgang til intuitiv spisning var faktisk så effektiv med at hjælpe mig helt ud af mit forstyrrede forhold til mad, at jeg slet ikke opdagede det, før jeg havde en samtale med en veninde, der også tidligere har kæmpet med et forstyrret forhold til mad.

 

Hun har nu også har fået det bedre, men sagde noget i stil med “Det er jo meget bedre nu, men tankerne om mad, vægt og kalorier vil jo nok altid være der et sted”.

 

Og dér gik det op for mig, at nej — hos mig var de fuldstændig væk.

 

Ind imellem kan jeg selvfølgelig godt have en “meh”-krops-dag, og jeg kan stadig opdage gamle “regler”, som pga. de mange års slanke-mentalitet er blevet så indgroede vaner, at de har hængt ved. Men jeg kan sagtens udfordre dem uden at få det dårligt, og jeg har overordnet set aldrig haft det bedre fysisk og mentalt.

 

Udover alle de andre fysiske og mentale fordele, kan jeg nu også nærmest stille klokken efter min tidligere ekstremt uregelmæssige menstruation. Det er et godt eksempel på hvordan kroppen bare fungerer bedst, når den får tilstrækkelig mad og er på den vægt, den er genetisk bestemt til at trives på.

 

Vægtneutral Sundhed

 

Nu har du læst hvordan i årevis har kæmpet en kamp med forstyrret spisning. Og ved du hvad, der måske overrasker dig? På intet tidspunkt har mit forstyrrede forhold til mad passet inden for kriterierne til en spiseforstyrrelse. 

 

Jeg har været i kontakt med både læger og psykologer og også i en kort periode modtaget psykologbehandling for angst, hvor disse ting har været vendt. Men jeg har aldrig kastet op eller overspist ofte nok til at passe indenfor diagnosekriterier for bulimi eller BED. Jeg har aldrig været tynd nok til at have anoreksi. Jeg har aldrig spist ensidigt nok til at have ortoreksi.

 

Kort sagt: Vores diæt-kultur og samfundets glorificering af tyndhed gør med andre ord, at min adfærd anses som normal. Jeg var jo aldrig “undervægtig” eller “overvægtig”.

 

Ja, min krop var i perioder ligefrem noget at se op til. Jeg havde mange følgere på sociale medier, der drømte om at have min krop, og som blev inspireret af min livsstil. En “sund” livsstil med masser af træning og “sund” mad, samtidig med at jeg gjorde plads til at “skeje ud”.

 

Det er fuldstændig vanvittigt at tænke på, hvor besatte vi er af at bruge kropsvægt som en indikator for sundhed. Vi er villige til at ignorere eller endda glorificere åbenlyst forstyrret og sundhedsskadelig adfærd i jagten på tyndhed.

 

I starten følte jeg mig meget alene med min nye indsigt.

 

Heldigvis opdagede jeg, at en gruppe andre danske sundhedsprofessionelle var gået samme vej, og året forinden havde skabt en hjemmeside med følgende formål:

Vi kæmper derfor for en mere vægtneutral tilgang til sundhed, hvor mennesker ikke bliver forskelsbehandlet på baggrund af deres vægt, men hvor der i stedet er fokus på at hjælpe mennesker i alle størrelser med at skabe nydelsesfulde og vedvarende sundhedsvaner.” (Vægtneutral Sundhed, 2019)

 

Nu turde jeg endelig tage springet.

 

Jeg afviklede alle mine vægttabsklienter og har siden udelukkende arbejdet vægtneutralt. Det har været en læringsproces. Det er stadig nyt. Jeg laver stadig fejl og mangler stadig indsigt i mange af de bagvedliggende diskurser, der skaber og fastholder den diæt-kultur, vi lever i. Men jeg er åben for at indrømme, når jeg tager fejl, og jeg er åben for at lære nyt.

 

Nu arbejder jeg med klienter i 1-til-1 online coachingforløb, hvor jeg systematisk tager mine klienter på en rejse gennem principperne for den evidensbaserede tilgang til intuitiv spisning, så de endelig kan lære at slutte fred med mad og at respektere og acceptere deres kroppe.

 

sundhed

 

Diæt-kulturen er et samfundsproblem

 

Men individers kamp for at slutte fred med mad deres og krop er kun et symptom på problemet. Ligesom jeg selv var overbevist om, at tynd uanset hvad altid er bedre end tyk, er vi alle konstant udsat for konsekvenserne af diæt-kulturens påvirkninger og stigma.

 

Det påvirker naturligvis dem, der har en større krop og derfor får at vide, at mad er noget, der skal kontrolleres, og at de ikke kan stole på deres kroppe. Men også dem, der — som jeg selv — er født med det privilegium at være tynd, bliver påvirket og kan ende i forstyrret spisning i et forgæves forsøg på at få vores basale behov for accept, kærlighed og anerkendelse opfyldt.

 

Der er en bedre vej. Og derfor er kampen for, at vi som samfund stopper med at sætte lighedstegn mellem tyndhed og sundhed så vigtig. Kampen for frihed til at leve i en større krop uden at blive mødt med stigma er en kamp, der gavner os alle. Og desværre er det ikke nok, at det kun er enkelte individer, der siger fra og træder ud af slankeindustriens grådige greb.

 

Vi er som samfund nødt til at acceptere, at den vægtfokuserede tilgang til sundhed har fejlet. At vi kun bliver mere usunde, hvis vi bliver ved med at prøve at kontrollere vores kropsvægt. Evidensen for, at slankekure ikke virker, er entydig. Og i stedet for at blive ved med at prøve, bør vi ændre kurs.

 

Christy Harrison, diætist og forfatter til bogen Anti-Diet, siger det bedst når hun siger “På et tidspunkt er vi nødt til at stoppe med at redde folk op af vandet. Vi er nødt til at gå imod strømmen og finde ud af, hvorfor folk falder i vandet i første omgang.”

 

Jeg flød med strømmen i 30 år. Og hvis jeg skal være ærlig var det var kun, fordi jeg var så opsat på at redde de andre, der flød med mig, at jeg fik ideen til at gå imod strømmen og  finde ud af, hvad der foregår.

 

Mit håb er, at jeg ved at fortælle min historie, kan hjælpe andre med at gøre det samme. Jeg håber, at du efter at have læst med, beslutter dig for også at gå imod strømmen og slutte fred med mad. Husk på, at hvis du vil, kan du sagtens arbejde med din sundhed, uden at det indebærer vægttab. 

 

At gribe din velfærd og sundhed an ud fra et vægtneutralt perspektiv vil både give dig mere tid, mere velfærd, mere livsglæde og spare dine penge. Alle de ressourcer du har brug for, for at leve et liv med tid og overskud til alt det, der faktisk gør dig glad.

 

Kom nærmere den vægtneutrale tilgang til din sundhed — book en uforpligtende samtale med mig her.

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀ navnetraek_sort

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Kommenter

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Hvad er Vægtneutral Sundhed?