Nike Marathontest 3 – done!

Kender i det, at man har lovet sig selv at gøre noget vigtigt. Men i dagene op til kan man bare mærke at man virkelig ikke er oplagt til det. Dagen kommer selvfølgelig alligevel, og man siger til sig selv at “når først jeg er i gang, så er det jo ok og det er hurtigt overstået”

Og man går i gang. Og man fortsætter. Men man når ligesom aldrig den der følelser af at det er sgu egentlig meget fint/hyggeligt/sjovt det her.

Sådan havde jeg det i dag.
21,1 kilometers uoplagthed. Ikke et øjeblik på den tur havde jeg følelsen af at “lige nu går det egentlig meget fint”. Så er 21,1 km. godt nok langt.. Tempoet i starten var egentlig ok. Jeg følte at jeg løb virkelig langsomt, men det var ikke sådan katastrofalt, kun lidt langsommere end normalt. Men den sidste 1/3 var helt frygtelig, og tiden blev næsten 15 min. dårligere end til mit sidste halvmaraton. FAIL!

Omkring de 13-14 kilometer begyndte min venstre hofte at drille. Jeg holdt ud et stykke tid, men det blev værre og værre. Jeg har jo ind imellem problemer med hoften, men det er længe siden den har været sådan her. Det der sker er at jeg bliver “træt” i hoften, og jeg kan mærke hvordan noget i lysken ligger og nærmest gnider mod noget andet, for hvert skridt. Lidt svært at forklare, men det er meget ubehageligt, og det eneste der hjælper er at strække hoftebøjerne ud. Så de sidste 8 kilometer måtte jeg stoppe hvert 10. min. og stå og strække ud før jeg kunne løbe videre.

Problemet er lidt at når man løber lange distancer, så tager man relativt små skridt hele vejen. Men jeg kan jo mærke det der halløj i hoften hver gang jeg tager et skridt, så jo flere skidt = jo mere irriteret og ømt bliver det.

De sidste 3 kilometer løb jeg i intervaller. Jeg gik et par 100 meter, og så løb 500 meter i et lidt hurtigere tempo (og tog dermed længere skridt), og det hjalp faktisk lidt, selvom det stadig gjorde ondt. Og folk må have troet at jeg var bindegal… Hvem løber de sidste kilometer af et halvmaraton som intervaller? :D

Tror måske problemet er at støddæmpningen i mine nye løbesko er hårdere end i de gamle. Det har ikke givet problemer på de kortere distancer, der har de været fantastiske, men på længere ture er det måske ikke optimalt.

Jeg tror jeg må løbe med til fællesløb på søndag, hvor distancen er 30 km., og så ser jeg hvordan det går det. I mine gamle sko. Og så hedder den 5 ugers diæt fra i morgen, er nødt til at blive lettere hvis jeg skal klare 42 km. løb.

Det hele skal lige vendes med coachen, og så må vi se hvad beslutningen bliver.
Er det stadig skidt søndag, så bliver der i hvert fald ikke noget maraton til mig i år…

Men jeg er fortrøstningsfuld, og mon ikke jeg finder en løsning der virker :)

Det positive ved turen i dag var, at jeg ikke gav op. Det er det vigtigste, og det er nok også derfor jeg tager ret let på det her. Når man kan blive ved med at presse sig selv, og ikke giver op, så skal resten nok gå.

“Pain is temporary. It may last a minute, or an hour, or a day, or a year, but eventually it will subside and something else will take its place. If I quit, however, it lasts forever.”

Lidt senere i aften står den på hygge og en lækker burger.
Fra i morgen hedder den diæt, medmindre coachen stopper mig. Jeg tænker at målet bliver at veje ca. 75 kg. d. 18. maj.
Jep, det er den foreløbige plan efter dagen i dag. Vi må se hvad det ender med :)