Sådan varmer du op inden squat og dødløft

Fysioterapeutens 4 gode råd mod vand i benene

Vand i benene kan være både generende og svært at komme af med. Men ofte er der faktisk flere ting du kan gøre, som har god effekt! Læs med og få fysioterapeutens fire gode råd til, hvordan du kommer af med vand i benene.

 

vand i benene

 

Sådan føles vand i benene

 

Symptomerne på vand i benene er, at ben, ankler og fødder er hævede. De hævede ben føles ofte tunge, trætte, spændte eller ømme. Man kan opleve, at begge ben hæver op, eller der kan være hævelse i blot ét ben.

 

Årsager til vand i benene

 

Der er mange forskellige årsager til væskeophobninger i benene. De spænder lige fra hverdagsfænomener til alvorlige sygdomme.

 

vand i benene

 

Ofte opstår vand i benene fordi væske ikke sendes tilbage til hjertet, men i stedet hober sig op i venen, hvorefter det kan trænge igennem karvæggen og samles under huden i fødder, ben og ankler.

 

Denne opstemning af blod i venerne kan skyldes flere ting: 

 

  • Dårlig blodcirkulation i benene, på grund af for højt tryk i blodkarrene. Fx. fordi venepumpen ikke aktiveres regelmæssigt ved inaktivitet, pga. graviditet eller pga. alvorlige lidelser såsom hjertesvigt.
  • Mangelfuld opsamling af væske i lymfesystemet.
  • For få proteiner i blodet, fx. pga. graviditet eller nyresygdom.
  • Varme, da varmen udvider blodkarrene så mere væske siver ud i vævet
  • Blodprop i en vene
  • Bivirkning af medicin
  • Hormonforandringer i forbindelse med din menstruationscyklus

 

Hvis hævelsen skyldes sygdom, er det vigtigt, at denne behandles. Er du i tvivl, så kontakt altid din læge.

 

Sådan kommer du af med vand i benene

 

Her får du fire gode råd til, hvordan du kan reducere vand i benene. Kombiner gerne to eller flere af de gode råd for størst effekt.

 

1: Venepumpeøvelser

 

Hvis du ved, at du er sund og rask, så kan venepumpeøvelser ofte være en stor hjælp til at komme af med vand i benene. Venepumpen hjælper kroppen med at presse blodet væk fra benene og tilbage til hjertet. Men når venepumpen ikke ikke aktiveres tilstrækkeligt, er den ikke i stand til at udføre denne opgave. Du kan lave øvelserne både liggende, siddende og stående.

 

Stående venepumpeøvelser

 

Har du mulighed for løbende at rejse dig op og lave øvelser, så er de stående venepumpeøvelser perfekte til dig. Sidder du fx. på kontor til hverdag, så prøv om du kan rejse dig op hver 45-60 minutter og lave nogle af disse stående venepumpeøvelser. Du kan sagtens lave de stående øvelser mens du støtter dig til en stol, bordkant eller lign.

 

Siddende venepumpeøvelser

 

Siddende venepumpeøvelser er ideelle til dig, der gerne vil modvirke vand i benene men som ikke har mulighed for at rejse dig med jævne mellemrum, fx. hvis du sidder i et fly, til et møde mv. Udfør gerne øvelserne regelmæssigt i løbet af dagen. En god frekvens er cirka 1 gang i timen.

 

Liggende venepumpeøvelser

 

Liggende venepumpeøvelser kan laves af alle, men er særligt velegnede til dig, som ønsker at reducere vand i benene, når du ligger ned eller som er sengeliggende og ønsker at forebygge blodpropper, fx. efter en operation. Du kan med fordel lave dette program med liggende venepumpeøvelser dagligt eller flere gange dagligt. 1 gang i timen i løbet af dine vågne timer er ofte passende.

 

2: Sid mindre og bevæg dig regelmæssigt i løbet af dagen

 

At reducere hvor meget du står stille eller sidder ned i løbet af en dag, kan have en stor effekt på vand i benene. Når vi snakker om bevægelse for at reducere vand i benene, så handler det ikke om, at du skal have sved på panden eller være i gang i et bestemt stykke tid.

 

Det handler blot om at give kroppen en lille mini-pause fra at stå eller sidde stille, ved at skifte stilling.

 

Det kan du for eksempel gøre ved at skifte stilling, rejse dig op, gå hen til din kollega i stedet for at sende dem en mail, hente et glas vand, lave nogle lette strækøvelser eller lignende.

 

Her er fem forslag til hvordan du kan bevæge dig lidt mere i din hverdag:

 

  • Gør det til en vane at rejse dig op, skifte position eller lave nogle lette strækøvelser, når du har siddet ned i længere til (45 minutter eller mere)
  • Brug din telefon, kalender eller ur til at sætte en reminder, der minder dig om at rejse dig op, skifte position eller lave nogle lette strækøvelser efter 45-60 minutters inaktiviet.
  • Hvis du arbejder på kontor, så prøv, om du kan få et hæve-sænkebord på din arbejdsplads. Det vil gøre, at du uden besvær kan udføre dit arbejde fra forskellige stillinger både siddende og stående.
  • Hvis du ikke kan undgå at sidde ned i mange timer ad gangen, så overvej, om du kan sidde på noget, der kræver, at flere af dine store muskler arbejder. Det kan for eksempel være en balance-bold, eller en af de mange former for aktive stole og taburetter, der findes. Det kan også være rart både at have en aktiv stol, fx. i form af en taburet med hjul og uden rygstøtte, samt en mere støttende kontorstol, så du kan skifte mellem de to i løbet af en arbejdsdag.
  • Prøv om du kan få ekstra benplads, hvis du skal køre langt i bus, tog, bil eller fly. Det vil give dig mulighed for at strække benene og skifte stilling mere frit.

 

Vil du have flere gode råd til hvordan du kan få mere bevægelse ind i din hverdag?

 

I min e-bog Sid mindre – og få mere bevægelse i hverdagen får du hele 25 gode ideer til hvordan du får mere bevægelse ind i din hverdag, med udgangspunkt i forskellige hverdagssituationer, som ellers ofte foregår stillesiddende. E-bogen koster dig ikke en krone – kun din e-mail adresse!

 

3: Koldt fodbad

 

Når vi har det varmt udvides blodkarrene. Det betyder, at det kommer endnu mere blod ned i benene og ud i vævet. Derfor oplever man ofte, at have mere hævede ben og fødder end normalt, når det er varmt. Et koldt fodbad, kan hjælpe med at få blodkarrene i benene til at trække sig sammen. Dette kan hjælpe med at reducere hævelsen.

 

koldt fodbad mod vand i benene

 

4: Kompressionsstrømper

 

Hvis du kæmper med hævede ben og fødder, så kan kompressionsstrømper – også kaldet støttestrømper –  være en simpel og effektiv hjælp til at reducere væskeophobningerne.

 

støttestrømper mod vand i benene

 

Kompressionsstrømper virker ved at skabe et tryk mod huden og de underliggende blodkar. Dette tryk kan hjælpe kroppen med mere effektivt at transportere blodet væk fra fødder og ben og tilbage mod hjertet. Også, når du ikke selv kan hjælpe til ved at aktivere muskelpumpen gennem bevægelse.

 

Der findes flere forskellige typer af kompressionsstrømper. Hvilken type og trykklasse der passer dig, varierer alt efter dit behov. Læs denne guide til at finde de rigtige kompressionsstrømper.

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan varmer du op inden squat og dødløft