Den perfekte dag i en verden uden diætkulturen

Hvad ville der ske, hvis diætkulturen ikke eksisterede? Hvis alle menneskekroppe var accepteret på lige fod med hinanden? Hvad ville vi bruge al den ekstra tid på, hvor vi ikke spekulerer på vores madindtag, eller bekymrer os over hvordan vi ser ud?

 

Kom med på et tankeeksperiment: Forestil dig, hvis diætkulturen ikke eksisterede. Ville vi så tale om at “føle os tykke”? Ville vi forstå “sundhed” som værende lig med “tyndhed”? Ville vi bruge lige så meget tid og energi på at gå og bekymre os om vores kroppe, som vi gør nu? Ville vi leve mere spontant? Ville vi indtage dansegulvet til bryllupsfesten, fordi vi havde lyst til at fejre en magisk begivenhed med dem vi holder af?  Uden at lade os holde tilbage af, at vi “føler os tykke”?

 

Tænk engang hvor anderlede dit liv ville se ud.

 

 

Hvis vi ikke forgudede tyndhed

 

Lad mig tage udgangspunkt i, hvad intuitiv kostvejleder Christy Harrison fortæller os om, hvordan diætkulturen påvirker os:

 

“Når vi i samfundet forguder tyndhed, og vi i samfundet sidestiller tyndhed med sundhed og moralsk dyd, så bruger vi også hele vores liv på at tænke, at vi er forkerte, hvis vi ikke er en del af dette snævre (og tynde) skønhedsideal.”

 

Vi jagter et uopnåeligt ‘ideal’, fordi samfundet fortæller os, at det er bedst at være tynd. Og hvis vi ikke tilbad denne tyndhed, så ville vi måske hverken føle os forkerte eller udmattede i den umulige jagt på denne ‘idealkrop’?

 

Pludseligt villet livet – og det at leve livet – handle om noget andet. Fordi vi ikke længere jagter noget, som tager vores tid, penge, selvsikkerhed eller vores velbefindende, ville vi have overskud til andre ting. Vi kunne i stedet jagte glæden i livet, altså den oprigtige glæde. Den glæde som måske findes i gode stunder med dejlig mad, dans og følelsen af at høre til.


 

Diversiteten i det, vi ser på gaden

 

Forestil dig et samfund, hvor man omfavnede mangfoldigheden af kropsstørrelser. De store, de små, de større, de mindre og alle dem midtimellem.

 

Et samfund, hvor der rent faktisk var diversitet i det, vi ser på gaden: At reklamerne repræsenterede alle former og farver, og hvor alle rent faktisk var inkluderet og følte sig repræsenteret – no questions asked.

 

Som jeg skriver om her, så bliver vores selvbillede påvirket af udefrakommende indtryk. Når samtlige magasiner har den samme type person på deres forsider, så tror vi mennesker, at det er den “rigtige” måde at se ud på. Og hvis vi ikke matcher dette, så føler vi os forkerte.

 

Denne følelse er oftest ubevidst. Vi mennesker har helt fra fødslen et behov for at føle, at vi hører til, og dette behov forsøger vi at opfylde hele livet igennem. Vi ser på vores “flok” og vurderer, om vi passer ind.

 

Og hvad vi opfatter som “idealet” afhænger næsten udelukkende af den kultur vi lever i og den repræsentation, vi ser omkring os. H.C. Andersen beskrev eksempelvis dette fænomen i sit eventyr “Den Grimme Ælling” i 1943, hvor svanen igennem det meste af historien er overbevist om, at han er styg og forfærdelig, fordi han ikke ligner de andre ællinger.

 

Hvis vi ønsker, at flere mennesker skal føle, at de er gode nok som de er, er første skridt altså at skabe en kultur med større diversitet og mangfoldighed. Det vil gøre, at der er større chance for, at vi ser andre, der ligner os selv, og at vi dermed føler, at vi hører til.

 

 

Om at høre til

 

Hvis reklamer, nyhedsværter, bestyrelser, statsministeren mv., viser ægte mangfoldighed, så påvirker det os til at føle os inkluderet.

 

Det gør, at vi ikke føler os ikke forkerte – fordi samfundet forventer ikke længere kun én ting af vores udseende. Når det handler om at høre til i en verden uden diætkulturen, så betyder det blandt andet, at vægtstigma er væk. Diskursen om, at slank = sund er også væk. Vi bliver accepteret som værdifulde mennesker der fortjener at blive behandlet med respekt, vores valg af mad accepteres, og vores mentale sundhed styrkes.

 

Eksempelvis vil kropsutilfredshed, forstyrret spisning og spiseforstyrrelser stort set udryddes. Dette ved vi fra observationer af oprindelige kulturer, der ikke dyrkede diætkulturens tynde ideal. Der var stort set ingen incidens for spiseforstyrrelser, før disse folk blev eksponeret for diætkulturens propaganda. Et relativt nyere eksempel på dette så vi, da der blev indført TV-signal på Fiji-øerne. (Becker, 2004)

 

Kort sagt: Vi mennesker drives af et grundlæggende behov for at føle, at vi hører til. Og diætkulturen opstod, for at opdele samfundet. Derfor vil et samfund uden diætkulturen være mere forbundet, rummeligt og repræsentativt for mennesker i alle kroppe. Og når vi føler os forbundet med andre, føler vi os tilstrækkelige som den, vi er.

 

Når lægen lytter

 

Når vi går til lægen med problemer i en verden uden diætkulturen, så lytter lægen rent faktisk til os. Vi bliver så vidt muligt diagnosticeret med det, vi rent faktisk fejler. Og vi bliver behandlet for det med den bedst tilgængelige behandling, i stedet for, at få at vide at vi “skal tabe os først” – selvom vores vægt er irrelevant for vores sygdom.

 

Måske er du ikke selv i kategorien af ‘o*ervægtige’ eller et menneske i en marginaliseret krop, men det er bare dejligt at vide, at at ingen bliver diskrimineret af en tur hos lægen på grund af størrelse, form eller farve. Vi bliver alle behandlet lige hos de autoritetsfigurer, som lægerne er.

 

 

Tiden tæller

 

Lad os nu tale om noget, vi alle har lige lidt af, hver dag: Tid.

 

Tid er en begrænset ressource. Vi har alle de samme 24 timer, 1440 minutter eller 86.400 sekunder i døgnet. Og ikke fordi, at det skal blive dystert nu, men hvor mange dage vi hver især får her på jorden er også begrænset.

 

Hvis du er opslugt af at efterleve diætkulturens regler, og samtidig føler, at tiden flyver forbi uden at du virkelig ‘lever’ eller hvis du føler, at du ikke har nok timer i døgnet, så giver det rigtig god mening. Diætkulturen er nemlig ekspert i at stjæle din tid.

 

Forestil dig, hvor meget tid, der ville blive frigjort, hvis du ikke skulle taste alt hvad du har spist ind i en app, ikke behøvede at lede efter “tilladte” fedt- og kaloriefattige opskrifter på nettet, og kunne gå en tur eller lave lidt behagelig udstræk derhjemme, i stedet for at køre 2 spinning-timer i træk, for at forbrænde så mange kalorier som muligt.

 

Hvad kunne bruge du bruge al den tid på? Måske du kunne få hvilet ud og slappet af efter en hård arbejdsdag, måske du kunne få en ny hobby, som virkelig interesserer dig, eller måske du kunne nyde den ekstra tid i selskab med venner og kære.

 

Forestil dig, hvordan du kunne komme til ud af døren til tiden, fordi du kun har tøj i dit skab, som du kan lide, som føles behageligt og som passer din krop. Og fordi du ikke ser på dig selv med diætkulturens kritiske øjne, når du tager dine outfits på, opstår der ikke længere akutte tøjkriser hvor du “ikke har noget at tage på”.

 

Mere spontanitet i livet

 

Uden diætkulturens regler, vil vores lyst til at gå efter de spontane glæder i livet måske også boostes. Altså, hvis du er typen, der her det godt med lidt spontanitet. Vi spiser den spontane frokost med en ven. Vi nyder det stykke kage til den fødselsdagsfest, vi er taget til for at fejre livet, fordi vi har lyst i det øjeblik.

 

Vi oplever, hvad spontaniteten kan give os af livsglæde. Vi ville fx spise på drive-in på den roadtrip, vi er på, og så ville vi være den sejeste på dansegulvet til diverse fester – ganske enkelt fordi vi ikke bekymrer os så meget om, hvordan vores krop tager sig ud. Hvorfor skulle vi det, når alle kroppe er accepteret?

 

 

Slut med mad-skam

 

Og apropos det med kage: Uden diætkulturens moralske dogmer, er vores individuelle valg af madindtag er ikke fyldt med skam. Vi får ikke angst af at tænke på, hvad andre mennesker mener om vores indtag af mad, når vi spiser i et rum eller sted, hvor der er andre mennesker.

 

I stedet for at føle skam nyder vi de måltider, vi indtager. Vi forstår samtidig også, at måltidets formål er at tilfredsstille vores sanser og give vores kroppe brændstof: At vi får energi til dagens gøremål.

 

Samtidig deltager og nyder vi også fester eller andre sociale arrangementer, hvor der er masser af mad og alkohol. Vi kan være til stede med dem omkring os, og vi kan spise den mad, vi har lyst til. Helt uden at føle mad-skam. Og så er vi igen tilbage til vores sociale liv og den spontanitet, som giver rigtig mange af os mere glæde i livet.

 

Ingen ligger for døden, og husker tilbage på alle de kalorier, de talte og al den broccoli, de spiste. Vi husker oplevelserne. Vores nære relationer. Festerne der fløj afsted, fordi vi fyrede den af på dansegulvet hele natten. 

 

En dag uden diætkulturens indflydelse

 

Forestil dig en dag uden vægtstigma. En dag uden forståelsen af at tynd = sund og hvor mad ikke har moralsk værdi.

 

Min dag, nu hvor jeg har vendt diætkulturen ryggen, ser eksempelvis således her ud:

 

Jeg vågner efter en god nats søvn, hvor jeg har sovet hele natten uden at vågne, fordi jeg var mæt nok, da jeg gik i seng.

 

Så spiser jeg morgenmad med min kæreste. Jeg drikker min kaffe med mælk, selvfølgelig. Herefter tager jeg på arbejde uden at have problemer med, hvilket outfit jeg skal vælge. Alt tøjet i mit skab passer min krop, for jeg går ikke og venter på, at den skal blive mindre. På arbejdet snacker jeg måske lidt i løbet af formiddagen, hvis jeg er sulten.

 

Jeg tænker: “Uh, vejret er godt i dag. Hvad mon min veninde laver? Har hun mon tid til en spontan frokost?”. Jeg ringer til hende. Det har hun!

 

Vi mødes til en frokost i nærheden af os begge. Vi sludrer, spiser det mad, vi har lyst til. Vi nyder hinandens selskab. Vi er i nuet, og vi er ikke påvirket af, hvad andre skulle mene om vores madindtag: Fordi ingen folk mener noget om det mad, vi spiser. Det er jo bare mad.

 

Så ville jeg tage tilbage på arbejdet fyldt med energi fra den dejlige frokost. Her ville jeg sandsynligvis arbejde godt videre, fordi min hjerne har fået det brændstof, den bedst kan lide.

 

Hen ad sen-eftermiddagen er mig og min kæreste inviteret til fødselsdag hos nogle af vores venner. Vi tager til den uden overhovedet at tænke eller stresse over mad, lagkage, vin, og hvad der nu ellers bliver serveret til en fødselsdag.

 

Om aftenen tager jeg måske ud og bevæger mig for min fornøjelses skyld. Måske jeg går en tur i den friske aftenluft. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst…

 

Dansegulvet, lagkagestykket, den spontane frokost. Det og meget mere, ville vi kunne nyde som en glædelig del af vores hverdag, hvis diætkulturen ikke var her. Vi ville ikke stresse over fødselsdagen. Vi ville ikke stresse over, hvordan andre ser på os og hvordan de vurderer vores værd som mennesker, ud fra vores kropsbygning.

 

Drømmer du om at finde ud af, hvordan din dag ville din dag se ud uden diætkulturen? 

 

Desværre kan jeg ikke svinge en tyllestav og fjerne diætkulturen i vores samfund, men jeg kan hjælpe dig med, at vende den ryggen og slutte fred med mad, bevægelse og din krop. Jo flere vi er, der siger stop, jo friere bliver vi alle. Kontakt mig via min hjemmeside, og hør hvordan jeg kan hjælpe dig.

 

 

Referencer:

 

Becker, A. E., 2004. Television, disordered eating, and young women in Fiji: negotiating body image and identity during rapid social change. Cult Med Psychiatry. 2004 Dec;28(4):533-59. doi: 10.1007/s11013-004-1067-5.