Diætkulturen – den chokerende historie om slankekurenes oprindelse

Kropsidealer har ændret sig gennem tiden: Fra tykhed som et symbol på magt, bedre fertilitet og bedre chancer for at bekæmpe sygdomme til tyndhed som et symbol på at være ‘civiliseret’ og højere ‘udviklet’ til dagens diætkultur, hvor kun én kropsstørrelse er accepteret og idealiseret. I vores forestilling er tynd lig med sund (uanset hvordan den tynde krop opnås eller vedligeholdes) og den tykke krop nedgøres og sundheds-shames.

 

Kender du til diætkulturen? Hvis ikke, kan jeg lige hurtigt fortælle, at diætkulturen helt enkelt er den kultur, der promoverer slankekure og diæter i jagten på at opnå ét bestemt skønheds- og kropsideal. 

 

Det er altså en kultur, vi i det moderne samfund har dyrket og fremelsket.

 

 

Og selvom at nogle helt klart vil argumentere for, at diætkulturen ikke er noget, der eksisterer længere – fordi de fleste af os i dag ved, at slankekure ikke virker. Og vi moderne mennesker i det 21. århundrede påstår jo, at vi er bekymrede for vores sundhed og velvære fremfor det at være tynde. Selvudnævnte sundhedsguruer på de sociale medier erklærer højtideligt sådan noget som at “det er ikke en slankekur, det er bare rigtig mad”  – men populariteten af kaloriefattige produkter fra Barebells, Nupo og Easis viser os noget andet: 

 

Nemlig at vi stadig jagter ét bestemt kropsideal. 

 

Diætkulturen er ekskluderende

 

Når der er noget, der er “rigtigt”, så er der implicit også noget, der er “det forkerte”. Så når forståelsen af at være tynd som ‘det rigtige’ sidder så fast forankret i os, så hersker diætkulturen i bedste velgående.

 

Netop derfor er det vigtigt for mig, at vi forstår og kan se tydeligt, at vi stadig lever i den diæt-kultur, til trods for at vi går mere op i sundhed og velvære end det at være tynd. 

 

For hvis vi kan se det, så er vi ikke underlagt de skjulte diskurser og strukturer, der eksisterer – og forhåbentlig gør det, at vi i samfundet begynder at inkludere flere kropsstørrelser og -idealer end bare det ene.

 

Men for at forstå os selv bedre og forstå vores handlinger, når det kommer til vores kroppe, er det ret spændende at se på krops- og diæt-kulturen ud fra et kulturhistorisk perspektiv. På den måde kan vi nemlig synliggøre diæt-kulturen og se, hvordan narrativer er ændret løbende gennem historien: Fra det åndelige i at være tyk, fordi det betød, at man levede i overflod, til at fedt på kroppen betød højere status til der, hvor vi er nu: Hvor det på en eller anden måde er bedre at være tynd end noget andet. Det er også det, der har skabt grobund for at stigmatisere større kroppe; som at højere vægt er lig med dårligt helbred. Det er et narrativ, som vi moderne mennesker har købt – og stadig køber. 

 

Diæter som et kulturelt fænomen  

Og her kommer diæter som et kulturelt fænomen ind i billedet. 

 

Engang betød fedt på kroppen højere status, at man var mere fertil og at ens chance for at bekæmpe sult og sygdomme var bedre. At være tynd var lig med fattigdom, sygdom og død. Lidt senere havde man en klar overbevisning om, at det at være tyk var lige med overflod, hvilket man anså som værende moralsk forkasteligt. Og denne skiftende tendens mellem hvilke skønhedsidealer som dyrkes i samfundet viser, at diæter er et kulturelt fænomen.

 

Nogle steder i verden bliver tykhed den dag i dag stadig set på som det, der er værd at stræbe efter – især i de dele af verden, der er relativt isoleret fra vestlige skønhedsidealer.

 

Derfor er det relevant og mega-interessant at se på, hvordan vi i det 21. århundrede er kommet her til, hvor det eneste rigtige at være er at være tynd. 

 

Inden vi går i gang må jeg lige hurtigt erklære, at jeg absolut ikke deler den sandhed eller er enig i de ting, jeg vil beskrive i dette blogindlæg! Samtidig mener jeg, at diætkulturen er en diskurs i samfundet, som vi er nødt til at forstå i et kulturhistorisk perspektiv, for at kunne bekæmpe. Vi er mange, der er underlagt diætkulturens forståelse af vores kroppe om som dagligt påvirkes negativt af den. Men ja, det jeg vil beskrive er bestemt ikke min egen forståelse eller overbevisning.

 

Jeg bruger i dette blogindlæg Christy Harrisons teori om netop diætkulturen. Hun gennemgår i bogen ‘Anti-Diet’ nemt og overskueligt den historiske udvikling fra Antikkens Grækenland og Romerrigets skønhedsidealer til kropsidealet i dag – og hvordan vi er nået hertil, hvor vi er i dag.

 

Tykke kroppe som det ultimative symbol på skønhed

 

En ting, som også er værd at tage med, er forståelsen af skønhed. En antropolog – hun hedder Rebecca Popenoe – har brugt flere år på at lave feltarbejde i Saharas ørken. 

 

Hun fortæller, at tykke kroppe er det ultimative symbol på skønhed, velstand og sundhed for kvinder i Niger og Mauritania – faktisk i så høj en grad at mødre prøver at fede deres døtre op – og nogle gange faktisk også tvangsfodrer dem. 

 

Også i Sydamerika er tykhed lige med skønhed og sundhed. Og historisk har man favoriseret større kvindekroppe i helt op til 81% af de kendte tidsperioder. 

 

Man har ikke de samme data på, hvad der historisk har været anset som kropsidealet for mænd. Hvilket også siger ret meget! Men det, der findes, fortæller os, at præferencen for mænd har været større kropsstørrelser – hvor større muskler har været en stor del af kropsidealet. 

 

Så at det skulle være unormalt eller uattraktivt at være tyk, er begrænset til nogle få historiske perioder. Og dem vil jeg gennemgå nu.

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

 

Restriktioner på madindtag

 

Først skal det siges, at der er ingen, der drømmer om eller finder det ønskværdigt at skulle være restriktiv i forhold ens madindtag for at tabe sig. Heller ikke igennem historien. Det har altid handlet om at få nok mad til at være tilpas.

 

Dog er det sjovt at tænke på, at hvis man handlede restriktivt i forhold til ens madindtag tidligere, så handlede det – i modsætning til i dag – ofte ikke om at straffe sig selv for ens krops udseende, men om at straffe sig selv for åndeligt fordærv.

 

For eksempel var man i det 19. århundrede overbevist om, at frådseri var det, der skabte malabsorption og vægttab – og altså ikke vægtøgning. Man var alligevel bange for frådseri, fordi man mente at det ledte til vægttab – et tegn på sygdom, fattigdom og død. Modsat i dag hvor vi er bekymrede for at blive tykke. 

 

Dengang var man altså stadig sparsommelig, men ikke for at tabe sig – det handlede om, hvordan man gik på kompromis med kroppens velvære for at redde sin sjæl: For eksempel, hvis man havde gjort noget dumt, så straffede man sig selv ved at faste for at gøre det godt igen og få tilgivet sine synder.

 

Modsat i dag, hvor vi er restriktive i vores madindtag, hvis vi nu føler, at vi har spist for mange kalorier og dermed er i risiko for at blive tykke. 

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

Kropsidealer gennem tiden

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

Lad os nu gå helt tilbage til Antikkens Grækenland og Romerriget. Det var her, at frøene til den moderne diætkultur, vi kender til i dag, blev sået.  

 

 

På det tidspunkt var man bange for, hvad overflod betød. Derfor var det at udvise mådehold og balance noget, der blev set på som en dyd. Mad var til for at blive spist som ren og skær brændstof og energi – ikke for fornøjelsens skyld. Og tykhed blev set på som moralsk korruption. 

 

Det var også i den periode, at det latinske ord ‘obesus’ (det engelske ‘obesity’) kom til. Det kan oversættes til “at have spist indtil man er fed”.

 

Galen var en læge i Antikken, og han troede for eksempel på, at tykhed var et tegn på en “misdannet ånd”. I den her tid blev det også populært at se på tykhed som en ubalance i livet og for at bekæmpe det, skulle man gennem nogle mystiske madvaner og træningsprogrammer. Det lyder rimelig bekendt! 

 

Hippokrates – som var en anden læge på den tid  – gjorde den holdning populær! Han udbredte den forståelse, at hvis man var tyk, så var det, fordi ens liv var i ubalance. Det er ret vildt, at han havde magten til det. 

 

Dog var det som om, at han ikke helt kunne finde hoved og hale i, hvad han egentlig mente, for helt modsat ovenstående skulle han angiveligt have nedskrevet “I alle sygdomme klarer de, der er fede om maven, sig bedst”. 

 

“Tyk, men i moderate mængder”

 

Præferencen dengang var altså “tyk i moderate mængder”. Men man så ikke på tyndhed som æstetisk smukt. 

 

Idealet om at være ikke-tynd var en standard for skønhed, som jo stadig ekskluderede mange mennesker – men som samtidig måske ikke var nær så umuligt at leve op til som nutidens standarder for tyndhedsidealet. Det er især interessant, at vi mennesker åbenbart har haft behov for at have ét bestemt skønhedsideal, selv så langt tilbage i tiden.

 

Og hvis vi igen kigger på ordene, så er etymologien for de to græske og latinske ord for ‘tyk’ og ‘tynd’ værd at se på. Da ordene kom til, brugte man ‘tyk’ synonymt med velstand og fertilitet, hvorimod ‘tynd’ generelt blev brugt til at signalere fattigdom og svaghed. 

 

Man var altså ikke af den overbevisning, at tynd var ‘det rigtige’, men man var mere af den overbevisning, at hvis man var tyk, var man i åndelig ubalance med tendens til frådseri: Og det er det, der er roden i den forståelse af tykhed vi ser i diæt-kulturen den dag i dag. 

 

 

Race, hierarkier og kropsstørrelser

 

Lad os gå frem i tiden til et andet tidspunkt, hvor det at være tynd var idealet: I midten af 1800-tallet i Amerika. Her flyttede folk til byen for at arbejde på fabrikker og kontorer, og industrialiseringen blev til urbanisering. Samtidig kom en ny bølge af immigranter til landet. 

 

Industrialisering gav en kraftig stigning af madproduktionen, hvilket betød, at der var mad til rådighed for et større antal mennesker. Og at produktionen krævede mindre arbejdskraft end tidligere. Det var i sig selv ret bemærkelsesværdig og også smukt at man nu kunne brødføde flere og der dermed var mad nok til, at endnu flere kunne immigrere dertil. Men den hvide middelklasse må have følt sig truet af den nye bølge af immigranter – og her blev kropsstørrelser en vigtig del af kulturen og samfundets magtstrukturer. 

 

For at bevare den dominerende magtposition, som den hvide middelklasse havde i forhold til de nyankomne immigranter, begyndte middelklassen at bruge ‘tyndhed’ som et symbol på status:

 

“Part of the rise of a thinner ideal to define a middle-class American citizen was this contradistinction to the ‘stout, sturdy’ immigrants”, skriver kulturhistoriker Emily Contois – hun studerer sammenhængen mellem køn og diætkulturen i amerikansk historie. Oversat til dansk betyder det, at ‘det tyndere ideal blev dyrket for at definere forskellen mellem en hvid, amerikansk statsborger i middelklassen som modsætning til de ‘robuste’ indvandrere‘.

 

At tyndhedsidealet som vi kender det i dag blev til, var altså helt enkelt for at kategorisere folk og sætte dem i raciale hierarkier. Det blev baseret på, hvilke grupper der angiveligt var mere ‘civiliserede’ eller ‘bedre udviklede’. 

 

Og sørme om det ikke var de hvide mænd, som stammede fra det nordlige Europa, der kategoriserede befolkningen og bestemte, hvem der var hvor i samfundets hierarki. 

 

Jo. Det var nemlig ikke overraskede de mandlige, hvide videnskabsfolk, som satte sig selv øverst i det hierarki de selv skabte. 

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

Evolutionsteorien blev brugt til at opretholde strukturer og hierarkier

 

En af de videnskabsmænd var Darwin. Og ja, evolutionsteorien er naturligvis en vigtig teori, fordi den kunne fortælle os om, hvordan livet udviklede sig på jorden, men den blev også brugt racistisk for at retfærdiggøre hvide anglo-europæiske mænds domination over andre kulturer og køn, sådan som det har foregået i århundreder. 

 

 

Man brugte altså evolutionsteorien som en “videnskabelig” måde at opretholde status quo.

 

Også de hvide europæiske kvinder skulle være nedenunder mænd i hierarkiet. Herefter kom så de sydeuropæiske mænd og så derefter de sydeuropæiske kvinder. “Naturligvis”. Herunder lagde man så gruppen for POC – people of color – fra lande, som biologer og antropologer dengang betragtede som semi-civiliserede eller barbariske. Herunder indfødte befolkninger fra Amerika, Asien og Afrika mfl.

 

Det var også her i den her periode, at det blev besluttet, at tykhed var en markør for “vildskab”, fordi man fandt det i højere grad hos POC, hvorimod tyndhed angiveligt optrådte mere hos hvide mennesker, i særdeleshed hos mænd og aristokrater. 

 

Tykhed blev dermed forbundet til mørke mennesker – en forestilling, som begyndte at blive populær i både Europa og USA i det 19. århundrede. 

 

Hvide mænds racistiske overbevisninger

⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀

Videnskabelige skriverier fra denne periode inddelte åbenlyst folk i kategorier, og de målte tykhed som en del af det at være en del af ‘det primitive samfund’. De kiggede generelt på kvinder, og man mente, at kvinder (fra alle etniciteter) havde større ‘risiko’ for tykhed – hvilket bare gjorde, at de hvide videnskabsmænd anså det som endnu et bevis for deres egen overlegenhed. 

 

Det er altså grundlæggende racistiske overbevisninger, som har influeret kønsnormer. Tænk fx også på, hvad det vil sige at se ‘mandlig’ ‘kvindelig’ og ‘androgyn’ ud. 

 

Mænd med meget fedt på kroppen blev set på som mindre maskuline og med mindre moral, fordi tyndhed betød, at ‘man var mere udviklet’ rent intellektuelt, og man var højere på civilisations-skalaen.

 

At være tyk eller at være kurvet blev associeret med femininitet, og men ideen om at større kroppe repræsenterede “vildskab” blev videreudviklet til idéen om, at selv kvinder ikke skulle blive ‘for’ tykke eller kurvede. 

 

Sabrina String – en sociolog – forklarer, at den her fjendtlighed på tykhed især var stærk hos den hvide middelklasses protestantiske kvinder, som var blevet instrueret i afholdenhed i alle livets henseender. Og samtidig blev de fortalt, at overdrevet spisning både var amoralsk og stod i modsætning til deres puritanske skønhed – og at det ville føre til, at de fik kroppe som de “lavere udviklede” afrikanske kvinder. 

 

Det er jo helt absurd – men forestillingen om et mere civiliseret og bedre udviklet folk var jo netop det, der hjalp de hvide mænd med fortsat at herske og opretholdt status quo. Vi vil jo alle inkluderes, og vi bliver alle sammen påvirket af udefrakommende strukturer, så at kvinder “gik med til det”, handler om de skjulte magtstrukturer, som hvide mænd i århundreder har haft stor gavn af. Diætkulturen var og er et effektivt middel der afholder isse grupper fra at få mere medbestemmelse i samfundet.

 

I dag er de her racistiske skønhedsidealer stadig effektive – ikke kun hos cis-kønnede, men også hos andre på køns-spektret.

 

Hvordan påvirker diætkulturen dig?

 

Udover den åbenlyse diskriminering af racer og køn så påvirker diæt-kulturen dig og mig og alle andre på så mange andre vigtige parametre. Den påvirker dig ved at tage din tid, dine penge, din trivsel som individ og din glæde i livet. Og så påvirker den dig til at tro, at det eneste rigtige er, at være tynd. 

 

 

Lad mig uddybe det. 

 

Diætkulturen påvirker:

 

• din tid, fordi dine tanker hele tiden kredser om mad, kalorier, restriktioner.
• dine penge, fordi du hele tiden lige føler dig fristet til at købe quick-fix-slankekure, ‘sundhedsprodukter’ og adgang til fitness-programmer så du kan komme “i form”.
• din trivsel, fordi du bekymrer dig om, om du nu rammer det snævre skønhedsideal, om du nu er god nok eller om du vejer 1 kilo for meget.
• din glæde i livet, fordi dine bekymringer om din krop overskygger livets glæder.

 

Det er klart, at vi bliver påvirket af andres folks holdninger og af kropsidealer, og det er klart, at vi gerne vil inkluderes – også når det kommer til vores kroppe. 

 

Men helt ærligt: Hvem er det lige, der skal bestemme over din krop, og om du skal være glad for den eller ej?

 

Mit online kursus Selvkærligt Fundament er netop skabt til, at hjælpe dig med at vende diætkulturen ryggen og opnå større kropsaccept – sammen med mig og sammen med hele den kropsbevægelse, der er i gang!