14. januar 2011: 84 kg.

Siden jeg var 15 år, har jeg kæmpet med kiloene.
Tabt mig lidt, for derefter at tage det hele, plus lidt ekstra, på igen.
Jeg forsøgte altid at tabe mig ved at gå på en af de populære “crash-diets”, der betød skrap diæt og timevis af træning. Det holdt oftest få uger, hvorefter det blev uudholdeligt og så kunne det hele være ligegyldigt. De missede drinks og kalorier skulle indhentes og kiloene fandt hjem igen.

Mit ideal var “Size 0” og den meget slanke krop jeg selv havde haft som ung teenager. Set i bakspejlet et meget urealistisk ideal for en 21-årig kvinde, men jeg vidste ikke bedre.
Op til dette havde jeg flere gange prøvet at tabe mig ved hjælp af forskellige mere eller mindre sindssyge kure. Den vildeste var én hvor jeg i 21 dage spiste 3×80 g. kylling og 1 æble pr. dag. Jeg måtte vist også drikke vand, grøn te og cola zero. Intet andet. Jeg tabte mig selvfølgelig helt vildt, men tog også det hele på igen (og mere til) rigtig hurtigt, da jeg ikke længere kunne holde det ud.
Jeg har også prøvet suppekuren, pulverkure, under 1000 kcal-pr.-dag-kalorietælling, 2 timers cardio dagligt, detox-te (aka. afførrende te – av min mave!) og sikkert mange flere ting jeg i dag lykkeligt har glemt….

Da jeg i maj 2011 ramte 86,6 kg. besluttede jeg endnu engang, at der måtte gøres noget. Hvad jeg ikke tænkte over på det tidspunkt var, hvor meget stress jeg allerede havde puttet min krop igennem ved alle de ting jeg havde prøvet. Udover ovenstående kure arbejdede jeg i nattelivet i København (på det daværende Zen) et par weekender om måneden og om dagen arbejdede jeg som sælger for fitnesskæden SATS.

Min løsning var at jeg tilmeldte mig et halvmaraton, fortalte vidt og bredt om projektet og påbegyndte træningen. Samtidig jonglerede jeg så med mine to stressende jobs, og træningen blev hurtigt nedprioriteret da hverdagen ramte og den initiale motivation for projektet døde. Men jeg nægtede at bakke ud, og tabte da også et par kilo undervejs. Det endte med at jeg i august 2011 slæbte jeg mig over målstregen til Powerades Halvmarathon. Mere død end levende.

Der gik to-tre dage fra jeg havde gennemført mit halvmarathon, til jeg nåede grænsen. Jeg blev af min læge sygemeldt fra arbejdet med stress og panikangst. Den efterfølgende måned brugte jeg derhjemme, hvor jeg lå og så tv-serier dagen lang. Det var det eneste jeg kunne overskue. Stressen havde overtaget min hverdag, krop og liv, og jeg ramte for alvor bunden. Små dagligdags ting såsom indkøb i Netto på den anden side af gaden, virkede helt uoverskuelige.

Tilfældigt fik jeg en dag midt i min elendighed klikket mig ind på gruppen CutAndJacked.com på Facebook.
Jeg begyndte at læse deres interviews igennem et efter et, og blev både inspireret og motiveret. Det var virkelig et vendepunkt. Alle kvinderne kom med positive udtalelser om sig selv, deres situation, og deres kroppe, og gav tips til, hvad der havde virket for dem. Ingen selvhad, inden anklager, ingen sult, ingen stress. Og hvad havde de alle sammen til fælles? De styrketrænede!

Inspireret af disse kvinder sammensatte jeg i september 2011 mit første rigtige styrketræningsprogram og supplerede det med gåture.
I starten var målet at gå i 20 min. hver dag og de dage jeg kunne overskue det, tog jeg op i fitnesscenteret og lavede øvelserne i mit program. Og når jeg var sulten, tillod jeg mig selv at spise, uden dårlig samvittighed over at min appetit var større end Nicole Richies.
Senere har jeg opdaget dette som en af de allermest effektive tilgange til at ændre vaner. Lav en lillebitte ændring og sæt målet så lavt, at det nærmest føles fjollet. Det skal være noget du med 100% sandsynlighed ved, at du vil kunne overskue at gøre som planlagt, ligegyldig hvad der ellers sker. Og så kan man stille og roligt bygge videre derfra med tiden.

Jeg startede lidt senere på året på et nyt arbejde og forelskede mig i en virkelig skidt fyr. Igennem de ca. 6 måneder vi datede mistede jeg fuldstændig min appetit, imens træningen blev dét jeg kunne holde fast i og som gjorde mig glad. Pludselig vejede jeg for første gang siden jeg var 15 år under 70 kilo. Forholdet sluttede dramatisk, og jeg besluttede mig kort efter for at stille op i min første fitness konkurrence. 2 måneder inden jeg skulle stille op blev jeg opsagt fra min arbejdsplads (faktisk som direkte konsekvens af mit forhold til idiot-fyren der arbejdede samme sted) og 4 dage senere fik jeg så brev om, at jeg var optaget på fysioterapeut uddannelsen i København!

Indtil da havde min diæt kørt på skinner, men alt dette sendte mig ret meget ud af kurs. Jeg valgte også at tage med på rus-turen kun 5 uger ude fra min første konkurrence og selvom jeg ikke drak alkohol på turen, var det nok ikke det bedste valg i forhold til mit ønske om at klare mig godt. Men jeg har altid ville have det hele. Blot få uger inden konkurrencen blev jeg så inficeret med campylobacter, som er en salmonella-lignende bakterie. Samme dag som jeg opdagede at den var gal skulle jeg dog på weekend i Budapest og det endte med, at jeg gik med den i næsten 1 uge inden jeg kom i behandling. Jeg var meget syg og afkræftet ovenpå den omgang og min krop lignede noget der var løgn. Resultatet af alt dette var, at min første gang på scenen var en kæmpe fiasko. Jeg blev nr. 3. sidst og det gjorde lidt ondt i min nyopbyggede selvtillid, idet jeg jo stod bag bloggen her og var begyndt at identificere mig med mit nye, veltrænede image.

Det næste halve år tog jeg meget på igen. Selvom jeg var kommet et stykke vej med min tankegang havde min diæt stadig været meget “basic bodybuilder” og jeg havde spist det samme 6 dage om ugen, trænet virkelig meget, lavet en masse cardio og haft en kæmpe cheat-day hver uge hvor jeg spiste til jeg ikke kunne mere. Ikke det mest velbalancerede forhold til mad og træning, kan man sige.

Da DM 2012 var overstået havde jeg absolut ingen fornemmelse for mæthed og min krop var såååå træt. Så jeg røg næsten tilbage til start og ramte vist nok 80 kilo igen. De muskler jeg havde fået opbygget gennem cirka et års træning var blevet sultet væk, og jeg startede i princippet forfra.

Det jeg dog kunne holde fast i var træningen, og trods nogle små-skader i blandet andet skulderen, lykkedes det mig at opbygge en god portion muskelmasse gennem det næste år. Rigelig og varieret mad samt hård styrketræning var noget min krop godt kunne lide. Jeg spiste måske lidt for godt og tog også en del fedt på, men muskelmassen voksede og det var mit mål.

I slutningen af foråret 2013 gik jeg på diæt igen for at stille op til DM 2013. I 2012 havde vinderen været en lidt større, blødere bikini-pige og det var hendes look jeg gik efter at ramme. Til Newcomers 2013 – 4 uger før DM – fik jeg dog lidt af et chok. Pigerne der gik i finalen var virkelig hakkede og ikke særligt muskuløse. Endnu værre blev det da jeg fandt ud af, at det kun ville blive de 6 finalister + mig på DM scenen en måned senere. Jeg vidste allerede her, at jeg ville ende med at være meget større og blødere end de andre. Til min egen glæde og overraskelse valgte dommerne dog at tildele mig en 6. plads dette år, og det var jeg naturligvis glad for, selvom jeg ikke selv var tilfreds med den form jeg kom i. Det var desværre også meget tydeligt på scenen. Jeg har rigtig svært ved at skjule, hvis jeg føler mig skidt tilpas.

Jeg var igen syg med en maveinfektion i sommeren 2013 op til DM og i januar 2014 blev jeg ramt af den mest forfærdelige halsbetændelse nogensinde. Jeg havde ellers planer om at stille op til Loaded Cup 2014 men måtte droppe det, og lå i sengen med over 40 i feber i to uger. Min hals var hævet op og fuld af åbne sår og aldrig har jeg haft det så skidt før. Jeg måtte til lægen flere gang til check for diverse ting, men de kunne ikke rigtig finde en årsag til at jeg havde det så dårligt.

Da foråret kom, blev jeg for første gang i mit liv ramt af pollenallergi og endnu engang reagerede mit krop med stressymptomer. Jeg tog virkelig meget på igen og blev helt oppustet at se på, samtidig med at jeg var SÅ træt…

I efteråret 2014 besluttede jeg så, at det måtte være på tide at komme tilbage på rette kurs. Jeg satte mit sigte på Loaded Cup 2015 men denne gang gik jeg til opgaven med en lidt anden approach. Min krops reaktioner med stress og sygdom var helt sikkert et vink med en vognstang om, at jeg trods min stædighed, ikke kunne behandle den som jeg ville. Selvom jeg i styrketræningen og bodybuilder-diæten havde fundet noget der for mig virkede bedre end sultekure og endeløse timers cardio, havde jeg ikke løst problemet. Jeg pressede stadig min krop alt for langt ud, og lyttede ikke til dens signaler før jeg var tvunget til det.

Min diæt frem imod Loaded Cup i 2015 varede næsten 1/2 år og ganske langsomt men sikkert fik jeg kørt kroppen i stilling til at samarbejde. Denne diæt var klart den bedste jeg har haft so far, selvom den heller ikke var fri for små bump på vejen. Især min praktikperiode op til konkurrencen var rigtig hård og mine dage startede som regel kl. 5 og sluttede kl. 23. Jeg trænede 3 gange dagligt (2 x cardio og 1 x styrke eller crossfit) men lyttede trods alt hele tiden til kroppen og skruede ned for blusset når jeg kunne mærke det var nødvendigt. Derudover fjernede jeg totalt konceptet cheat day og indførte i stedet begrebet refeed. Det betød, at min ugentlige dag med flere kalorier bød eksempelvis på havregryn til morgenmad, salat med pesto og en bolle med ost til frokost, sushi til aftensmad og skyr til dessert. Fremfor tidligere tiders burgere, fries, is og bland-selv-slik. Se et eksempel på en refeed dag fra min diæt i 2014-2015 i dette indlæg.

Jeg ramte min bedste form nogensinde til Loaded Cup 2015 og det var næsten helt uden sygdom på vejen. Jeg slap ikke for en omgang forkølelse og udbrud af forkølelses-sår, men det var også det. Jeg fuckede desværre lidt op i opkørningen de sidste dage frem imod konkurrencen og endte lidt for blød på scenen. Det blev til en ærgelig 7. plads. Mine tanker om dette fra dengang kan i læse mere om i indlægget her.

Siden Loaded Cup 2015 har jeg flere gange haft lyst til at gå på scenen igen, men indtil videre er det blevet ved tanken.
Skal jeg konkurrere igen bliver det ikke på bekostning af min sundhed. En konkurrence vil altid være hård for kroppen, men jeg har vist endelig lært, at man ikke bare kan tvinge kroppen til noget den ikke har lyst til.

Mit hovedfokus nu om stunder er at behandle min egen krop med kærlighed og respekt og at hjælpe og vejlede andre til ikke at begå de samme fejl jeg har begået, i jagten på drømmekroppen.

Min vej hertil har bestemt ikke været nem, og ovenstående er kun de væsentligste uddrag af hvad jeg har måtte gå igennem af blod, sved og tårer for at komme frem til her hvor jeg er i dag. Mit eksempel er måske ekstremt, men så alligevel ikke. Jeg ved at jeg ikke er den eneste, hos hvem kropsidealer og kampen for at opnå dem har fyldt alt alt for meget gennem livet.

Jeg har ikke selv lyst til bare at opgive dem og acceptere mig selv som jeg er. Jeg har det altid bedst hvis jeg arbejder hen imod en form for mål, men jeg har lært, at vejen hertil ikke behøver at være en kamp imod kroppen.

Jeg er nu passioneret omkring at coache og vejlede andre til at opnå en sundere og mere balanceret livsstil hvor målsætningerne og indsatsen tilpasses til livet, så man ikke behøver at være fanatisk og isolere sig for at få det bedre og opnå en sundere, mere veltrimmet krop. Læs mine tanker om hemmeligheden bag varigt vægttab samt online coaching i dette indlæg eller læs mere om hvad jeg tilbyder at hjælpe med på siden “Online Programlægning

Lidt billeder fra min rejse:

Skærmbillede 2013-05-25 kl. 11.18.49
August 2011: ca. 82 kg.

Billede 02-08-2016 17.12.43

38AE5AEF-9B82-4659-9EC5-E20132A248C1.png_zps70yl8fmg
Foråret 2015 – på vej til Loaded Cup

11141166_841162322621099_8308515442516529635_n
Forskellen mellem DM 2012, DM 2013 & Loaded Cup 2015

amanda_louise_7
Shoot for Bodylab i Marts 2016. Hår stylet af Niveau Frisør

Billede 31-07-2016 13.08.34
Juli 2016