Bulimi er en alvorlig psykisk sygdom. En person med bulimi er ekstremt optaget af mad, krop og vægt og forsøger at kontrollere sin vægt gennem restriktiv spisning. Restriktionerne leder dog til stærke cravings og overspisninger, som den syge kompenserer for ved fx. at kaste op, tage afførende midler eller dyrke hård motion.

 

Alt indhold i dette blogindlæg er udelukkende til information og er ikke en erstatning for medicinsk eller psykiatrisk rådgivning, diagnose eller behandling. Hvis du tror, at du eller nogen du kender har brug for hjælp, så kontakt din læge eller ring 112 i akutte situationer.

 

 

Hvad er bulimi?

 

Bulimi betegner sygdommen Bulimia Nervosa. Navnet Bulimia Nervosa stammer fra græsk og latin. ‘Bulimia’ er græsk og betyder ‘glubenden appetit’. ‘Nervosa’ er latin og betyder ‘nervøs’ eller ‘psykisk’. 

 

På dansk oversættes Bulimia Nervosa også til “nervøs overspisning”, men den mest almindelige betegnelse er blot “bulimi”.

 

Kort opsummeret, så er en person med bulimi ekstremt optaget af mad, krop og vægt. Oftest vil vedkommende have et ønske om vægttab, og dette leder til, at der opsættes regler og restriktioner omkring madindtaget. Disse restriktioner skaber stærke cravings, som kan være svære at modstå i længere tid.

 

Når man på et tidspunkt giver efter for sine cravings, så ender det ofte med overspisninger. Mekanismerne bag dette mønster kalder jeg overspisningens onde cirkel.

 

Ved bulimi har man såkaldte ‘objektive overspisninger’. Det betyder, at mængden af mad, der indtages ved en overspisningsepisode er klart større, end hvad de fleste ville spise indenfor en tilsvarende tidsperiode. Desuden er overspisningerne forbundet med negative følelser af kontroltab, skyld og skam. 

 

Efter en overspisning, så kompenserer man. Kompensationen kan ske ved at fremprovokere opkastning af den mad mad lige har indtaget, men man kan også kompensere på anden vis. F.x. ved at dyrke langvarig og hård motion, tage afføringsmidler, tage slankepiller eller ved yderligere restriktiv spisning. Disse kompensationer fastholder den syge i overspisningens onde cirkel og symptomernes voldsomhed (fx. hypigheden eller mængden af overspisningerne) forværres ofte over tid.

 

Kompensationerne sker for at dulme ubehaget ved overspisningerne og overdøve de negative følelser, samt i et forsøg på at forhindre, at overspisningen resulterer i en vægtøgning.

 

Er bulimi en psykisk lidelse?

 

Ja, bulimi er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et ønske om at kontrollere vægten. Man er ekstremt optaget af mad, vægt og krop og har ofte et lavt selvværd. Ofte vil man have svært ved at sætte ord på sine følelser eller ved at tolerere svære følelser.

 

Hvordan opstår bulimi?

 

Det er svært at udpege enkeltstående faktorer, der leder til at en person udvikler bulimi. Der er bred enighed om, at nogle af årsagerne til at man udvikler bulimi skal findes i samspillet mellem både biologiske, psykiske og sociale faktorer og at det ofte også er de samme faktorer, der vedligeholder lidelsen.

 

Ligesom anoreksi, så starter dog bulimi næsten altid med en slankekur. Slankekuren resulterer i intense cravings, som leder til overspisninger og kompenserende strategier.

 

Oftest debuterer bulimi i teenagealderen eller de tidlige voksenår. Personer der diagnosticeres med bulimi oftest er i typisk i alderen 16-24 år, men sygdommen kan også diagnosticeres tidligere eller senere. Danske tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser dog, at bulimi stort set aldrig diagnosticeres før 8-årsalderen og også sjældent før 12 års-alderen. (Jeppesen et al, 2020)

 

Spiseforstyrrelser diagnosticeres hyppigere hos kvinder end hos mænd. Et dansk registerstudie fra 2019 fandt, at 1,46% af pigerne og 0,27% af drengene født i 1995, blev diagnosticeret med en spiseforstyrrelse senest da de fyldte 18 år. (Jeppesen et al, 2020)

 

Dog var der generelt en stigning i andelen af mænd, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i perioden 1995-2010. Man ved ikke om årsagen er, at flere drenge/mænd udvikler spiseforstyrrelser, eller om det er en øget bevidsthed om, at drenge/mænd også kan have en spiseforstyrrelse. (Jeppesen et al, 2020)

 

Faktorer som kan spille en rolle i udviklingen af bulimi

 

Som nævnt er det svært at udpege enkelte faktorer der altid vil lede til udviklingen af bulimi. I stedet ser vi at et samspil af faktorer indvirker på hinanden og i nogle tilfælde kan denne kombination lede til at en person udvikler bulimi. Herunder gennemgår jeg nogle af de biologiske, psykiske og sociale faktorer, som kan have indflydelse på sygdommens udvikling.

 

Overgangen fra barn til voksen

 

Teenageårene og de tidlige ungdomsår er en livsfase der indebærer store forandringer. Disse forandringer kan føles angstprovokerende, skabe et større kropsfokus og give en større følelse af usikkerhed. Det kan medføre et ønske om vægttab eller et behov for at kontrollere vægten, og bulimi begynder ofte med en slankekur.

Det er ikke unormalt, at en person først udvikler anoreksi og at anoreksien senere udvikler sig til bulimi.

 

Perfektionisme

 

Mange mennesker med spiseforstyrrelser har tendens til at have en perfektionistisk personlighedstype. De stiller ofte ekstremt høje krav til sig selv. Den perfektionistiske adfærd kan grænse til det tvangsprægede.

 

Andre psykiatriske diagnoser

 

Hos mennesker med bulimi og andre spiseforstyrrelser kan der være overlap til andre psykiatriske diagnoser såsom angst, autismespektrumforstyrrelser eller OCD.

 

Familiens rolle

 

Det er ikke familiens skyld, hvis et familiemedlem udvikler bulimi eller andre spiseforstyrrelser.

Men der kan være nogle familiemønstre, som måske medfører en større risiko. Der er for eksempel en større andel af spiseforstyrrede fra misbrugshjem eller hjem med stort fokus på mad og vægt.

Man kan dog også sagtens udvikle en spiseforstyrrelse, selvom man er vokset op i et hjem uden disse mønstre.

I behandlingen af bulimi kan familien ofte spille en vigtig rolle, som den syges største støtte og en vigtig allieret for behandlerteamet. Se afsnittet ‘Gode råd til pårørende med bulimi’ længere nede.

 

Bulimi kan være arveligt

 

Fra tvillingestudier kan vi se, at der er en vis arvelig komponent for udviklingen af spiseforstyrrelser. Derfor kan man være i en forhøjet risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, hvis man har familiemedlemmer der lider af en spiseforstyrrelse.

 

Diætkulturen

 

Vi ved også, at diætkulturens tyndhedsidealer er en væsentlig faktor i udviklingen af spiseforstyrrelser, herunder bulimi. Især unge piger oplever at få mere fedt på kroppen i løbet af puberteten og kan pga. vores kultur føle forkerthed eller ubehag ved dette. I en diætkultur, der sætter lighedstegn mellem at være tynd og at være lykkelig, kan kombinationen af kropsfokus, perfektionistisk personlighed, usikkerhed og kroppens forandringer i puberteten være en cocktail, der bidrager til udviklingen af en spiseforstyrrelse.

 

Sportsgrene med fokus på kroppens udseende

 

Hvis man konkurrerer i en sportsgren, hvor vægt eller udseende bedømmes, er man også i øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Det kan eksempelvis være sportsgrene såsom dans, kunstskøjteløb og kampsport med vægtklasser.

Arbejder man i brancher hvor ens krop og vægt er vigtig, eksempelvis i modelbranchen, er man ligeledes i højere risiko for at udvikle bulimi eller en anden spiseforstyrrelse.

 

Hvor mange har bulimi i Danmark?

 

Det er svært at vide præcis hvor mange mennesker i Danmark, der har bulimi. Fordi mennesker med bulimi oftest er normalvægtige, kaldes sygdommen også for den “skjulte spiseforstyrrelse”. I de fleste tilfælde er det umuligt at se på en bulimiker, at vedkommende er syg. Derfor er der god grund til at tro, at der er væsentligt flere personer, som lider af bulimi, end vi kender til.

 

Ud af de cirka 75.000 personer der er diagnosticeret med en spiseforstyrrelser i Danmark lider cirka 30.000 af bulimi. De resterende 45.0000 tilfælde fordeler sig på 40.000 personer med tvangsoverspisning (BED) og 5000 med anoreksi. (LMS, 2021)

 

Symptomer på bulimi

 

 

Symptomerne på bulimi er beskrevet i de diagnosekriterier som bruges til at diagnosticere sygdommen.

 

Diagnosekriterier for bulimi

 

I Danmark benyttes WHO’s internationale klassifikation af sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande til diagnosticering af både psykiske og somatiske sygdomme. 

 

Danmark i skrivende stund i gang med at overgå fra den tidligere version – ICD-10 – til det nye ICD-11, der i princippet skulle være gældende fra 1. januar 2022. Udrulningen er dog forsinket, og det forventes først at det danske sundhedsvæsen er omstillet i løbet af de kommende år, da ændringen kræver en del forberedelse og omstilling af it-systemer mv.

 

Alligevel vælger jeg kun at medtage diagnosekriterierne for bulimi i ICD-11, da det er disse, der fremadrettet vil være gældende.

 

Diagnosekriterier for bulimi i ICD-11

 

Diagnosekriterierne nedenfor er de, der anvendes til at diagnosticere sygdommen.

 

Bulimia Nervosa er karakteriseret ved:

 

• Hyppige, tilbagevendende episoder med overspisning (fx én gang om ugen eller mere over en periode på mindst en måned).
• En overspisningsepisode er karakteriseret som en bestemt periode, hvor individet oplever et subjektivt tab af kontrol over at spise, spiser væsentligt mere eller anderledes end normalt og føler sig ude af stand til at stoppe med at spise eller begrænse typen eller mængden af mad, der spises.
• Overspisning er ledsaget af gentagen, uhensigtsmæssig kompenserende adfærd, der har til formål at forhindre vægtøgning (f.eks. selvfremkaldte opkastninger, misbrug af afføringsmidler eller lavementer eller hård træning). 
• Individet er optaget af krop og vægt, hvilket i høj grad påvirker selvværd og selvtillid. 
• Der er bekymring over mønsteret med overspisning og kompenserende adfærd eller betydelige udfordringer inden for personlige, familiemæssige, sociale, uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige eller andre vigtige funktionsområder.
• Individet opfylder ikke de diagnostiske krav til Anorexia Nervosa. (det betyder at personens BMI skal være over 18,5)

 

(World Health Organization, 2019)

 

Kan man have bulimi, selvom man ikke er undervægtig?

 

Du kan sagtens have bulimi, selvom du ikke er “undervægtig”.

 

I de nye diagnosekriterier for bulimi i ICD-11 fremgår, at man ikke kan diagnosticeres med bulimi, hvis man opfylder diagnosekriterierne for anoreksi. Er man restriktiv med sin spisning og har man et BMI under 18,5, så opfylder man diagnosekriteriet for anoreksi. Hvis man samtidig overspiser og kaster op, så diagnosticeres man med anoreksi med bulimiske tendenser.

 

Det er på mange måder positivt, at det i ICD-11 fuldt ud anerkendes, at spiseforstyrrelser ikke nødvendigvis leder til en lav vægt.

 

Spiseforstyrrelser kender naturligvis ikke forskel på kropsstørrelser, så når vægt indgår i diagnosekriterierne, så risikerer man at stereotyper omkring hvordan en spiseforstyrret “ser ud” bliver afgørende for, hvem der henvender sig til lægen med sine symptomer, og hvem der diagnosticeres og kommer i behandling.

 

Jeg så gerne, at vægt slet ikke var et afgørende diagnosekriterie ved spiseforstyrrelser, og at man i stedet udelukkende fokuserede på de fysiske og psykiske symptomer.

 

Da lavt selvværd og lav selvtillid er en del af sygdomsbilledet ved spiseforstyrrelser, har mange af de, der lider af en spiseforstyrrelse, tendens til at føle sig til besvær og til at føle, at de ikke er syge nok.

 

Hvis man som udgangspunkt anerkendte alle kropsstørrelser, ville det være det lettere for alle, der lider under spiseforstyrrede tanker, adfærd og følelser, at forstå, at de er syge nok til at opsøge hjælp og modtage behandling.

 

Kan man have bulimi uden at overspise?

 

Bulimi er kendetegnet ved hyppige, tilbagevendende episoder med objektiv overspisning. Overspisning er dermed et af de primære diagnosekriterier.

 

Hvis man ikke/sjældent overspiser eller har et lavt BMI og regelmæssigt fremprovokerer opkastninger eller kompenserer for sit indtag på anden vis, så vil man ofte karakterisere spiseforstyrrelsen som anoreksi med bulimiske tendenser, eller blot atypisk anoreksi.

 

I praksis er der flere fællestræk end forskelle mellem de tre primære spiseforstyrrelser i det danske diagnosesystem: bulimi, anoreksi og BED (tvangsoverspisning).

 

Atypisk bulimi

 

I diagnosekriterierne for bulimi er der fokus på, at man, ligesom ved anoreksi, er stærkt optaget af krop og vægt.

 

Er man ikke det, men har man ellers samme symptomer med hyppige, tilbagevendende overspisningsepisoder og opkastninger, så diagnosticeres man med tilstanden atypisk bulimi.

 

Jeg vil dog slå et slag for, at ovenstående skildring mellem “typisk” og “atypisk” bulimi ikke bør være væsentlig. Forstået på den måde, at hvis du ofte oplever at du overspiser og kaster op eller kompenserer på anden vis, så er det mindre vigtigt præcis hvilken diagnose du har.

 

Det vigtigste er, at du kontakter din læge og fortæller om dine symptomer, så behandlingen kan igangsættes og du kan få den hjælp, du har behov for.

 

Uanset om du opfylder alle diagnosekriterierne for en spiseforstyrrelse eller ej, så er det vigtigt straks at kontakte din læge omkring dine symptomer, hvis du kæmper med maden, så du kan få den rette hjælp i tide.

 

Hvordan ved man, at man har bulimi?

 

Det er din læge eller psykiater, der stiller diagnosen.

 

Hvis du oplever at du er stærkt bekymret over din vægt eller krop og at det går ud over din trivsel i dagligdagen, så er der stor sandsynlighed for at du har en spiseforstyrrelse eller lider af forstyrret spisning, som kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse.

 

Med bulimi og andre spiseforstyrrelser kræver diagnosen en samtale omkring dit forhold til mad og din krop og eventuelle andre ting, der går dig på. Der ikke en særlig test man kan tage, som kan be- eller afkræfte diagnosen, så det vil altid være op til lægen at sammenholde din historie og dine symptomer med diagnosekriterierne for de forskellige spiseforstyrrelser.

 

 

Hvordan er livet med bulimi?

 

Bulimi påvirker den syges liv på alle parametre og sygdommen påvirker både hjernen og kroppen.

 

Sådan påvirker bulimi hjernen

 

Ved sin påvirkning af hjernen har bulimi både psykiske og sociale konsekvenser.

 

Psykiske konsekvenser af bulimi

 

Bulimi kan have omfattende psykiske konsekvenser. Mange med sygdommen føler sig forkerte, har lav selvtillid og et lavt selvværd. Når man gentagne gange overspiser og kaster op, så kan ens selvopfattelse blive endnu mere negativ. Især hvis man i virkeligheden ønsker at holde en skrap diæt, men føler, at man “fejler” når man overspiser.

 

I de restriktive perioder af sygdommen følger man skrappe madregler. Det kan være man holder sig helt fra bestemte fødevarer, spiser en vis mængde kalorier, faster eller har andre regler og ritualer omkring sin spisning. Restriktionerne kan gøre det rigtig svært at koncentrere sig og give svingninger i energiniveau og humør, fordi hjernen og kroppen ikke får den energi, man har behov for. 

 

Det kan være en enorm psykisk belastning at forsøge at fungere som en rask person, når man lever så restriktivt.

 

Restriktionerne leder som bekendt til stærke cravings og overspisninger, og især overspisningerne er også forbundet med svære følelser, som kan udgøre en stor psykisk belastning. 

 

Ud over de negative følelser, der er forbundet med overspisningerne, så kan bulimi også være en stor økonomisk belastning. Det er ikke unormalt at bruge flere hundrede kroner på en enkelt overspisning. Hvis man kaster op flere gange om ugen, eller måske endda flere gange dagligt, så kan man let bruge en formue på at finansiere sine overspisninger. Dette kan udgøre endnu en psykisk belastning.

 

Sociale konsekvenser af bulimi

 

Som nævnt føler mange med bulimi sig forkerte. Spiseforstyrrelsen afhjælper på kort sigt ubehaget ved disse negative følelser, fx. ved at give en midlertidig følelse af kontrol og sikkerhed. Eller ved at fungere som en ventil for de følelser, man har svært ved at rumme. 

 

Men ofte udfordres spiseforstyrrelsen til sociale arrangementer. Det kan være svært at kæmpe imod sine cravings og trangen til at overspise, når man er sammen med andre, der måske endda spiser de madvarer, som man oftest overspiser.

 

Måske man helt undgår sociale arrangementer, der indebærer mad. Eller måske man bruger energi på at prøve at skjule hvor meget man spiser og at man går ud og kaster op, når man er i selskab med andre. Samtidig kan man opleve at have humørsvingninger eller kognitive udfordringer pga. restriktionerne og de hyppige opkastninger.

 

Bulimi kan i sådanne tilfælde gøre det svært at være mentalt til stede i sociale situationer, eller sygdommen kan lede til en undgåelsesadfærd, når det kommer til sociale situationer og relationer.

 

Sådan påvirker bulimi kroppen

 

Bulimi medfører flere fysiske konsekvenser. Ofte påvirkes kroppen indefra, og det er ofte umuligt at se på en person, at vedkommende lider af bulimi. Det betyder dog langt fra, at de fysiske konsekvenser af bulimi ikke er både alvorlige og smertefulde.

 

Fysiske konsekvenser af bulimi

 

Bulimi kan have en lang række forskellige fysiske konsekvenser. Jo oftere og jo længere man har kastet op, jo flere konsekvenser vil man opleve. Dog er det meget forskelligt hvor stor “tolerance” man har, og nogle vil mærke konsekvenserne efter relativt kort tid, mens andre først mærker symptomerne senere.

Det er ikke afgørende for hvor syg du er, at du ikke mærker alle nedenstående negative konsekvenser ved sygdommen. Bemærk også, at dette ikke er en komplet liste over fysiske symptomer på bulimi, og at du kan opleve andre fysiske symptomer, som ikke er nævnt her.

 

Hvad bulimi gør ved kroppen

 

• Opkastninger samt brug af afføringsmidler og/eller slankepiller kan forstyrre balancen mellem de forskellige salte vi har i blodet. Dette er meget alvorligt og kan medføre muskelkramper, forstyrrelse i hjerterytmen og i værste fald hjertestop.
• Bulimi kan give syreskader på tænderne, da emaljen ætses væk af mavesyren pga. de hyppige opkastninger.
• Spytkirtlerne under kæben kan hæve op og være ømme pga. inflammation (betændelse). Disse hævelser giver en karakteristisk rundhed i kæbeområdet.
• De hyppige opkastninger kan blandt andet give sår og rifter i mavesækken og omkring spiserøret, hvilket kan være smertefuldt.
• Væskeophobninger i kroppen, særligt ben, fødder og hænder.
• Bulimi kan give forstyrrelser i den hormonelle rytme, hvilket kan lede til uregelmæssig eller udeblivende menstruation.
• Hyppigere infektioner, især halsinfektioner.
• Andre normale fysiske konsekvenser ved bulimi er fx hovedpine og svimmelhed.

 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

 

Ved bulimi er 65-75% helt eller delvist raske efter 10 år. Jo senere sygdommen debuterer og jo hurtigere man modtager behandling, jo bedre er prognosen og sandsynligheden for at blive helt rask. (Jeppesen et al, 2020)

 

Ca. 10-15% får kronisk bulimi. (Christensen, 2021)

 

Man kan dø af bulimi, fx. ved hjertestop forårsaget af hypokaliæmi eller af en sprængt mavesæk, men dette er meget sjældent. Den hyppigste dødsårsag blandt bulimikere er selvmord. Man er i større risiko, hvis man samtidig lider af depression eller har forsøgt selvmord.

 

Hvis du går med selvmordstanker, så kontakt Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201. Telefonerne er åbne alle årets dage fra kl. 11-05.

 

Få hjælp til bulimi

 

 

Behandlingsmetoder for bulimi

 

Der benyttes forskellige behandlingsmetoder alt efter, om den syge er barn, ung eller voksen.

 

Behandling af bulimi hos voksne

 

Bulimi behandles som udgangspunkt ambulant. Ambulant behandling betyder, at man ikke indlægges. Behandlingen tilpasses individuelt, og består oftest af samtaler med en diætist og psykoterapi, eventuelt i kombination med antidepressiv medicin.

 

Behandlingen vil først og fremmest fokusere på at begrænse og stoppe overspisningerne og de efterfølgende kompensationer, blandt andet ved at sikre, at man spiser tilstrækkeligt og regelmæssigt.

 

Den vil også forsøge at klarlægge hvilke behov overspisningerne opfylder og hvordan den syge kan blive mere bevidst om disse. I tillæg til bevidstheden omkring behov vil man også arbejde med at lære at tolerere og sætte ord på svære følelser, så man ikke har behov for at bruge spiseforstyrrelsen som ventil.

 

Det terapeutiske arbejde er en vigtig del af behandlingen, da det ofte er disse underliggende årsager, der ligger til grund for spiseforstyrrelsen. Hvis man ikke arbejder med dem, så kan de svære følelser potentielt stadig fastholde en i spiseforstyrrelsen. Derfor kan det også være meget svært at overkomme en spiseforstyrrelse kun ved at arbejde med sine madvaner og uden at gå i en eller anden form for psykoterapeutisk behandling.

 

Behandling af bulimi hos børn og unge

 

Til børn og unge anbefales familiebaseret behandling for bulimi.

 

Behandlingen vil fokusere på at hjælpe barnet/den unge med at spise nok og regelmæssigt, for at at begrænse og stoppe overspisningerne og de efterfølgende kompensationer. Ofte vil den familiebaserede behandling også indebære, at forældrene overtager størstedelen af ansvaret omkring måltider og spisning, indtil barnet eller den unges tilstand er stabiliseret.

 

Der vil også være fokus på at klarlægge hvilke behov overspisningerne opfylder og hvordan disse behov kan imødekommes på en mere hensigtsmæssig måde. Man bør også screene for evt. andre psykiske lidelser, som kan ligge til grund for spiseforstyrrelsen.

 

I behandlingen lærer familien også hvordan de bedst støtter og hjælper barnet eller den unge med at tage afstand fra spiseforstyrrelsen og ændre de negative tanker og det negative selvbillede, som de fleste børn og unge med bulimi kæmper med.

 

Offentlige og private behandlingssteder i Danmark

 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade (LMS) har samlet denne liste over behandlingssteder i Danmark.

 

Gode råd til pårørende

 

Det kan være rigtig svært at være pårørende til en person med en spiseforstyrrelse. Her finder du nogle af mine bedste råd til dig, der er pårørende.

 

Er du bekymret for, at en du kender har bulimi?

 

Det kan være svært at vurdere om dit barn eller en pårørende er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, eller om de “bare” eksperimenterer med slankekure og nye måder at spise på.

 

Det er ikke nødvendigvis tegn på en spiseforstyrrelse, hvis du er pårørende til en person som pludselig bliver vegetar, veganer eller begynder på en slankekur. Men det kan det være.

 

“Ikke alle slankekure bliver til spiseforstyrrelser, men alle spiseforstyrrelser starter med en slankekur” beskriver det dilemma, man kan stå i som pårørende med en bekymring.

 

Det er vigtigt at huske på, at både madreglerne, slankekurene, kompensationerne og ønsket om vægttab alle blot er symptomer. Årsagerne ligger bagved. Som tidligere nævnt er det ofte en kombination af ting som svære perioder i livet, problemer med at opfylde behov og regulere følelser, dårligt selvværd og dårlig selvtillid, andre psykiatriske lidelser mv. Alle disse problematikker kan i visse situationer udvikle sig til en spiseforstyrrelse, især i den diætkultur vi lever i og ved mangel på andre coping-strategier.

 

Hvis du har en bekymring, men du er i tvivl om du skal gå videre med den, så kan du evt. overveje hvilken livssituation vedkommende står i. Er der noget her der indikerer, at personen har det svært og kan være ved at udvikle en spiseforstyrrelse? Er der sket nogle ændringer i personens adfærd eller humør, som bekymrer dig?

 

Det er vigtigt at understrege, at det er ikke alle med spiseforstyrrelser der isolerer sig eller som udadtil viser, at de har det svært. Mange med bulimi klarer sig godt både professionelt, fagligt og socialt og har en travl kalender som bugner af arbejde, projekter og sociale aftaler. Det ses ikke sjældent, at personer med bulimi har et stort socialt netværk og bruger meget energi på at stå til rådighed for andre. Men ofte har de samtidig en indre følelse af at have svært ved at overskue og tackle de mange krav der stilles til dem. Her er spiseforstyrrelsen ofte et forsøg på at skabe en følelse af kontrol eller følelsesmæssig aflastning i det, der føles som uoverskueligt kaos.

 

Det er også vigtigt at huske på, at mennesker i alle kropsstørrelser kan udvikle bulimi eller andre spiseforstyrrelser. Ved bulimi er den syge oftest “normalvægtig” og der er ikke ydre, fysiske tegn på, at vedkommende er spiseforstyrret. 

 

Derfor skal du ikke kun kigge efter et pludseligt vægttab eller vægtøgning, men i højere grad være opmærksom på hvordan vedkommende har det. Både generelt og i særdeleshed hvordan de forholder sig til mad og deres krop.

 

Du må gerne spørge ind

 

Er du bekymret, så må du gerne spørge ind. Du kan altid starte med blot at spørge ind til hvordan personen har det. Spørg for eksempel hvordan det går i skolen, på arbejdet, med vennerne, til deres sport eller hvad vedkommende nu bruger sin tid på. Mange – især børn og unge – har generelt svært ved at fortælle hvordan de har det og mange personer med en spiseforstyrrelse kan have ekstra svært ved at sætte ord på deres følelser, men prøv alligevel.

 

Det kan kræve tid og tålmodighed at få åbnet op og snakket om det, der er svært. Hvis det føles som en stor eller umulig opgave, men din bekymring varer ved, så prøv at foreslå om vedkommende har lyst til at snakke med en psykolog eller psykoterapeut om hvordan de har det. Uanset om man har en spiseforstyrrelse eller ej, så er det altid en fordel at kunne mærke og sætte ord på sine følelser, og en investering i nogle timers terapi kan være rigtig godt givet ud.

 

Typisk vil den syge ikke selv have indsigt i sin lidelse til at starte med. Ofte ses spiseforstyrrelsen som en ven, der hjælper med at håndtere det, der er svært. Derfor kan der også være en stor modstand imod at få behandling. Ofte kommer indsigten i sygdommen først senere, i takt med at behandlingen skrider frem og den syge får det bedre.

 

Som pårørende kan du derfor opleve, at den syge reagerer med vrede og afvisning på ideen om at starte i behandling. Det kan skabe enormt meget vrede og afvisning i relationen, og det kan være svært at være i som forældre eller pårørende.

 

Husk dog på, at alle mennesker har behov for at føle sig anerkendt, elsket og værdsat. Prøv så vidt muligt at bevare et miljø i relationen, som bekræfter for den syge i, at vedkommende er elsket og værdsat, uanset hvad. Lad dem vide, at du er der, men prøv også at skabe plads til jeres normale relation og snak om ting, som ikke handler om spiseforstyrrelsen.

 

De pårørende er vigtige i behandlingen af bulimi

 

Er du pårørende til et barn eller en ung med bulimi, vil du ofte være en stor del af behandlingen. Det kan kræve enorme ressourcer og overskud både at være forælder og samtidig skulle spille en aktiv rolle i behandlingen. Det vil ofte være forældrenes opgave at støtte den syge ved spisning og at være med til at sikre, at barnet eller den unge ikke overspiser, kaster op eller tvangsmotionerer. I den familiebaserede behandling vil du lære, hvordan du bærer dig ad med at støtte dit barn bedst muligt, men det er stadig en svær og krævende situation at stå i.

 

Derfor er det vigtigt, at du som pårørende også rækker ud og beder om yderligere hjælp og støtte til dig selv, hvis du har brug for det. SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed tilbyder pårørenderådgivning. Foreningen tilbyder også gratis telefonrådgivning på tlf. 70 23 27 50.

 

Referencer

 

Christensen, AMR. 2021. Bulimi, prognose. (online) Tilgængelig via: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/bulimi/bulimi-prognose/

 

Jeppesen P, Obel C, Lund L, Madsen KB, Nielsen L, Nordentoft M. 2020. Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år – forekomst, fordeling og forebyggelsesmuligheder. København: Vidensråd for Forebyggelse, 2020: 1-359 

 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), 2021. Anoreksi. (online) Tilgået via: https://www.lmsos.dk/spiseforstyrrelser/anoreksi#toc-tal-og-statistik

 

World Health Organization. 2019. ICD-11: International classification of diseases (11th revision). Tilgængelig via: https://icd.who.int/