Anoreksi er en alvorlig psykisk lidelse. Den kendetegnes ved restriktiv spisning, ekstreme slankekure, underernæring, stort fokus på mad og kalorier, tvangsprægede ritualer omkring spisning, frygt for tykhed, overoptagethed af vægt og jagten på en tynd krop.

 

Alt indhold i dette blogindlæg er udelukkende til information og er ikke en erstatning for medicinsk eller psykiatrisk rådgivning, diagnose eller behandling. Hvis du tror, at du eller nogen du kender har brug for hjælp, så kontakt din læge eller ring 112 i akutte situationer.

 

 

Hvad er anoreksi?

 

Anoreksi er en betegnelse for sygdommen Anorexia Nervosa. Navnet Anorexia Nervosa stammer fra græsk og latin. ‘Anorexia’ er græsk og betyder ‘uden appetit’. ‘Nervosa’ er latin og betyder ‘nervøs’ eller ‘psykisk’. 

 

På dansk oversættes Anorexia Nervosa også til “nervøs spisevægring”, men den mest almindelige benævnelse er blot “anoreksi”.

 

Kort opsummeret kendetegnes anoreksi ved restriktiv spisning, ekstreme slankekure, underernæring, stort fokus på mad og kalorier, tvangsprægede ritualer omkring spisning, frygt for tykhed, overoptagethed af vægt og en jagten på en tynd krop.

 

Er anoreksi en psykisk lidelse?

 

Anoreksi er en en psykisk lidelse ifølge den internationale diagnostiske manual ICD-11, som benyttes i Danmark. Det er en alvorlig psykisk lidelse, der kan være farlig for den syge på grund af de alvorlige konsekvenser underernæring kan have på kroppen. Dette uddybes nedenfor. 

 

Hvordan opstår anoreksi?

 

Der findes ikke én type person, som får anoreksi. Der er heller ikke én bestemt årsag til, at en person udvikler anoreksi. Derfor er det svært at sige noget helt generelt om årsagerne til, at man udvikler anoreksi.

 

Der er dog bred enighed om, at nogle af årsagerne skal findes i samspillet mellem både biologiske, psykiske og sociale faktorer og at det ofte også er de samme faktorer, der vedligeholder lidelsen.

 

Oftest debuterer anoreksi i teenagealderen eller de tidlige voksenår. Danske tal viser, at anoreksi stort set aldrig diagnosticeres før otteårsalderen og sjældent før 12 års-alderen. (Jeppesen et al, 2020)

 

Herunder gennemgår jeg kort en række faktorer, som kan spille en rolle i udviklingen af anoreksi.

 

Overgangen fra barn til voksen

 

Teenageårene og de tidlige ungdomsår er en livsfase der indebærer store forandringer. Disse forandringer kan føles angstprovokerende, skabe et større kropsfokus og give en større følelse af usikkerhed. Det kan medføre et ønske om vægttab eller et behov for at kontrollere vægten, og anoreksi begynder ofte med en slankekur.

 

Perfektionisme

 

Mange mennesker med anoreksi har tendens til en perfektionistisk personlighedstype. De stiller ofte ekstremt høje krav til sig selv. Den perfektionistiske adfærd kan grænse til det tvangsprægede.

 

Andre psykiatriske diagnoser

 

Hos mennesker med anoreksi og andre spiseforstyrrelser kan der være overlap til andre psykiatriske diagnoser såsom angst, autismespektrumforstyrrelser eller OCD.

 

Familiens rolle

 

Det er ikke familiens skyld, hvis et familiemedlem udvikler anoreksi. Men der kan være nogle familiemønstre, som måske medfører en større risiko. Der er for eksempel en større andel af spiseforstyrrede fra misbrugshjem eller hjem med stort fokus på mad og vægt.

 

Man kan dog også sagtens udvikle en spiseforstyrrelse, selvom man er vokset op i et hjem uden disse mønstre.

 

I behandlingen kan familien ofte spille en vigtig rolle som den syges største støtte og en vigtig allieret for behandlerteamet. Se afsnittet ‘Råd til pårørende med anoreksi’ længere nede.

 

Anoreksi er arveligt

 

Fra tvillingestudier kan vi se, at der er en vis arvelig komponent for udviklingen af anoreksi. Derfor kan man være i en let forhøjet risiko for at udvikle anoreksi, hvis man har familiemedlemmer med lidelsen.

 

Diætkulturen

 

Vi ved også, at diætkulturens tyndhedsidealer er en væsentlig faktor i udviklingen af spiseforstyrrelser, herunder anoreksi. Især unge piger oplever at få mere fedt på kroppen i løbet af puberteten og kan pga. vores kultur føle forkerthed eller ubehag ved dette. I en diætkultur, der sætter lighedstegn mellem at være tynd og at være lykkelig, kan kombinationen af kropsfokus, perfektionistisk personlighed, usikkerhed og kroppens forandringer i puberteten være en cocktail, der bidrager til udviklingen af en spiseforstyrrelse.

 

Hvor mange har anoreksi i Danmark?

 

Det antages, at omkring 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. Af disse lider cirka 5000 af anoreksi, 30000 af bulimi og 40000 af tvangsoverspisning (BED). (LMS, 2021) Det estimeres således, at anoreksis hyppighed i befolkingen er under 1% for kvinder og under 0,2% for mænd. (Christensen, 2021)

 

Dog viser tal fra Norge, at mange lever med udiagnosticeret anoreksi, og derfor må man antage, at de reelle tal hos både kvinder og mænd kan være højere.

 

 

Symptomer på anoreksi

 

I Danmark benyttes WHO’s internationale klassifikation af sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande til diagnosticering af både psykiske og somatiske sygdomme. 

 

Danmark er i skrivende stund i gang med at overgå fra den tidligere version – ICD-10 – til det nye ICD-11. ICD-11 skulle i princippet være gældende fra 1. januar 2022. Udrulningen er dog forsinket, og det forventes først, at det danske sundhedsvæsen er omstillet i løbet af de kommende år, da ændringen kræver en del forberedelse og omstilling af it-systemer mv.

 

Alligevel vælger jeg kun at medtage diagnosekriterierne for anoreksi i ICD-11, da det er disse kriterier, der fremadrettet vil være gældende.

 

Diagnosekriterier for anoreksi i Danmark (ICD-11)

 

Anorexia Nervosa er kendetegnet ved:

 

• Betydeligt lav kropsvægt i forhold til højde, alder og udviklingstrin. De mest anvendte diagnosekriterier er:
  – BMI mindre end 18,5 kg/m2 hos voksne
  – BMI-for-alder under 5 percentilen for børn og unge
• Den lave kropsvægt skyldes ikke en anden sygdomstilstand eller mangel på mad til rådighed.
• Hurtigt vægttab (f.eks. mere end 20% af den samlede kropsvægt inden for 6 måneder) kan erstatte kriteriet om lav kropsvægt, så længe andre diagnostiske krav er opfyldt.
• Hyppig, uhensigtsmæssig vægtregulerende adfærd i form af fx.: overdrevne slankekure, faste, selv-fremkaldt opkastning, brug af afføringsmidler/ appetithæmmende stoffer/vanddrivende piller eller overdreven træning. 
• Adfærden er forbundet med en frygt for vægtøgning.
• Forvrænget kropsbillede. Der ses kropsdysmorfi og generelt har individer med anoreksi en opfattelse af at være tykke, også selvom det objektivt set ikke er tilfældet.
• Evt. ophør eller reduktion af hormonproduktion med deraf følgende forsinket pubertetsudvikling, ophør af menstruation og/eller mindsket seksuallyst.

(World Health Organization, 2019)

 

Atypisk anoreksi

 

Diagnosticeres man med “typisk” anoreksi, så opfylder man ovenstående diagnosekriterier.

 

Men der er også personer, som er sygeligt optaget af deres vægt, krop og udseende, kæmper med skyld og skam over deres forhold til mad og har lavt selvværd, men som på den ene eller anden måde ikke opfylder ikke diagnosekriterierne.

 

Det kan eksempelvis være, at vedkommende ikke opfylder kravet om BMI under 18,5 eller at personen har skiftende symptomer svarende til en sammenblanding af flere spiseforstyrrelser.

 

Et andet eksempel på dette kan være atypisk anoreksi med bulimiske tendenser. 

 

Mennesker med atypisk anoreksi vil oftest være lige så alvorligt ramt som alle andre med spiseforstyrrelsen. De vil ofte have et lavt selvværd og et forstyrret kropsbillede. Tanker om mad og krop vil fylde alt. Eksempelvis kan en person, der kæmper med atypisk anoreksi udvise ekstrem frygt for vægtøgning, væmmelse med tykhed eller det at være tyk og ty til abnorm spiseadfærd, såsom kalorietælling, restriktion af bestemte fødevarer/fødevaregrupper, undgå sociale situationer og arrangementer der indebærer mad mv.

 

Da atypiske spiseforstyrrelser sjældent diagnosticeres, så vides det ikke med sikkerhed hvor mange i Danmark, der lider af atypisk anoreksi.

 

Atypiske spiseforstyrrelser er mere udbredte

 

Meget tyder dog på, at atypiske spiseforstyrrelser er meget mere udbredte end de “typiske” spiseforstyrrelser.

 

Flere internationale undersøgelser indikerer, at 40-60% de, der søger behandling for en spiseforstyrrelse diagnosticeres med atypiske spiseforstyrrelser. (Button, Benson, Nollett, & Palmer, 2005; Fairburn et al., 2007; Martin, Williamson, & Thaw, 2000; Nollet & Button, 2005; Ricca et al., 2001; Rockert, Kaplan, & Olmsted, 2007; Turner & Bryant-Waugh, 2004; Williamson et al., 2002) 

 

Der er også forskning, som peger på, at atypiske spiseforstyrrelser er endnu hyppigere i grupper, som traditionelt har fået mindre fokus i forskningen i spiseforstyrrelser. Eksempelvis mænd (Striegel-Moore, Garvin, Dohm, & Rosenheck, 1999), etniske minoriteter (Alegria et al., 2007), atleter i sportsgrene hvor kroppens udseende er en faktor (Ringham et al., 2006), unge (Nicholls, Chater, & Lask, 2000) og ældre (Mangweth-Matzek et al., 2006).

 

Med den viden vi har på nuværende tidspunkt er der altså meget der tyder på, at atypisk anoreksi kan være mere udbredt end “typisk” anoreksi. Også i Danmark.

 

I både ICD-10 og det nye ICD-11 er kategorier for atypiske spiseforstyrrelser medtaget, men i praksis kan mange stadig opleve at de ikke passer ned i diagnosekriteriernes “kasser”. Det er generelt et stort problem, at opfattelsen af anoreksi er så stereotyp og at diagnosekriterierne er for snævre, fordi nogle mennesker dermed ikke får den hjælp de har brug for, selv når de opsøger den. Dermed afholdes mange mennesker fra at kunne få hjælp til et forstyrret forhold til mad og krop, og måske er de tvunget til at opsøge mindre kvalificeret hjælp, eksempelvis fra personlige trænere og kostvejleder, som ikke har de rette kompetencer til at håndtere mennesker med spiseforstyrrelser. I værste fald kan det bidrager til forværring af sygdommen.

 

Der er desværre også eksempler på, at sundhedsprofessionelle anbefaler vægttab til nuværende eller tidligere spiseforstyrrede patienter, da deres lidelse ikke tages alvorligt pga. eksempelvis kropsstørrelse.

 

 

Hvordan er livet med anoreksi?

 

Hvordan livet med anoreksi føles varierer naturligvis fra person til person. Men generelt er det, at sygdommen har en stor negativ indflydelse på sundheden og livskvaliteten.

 

Nedenstående er blot kort overblik over nogle af de potentielle fysiske, psykologiske og sociale komplikationer der er forbundet med anoreksi. Vil du vide mere om, hvordan spiseforstyrrelser kan påvirke både krop og hjerne, så kan jeg anbefale bogen ‘Sick Enough’ af Jennifer L. Gaudiani.

 

Hvordan påvirker anoreksi hjernen?

 

Hvad sker i hjernen ved underernæring?

 

Når vi skal forstå hvordan anoreksi og underernæring påvirker hjernen, kan det være nødvendigt at tage et skridt tilbage for at forstå, hvordan vores kroppe forsøger at redde os, når der er “hungersnød”.

 

De dybeste dele af vores hjerne, de dele som styrer vores krops automatiske funktioner, har ikke indsigt i at en person kan være spiseforstyrret og føle at de skal efterleve strikse mad- og motionsregler. Vores ur-hjerne tolker i stedet et lavt energiindtag som “hungersnød”. Og i tilfælde af hungersnød gør hjernen hvad den har gjort igennem tusinder af år: Den beskytter os.

 

Det gør den ved at sænke energiforbruget gennem at:

 

• reducere det generelle energiniveau, så vi kan spare på energiforbruget
• sænke puls og blodtryk 
• skrue ned for fordøjelsen
• reducere blodomløb til hænder og fødder

 

Vores ur-hjerne ved ikke, at supermarkederne i det moderne samfund bugner af madvarer. Den tror, at der er opstået hungersnød på savannen. I den situation er det hjernens fornemste opgave at prøve at sikre overlevelse og alle disse tiltag ville øge en persons chancer for at overleve en hungersnød i stenalderen.

 

På grund af genetiske faktorer kan der være stor forskel på, hvordan forskellige personer oplever kroppens respons på underernæring. Man kan altså stadig være syg og i et voldsomt kalorieunderskud, selvom man ikke oplever alle ovenstående symptomer og måske føler, at man har masser af energi.

 

De psykiske konsekvenser af anoreksi

 

Når man har anoreksi fylder manden næsten alle ens tanker. Ofte er det svært at få hverdagen til at fungere, da man bruger en masse energi på at tænke på mad, kalorier og hvordan man skal undgå at spise. Dermed er der ikke meget mental energi tilbage til andre ting, såsom tidligere interesser, skole, arbejde, sociale interaktioner mv.

 

Ofte har personer med anoreksi også ritualer omkring måltiderne, såsom at spise ekstremt langsomt, at skære maden ud på bestemte måder, at spise af bestemte tallerkener og med bestemt bestik mv.

 

Man har en meget stor interesse for kostens sammensætning og kalorieindhold, samt en stor viden omkring kalorieforbrug ved forskellige former for motion. Det er også normalt at have en stor interesse for madlavning og opskrifter. Mange bruger gerne tid på at lave mad og bage brød og kager til familie og venner, uden selv at ville spise noget.

 

Derudover bruger man meget tid på at veje sig og betragte sin krop – ofte med væmmelse og med fokus på hvor klam og grim man føler, at man ser ud. Man føler sig tyk, selvom man måske ikke er det.

 

Mange med anoreksi udvikler også kropsdysmorfi. Kropsdysmorfi er en psykisk lidelse kendetegnet af en ekstrem optagethed af ens udseende, et forvrænget kropssyn og kropsideal og en stærk bekymring over, hvad andre mennesker tænker om ens krop. Lidelsen hænger ofte sammen med et overdrevent behov for at leve op til egne eller samfundets kropsidealer.

 

Personer, som ikke får nok mad på grund af anoreksi, kan også opleve dårligere hukommelse, at have svært ved at lære nye ting, træthed og uoplagthed, humørsvingninger, irritabilitet og andre mentale og kognitive påvirkninger.

 

Derudover er har eller udvikler en del spiseforstyrrelse andre psykiske lidelser, såsom angst, autismespektrumforstyrrelser, depression eller OCD.

 

De sociale konsekvenser af anoreksi

 

Mange med anoreksi føler sig forkerte, har lav selvtillid og et lavt selvværd. Spiseforstyrrelsen afhjælper på kort sigt ubehaget ved disse følelser, ved at give en følelse af kontrol og sikkerhed. Men ofte udfordres spiseforstyrrelsens regler til sociale arrangementer.

 

Det kan være udfordrende at have et socialt liv med en spiseforstyrrelse. Ofte vil personer med anoreksi forsøge at undgå at spise mad, som andre har lavet, f.x. mad som serveres til sociale arrangementer. Det kan betyde, at de skal bruge tid og energi på at finde på undskyldninger for hvorfor de ikke spiser eller helt aflyser, fordi det bliver for angstprovokerende eller uoverskueligt at deltage.

 

Fordi maden fylder alle tankerne, kan det også være svært at være nærværende i sociale sammenhænge. Mange oplever, at de har svært ved at være fuldt engagerede i samfundsbegivenheder og menneskerne omkring sig, fordi tankerne konstant kredser om mad, kalorier, motion og deres krop. Spontanitet er ofte også udelukket, fordi angst for at miste følelsen af kontrol betyder, at alle aktiviteter og måltider kræver detaljeret forudgående planlægning, som ikke kan afviges fra.

 

Eksempelvis, så vil det for de fleste raske mennesker være helt normalt at tage ud spise på en restaurant og slutte af med spontant at bestille en dessert til deling. Dette vil oftest være ekstremt angstprovokerende og helt utænkeligt for en person med anoreksi. Gør de det alligevel vil de ofte have trang til at kompensere efterfølgende ved f.x. at faste, kaste op, tage afførende medicin eller træne hårdt. 

 

Hvordan påvirker anoreksi kroppen?

 

På grund af det lave energiindtag og de kompenserende strategier, kan anoreksi medføre et større vægttab og undervægt. (Dette er dog ikke altid tilfældet, se afsnittet om ‘atypisk anoreksi’ ovenfor.)

 

Andre fysiske symptomer på anoreksi:

 

• Man føler sig træt og svag
• Musklerne kan føles tunge eller ømme
• Fryser let og har ofte kolde fingre og tæer
• Bliver let svimmel og kan få stærk hjertebanken selv ved let fysisk aktivitet (fx. når man går rundt)
• Dehydrering og lavt blodtryk
• Man udvikler fine dun (hår) på kroppen og i ansigtet
• Hårtab
• Forstoppelse
• Spyt og tandkød påvirkes af underernæring, hvilket kan påvirke tændernes sundhed (hvis man kaster op, kan man også få syreskader)
• Oppustethed og ondt i maven, selv efter små mængder mad
• Tør hud
• Ødem i benene
• Mindre modstand mod infektioner, så man oftere bliver syg
• Hormonforstyrrelser kan lede til udebleven menstruation (hypotalamisk amenoré) og manglende seksuallyst

 

De fleste af de ovenstående symptomer er reversible, og hvis man begynder at spise mere og stopper med at kompensere, så vil næsten alle ovenstående symptomer med tiden forsvinde igen.

 

Ved langvarig underernæring risikerer man at udvikle osteopeni (afkalkning af knoglerne) og med tiden osteoporose (knogleskørhed). Osteoporose er en kronisk tilstand og selvom der findes behandlingsformer, der kan styrke knoglemineralindholdet, så vil den forøgede risiko for knoglebrud aldrig forsvinde helt.

 

Risikoen for at udvikle knogleskørhed øges kraftigt ved anoreksi, særligt i ungdommen. Knoglernes mineralindhold opbygges indtil ca. 25-års alderen og derefter nedbrydes de langsomt igennem resten af livet. Hvis man er kraftigt underernæret frem til sit 25. år, har man altså ikke mulighed for at opbygge det nødvendige knoglemineralindhold.

 

Bemærk også, at hård træning ikke forbedrer knoglemineralindholdet ved samtidig underernæring.

 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

 

Der en glidende overgang mellem at have visse problemer med krop, selvværd, mad og kontrol og det at være syg med en spiseforstyrrelse. Desværre har vi i vores diætkultur en tendens til at negligere og normalisere forstyrret spisning. Men selv hvis dine udfordringer ikke passer ind i diagnosekriteriernes snævre kasser for en spiseforstyrrelse, så er du syg nok til at få hjælp, hvis tankerne om mad og krop fylder meget.

 

Vi ved fra undersøgelser, at underernæring i sig selv kan lede til udviklingen af symptomer på spiseforstyrrelser, også hos ellers raske personer. Læs for eksempel om de skræmmende konsekvenser ved kun at indtage 1600 kalorier om dagen, som observeret i The Minnesota Starvation Experiment.

 

I nogle tilfælde med spiseforstyrrelser starter man med at have anoreksi, men med tiden udvikler sygdommen sig til bulimi.

 

Hvis der sættes ind med hjælp tidligt i forløbet for forstyrret spisning, så kan sygdommen måske helt forebygges. Men selv hvis spiseforstyrrelsen når at udvikle dig, så forbedres prognosen for lidelsen betydeligt, jo tidligere der sættes ind med hjælp. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på især børn og unges forhold til mad, krop og træning, så der kan sættes ind så tidligt som muligt.

 

Prognose

 

Anoreksi kan udvikle sig meget forskelligt, og der findes både eksempler på korte, lange og kroniske forløb.

 

Cirka 15 procent af de diagnosticerede tilfælde udvikler sig til kronisk anoreksi og 6-10 procent dør af sygdommen. Dødsårsagen er ofte enten selvmord eller komplikationer til undernæringen. Anoreksi er den psykiatriske diagnose med den højeste dødelighed. Oftest er dødsårsagen underernæring eller selvmord, (Jeppesen, 2020)

 

Hvis du går med selvmordstanker, så kontakt Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201. Telefonerne er åbne alle årets dage fra kl. 11-05.

 

Over halvdelen af de personer, der diagnosticeres med anoreksi, bliver senere erklæret raske. Dog kan de psykologiske symptomer ved sygdommen vare ved, selvom man er “rask”. Disse aspekter af sygdommen kan være svære at blive helt fri af, og det kan være udfordrende få hjælp og støtte til behandling, hvis man eksempelvis har taget på og holder vægten, men stadig kæmper med konstante tanker om mad, krop og vægt. I disse tilfælde kan man overveje selv at investere i en psykolog eller diætist med speciale i spiseforstyrrelser eller en coach med speciale i forstyrret spisning og intuitiv spisning.

 

En del patienter med spiseforstyrrelser ‘skifter’ med tiden symptomer fra én spiseforstyrrelse til en anden. Det ses relativt hyppigt at patienter med anoreksi med tiden udvikler bulimi.  (Jeppesen et al, 2020)

 

Få hjælp til anoreksi

Hvordan behandles anoreksi?

 

Til behandling af anoreksi er psykoedukation førstevalg. Psykoedukationen består af enten psykoterapi eller familiebaseret behandling, alt efter patientens alder.

 

Anoreksi behandles enten ambulant eller ved indlæggelse på hospital i enten dag- eller døgntilbud. Man starter altid med ambulant behandling, hvis muligt. 

 

Børn og unge

 

Til børn og unge anbefales familiebaseret behandling for anoreksi.

 

I behandlingen lærer familien hvordan de bedst støtter og hjælper barnet eller den unge med at tage afstand fra spiseforstyrrelsen og ændre de negative tanker og det negative selvbillede, som de fleste børn og unge med anoreksi kæmper med.

 

Ofte vil den familiebaserede behandling også indebære, at forældrene overtager størstedelen af ansvaret omkring måltider og spisning, indtil barnet eller den unges tilstand er stabiliseret.

 

Voksne

 

Til at behandle voksne med anoreksi er psykoterapeutisk behandling førstevalg. 

 

Formålet med psykoterapi er at hjælpe personen til at stoppe med at sulte sig, kaste op eller tvangsmotionere, samt med at forstå, at sygdommens fortælling om, at man er forkert, klam, fortabt og at man bliver lykkelig hvis bare man bliver tyndere, ikke er sand.

 

Der anbefales individuel psykoterapi eller psykoterapeutisk behandling i gruppe. Terapiformerne kan kombineres, eller man kan starte med én behandlingsform og dernæst skifte til en anden. Det an være nødvendigt at afprøve forskellige terapiformer og behandlere, indtil man finder et godt match.

 

Et terapiforløb kan vare alt mellem 6 måneder til flere år. De vigtigste elementer i det succesfulde psykoterapeutiske behandlingsforløb er tillid mellem patienten og behandleren samt tålmodighed med processen.

 

Individuel behandling for anoreksi

 

Individuel behandling har den fordel, at der er større fleksibilitet og mulighed for at arbejde med individuelle problemstillinger.

 

Gruppeterapi for anoreksi

 

Behandling i gruppe kan mindske følelsen af isolation og forkerthed ved at vise personen, at han/hun ikke er alene med sin sygdom. Samtidig kan gruppeterapi tydeliggøre de negative effekter ved anoreksien og skabe bedre forståelse for ens egne mønstre.

 

Hvornår kræver anoreksi indlæggelse?

 

Man starter som nævnt altid med ambulant behandling ud fra anbefalingerne beskrevet ovenfor. Jo tidligere i sygdomsforløbet behandlingen påbegyndes, jo større sandsynlighed er der for, at den ambulante behandling er tilstrækkelig.

 

Hvornår indlæggelse er nødvendigt er en individuel vurdering. Indlæggelse sker oftest hvis man er meget undervægtig, eller hvis sygdommen på anden vis vurderes som livstruende, fx. pga. opkastninger eller brug af afføringsmidler. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at blive indlagt akut.

 

Da både krop og hjerne påvirkes af underernæringen, er en tværfaglig behandling ofte påkrævet ved indlæggelse. Et behandlerteam kan bestå af følgende faggrupper: læge, diætist, psykoterapeut, sygeplejerske, socialrådgiver og fysioterapeut.

 

Offentlige og private behandlingssteder I Danmark

 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade (LMS) har samlet denne liste over behandlingssteder i Danmark.

 

Råd til pårørende

 

Er du bekymret for, at en du kender har anoreksi?

 

Det kan være svært at vurdere om dit barn eller en pårørende er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, eller om de “bare” eksperimenterer med slankekure og nye måder at spise på. 

 

Det er ikke nødvendigvis tegn på en spiseforstyrrelse, hvis du er pårørende til en person som pludselig bliver vegetar, veganer eller begynder på en slankekur. Men det kan det være.

 

“Ikke alle slankekure bliver til spiseforstyrrelser, men alle spiseforstyrrelser starter med en slankekur” beskriver det dilemma, man kan stå i som pårørende.

 

Det er vigtigt at huske på, at madreglerne, slankekurene og ønsket om vægttab blot er symptomer. Årsagerne er ofte svære perioder i livet, dårligt selvværd og dårlig selvtillid, som kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse i mangel på andre coping-strategier. Hvis du har en bekymring og du er i tvivl om du skal gå videre med den, så kan du overveje hvilken livssituation vedkommende står i. Er der noget her der indikerer, at personen har det svært og kan være ved at udvikle en spiseforstyrrelse?

 

Det er vigtigt at understrege, at det er ikke alle med spiseforstyrrelser der isolerer sig eller som udadtil viser, at de har det svært. Mange med anoreksi klarer sig godt både professionelt, fagligt og socialt og har en travl kalender som bugner af arbejde, projekter og sociale aftaler. Det ses ikke sjældent, at personer med anoreksi har et stort socialt netværk og bruger meget energi på at stå til rådighed for andre. Men ofte har de samtidig en indre følelse af at have svært ved at overskue og tackle de mange krav der stilles til dem. Her er spiseforstyrrelsen ofte et forsøg på at skabe en følelse af kontrol i det, der føles som uoverskueligt kaos.

 

Det er også vigtigt at understrege, at mennesker i alle kropsstørrelser kan udvikle anoreksi eller andre spiseforstyrrelser. Derfor skal du ikke kun kigge efter et stort og pludseligt vægttab, men i højere grad være opmærksom på hvordan vedkommende har det. Både generelt og i særdeleshed hvordan de forholder sig til mad og deres krop.

 

Du må gerne spørge ind

 

Du kan starte med blot at spørge ind til hvordan personen har det. Spørg for eksempel hvordan det går i skolen, på arbejdet, med vennerne, til deres sport eller hvad vedkommende nu bruger sin tid på. Mange – især børn og unge – har generelt svært ved at fortælle hvordan de har det og mange personer med anoreksi kan have ekstra svært ved at sætte ord på deres følelser, men prøv alligevel.

 

Det kan kræve tid og tålmodighed at få åbnet op og snakket om det, der er svært. Hvis det føles som en stor eller umulig opgave, men din bekymring varer ved, så prøv at foreslå om vedkommende har lyst til at snakke med en psykolog eller psykoterapeut om hvordan de har det. Uanset om man har en spiseforstyrrelse eller ej, så er det altid en fordel at kunne mærke og sætte ord på sine følelser, og en investering i nogle timers terapi kan være rigtig godt givet ud.

 

Typisk vil den syge ikke selv have indsigt i sin lidelse til at starte med. Ofte ses spiseforstyrrelsen som en ven, der hjælper med at håndtere det, der er svært, og der kan være en stor modstand imod at få behandling. Ofte kommer indsigten først senere, i takt med at behandlingen skrider frem og den syge får det bedre.

 

Som pårørende kan du derfor opleve, at den syge reagerer med vrede og afvisning på ideen om at starte i behandling. Det kan skabe enormt meget vrede og afvisning i relationen, og det kan være svært at være i som forældre eller pårørende.

 

Husk dog på, at alle mennesker har behov for at føle sig anerkendt, elsket og værdsat. Prøv så vidt muligt at bevare et miljø i hjemmet, som bekræfter for den syge i, at vedkommende er elsket og værdsat, uanset hvad.

 

De pårørende er vigtige i behandlingen af anoreksi

 

Er du pårørende til et barn eller en ung med anoreksi, vil du ofte være en stor del af behandlingen. Det kan kræve enorme ressourcer og overskud både at være forælder og samtidig skulle spille en aktiv rolle i behandlingen. Det vil ofte være forældrenes opgave at støtte den syge ved spisning og at være med til at sikre, at barnet eller den unge ikke overspiser, kaster op eller tvangsmotionerer. I den familiebaserede behandling vil du lære, hvordan du bærer dig ad med at støtte dit barn bedst muligt, men det er stadig en svær og krævende situation at stå i.

 

Derfor er det vigtigt, at du som pårørende også rækker ud og beder om yderligere hjælp og støtte til dig selv, hvis du har brug for det. SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed tilbyder pårørenderådgivning. Foreningen tilbyder også gratis telefonrådgivning på tlf. 70 23 27 50.

 

Kilder

 

Alegria M, Woo M, Cao Z, Torres M, Xiao-li M, Striegel-Moore R. 2007. Prevalence and correlates of eating disorders in Latinos in the United States. International Journal of Eating Disorders.

 

Anne Marie Råberg Christensen, 2021. Spiseforstyrrelse, hyppighed. (online) Tilgængelig via: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/anoreksi/anoreksi-forekomst/

 

Fairburn CG, Cooper Z, Bohn K, O’Connor ME, Doll HA, Palmer RL. 2007. The severity and status of eating disorder NOS: Implications for DSM-V. Behaviour Research and Therapy.

 

Jeppesen P, Obel C, Lund L, Madsen KB, Nielsen L, Nordentoft M. 2020. Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år – forekomst, fordeling og forebyggelsesmuligheder. København: Vidensråd for Forebyggelse, 2020: 1-359

 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), 2021. Anoreksi. (online) Tilgået via: https://www.lmsos.dk/spiseforstyrrelser/anoreksi#toc-tal-og-statistik 

 

Martin CK, Williamson DA, Thaw JM. 2000. Criterion validity of the multiaxial assessment of eating disorders symptoms. International Journal of Eating Disorders.

 

Nicholls D, Chater R, Lask B. 2000. Children into DSM don’t go: A comparison of classification systems of eating disorders for children. International Journal of Eating Disorders.

 

Nollett CL, Button EJ. 2005. Questionnaire measures of psychopathology in eating disorders: Comparisons between clinical groups. European Eating Disorders Review.

 

Ricca V, Mannucci E, Mezzani B, Di Bernardo M, Zucchi T, Paionni A, Placidi GP, Rotella CM, Faravelli C. 2001. Psychopathological and clinical features of outpatients with an eating disorder not otherwise specified. Eat Weight Disord.

 

Ringham R, Klump K, Kaye W, Stone D, Libman S, Stowe S, Marcus M. 2006. Eating disorder symptomatology among ballet dancers. International Journal of Eating Disorders

 

Rockert W, Kaplan AS, Olmsted MP.  2007. Eating disorder not otherwise specified: The view from a tertiary care treatment center. International Journal of Eating Disorders.

 

Striegel-Moore RH, Garvin V, Dohm FA, Rosenheck RA. 1999. Psychiatric comorbidity of eating disorders in men: A national study of hospitalized veterans. International Journal of Eating Disorders.

 

Thomas, J. J., Vartanian, L. R., & Brownell, K. D. 2009. The relationship between eating disorder not otherwise specified (EDNOS) and officially recognized eating disorders: meta-analysis and implications for DSM. Psychological bulletin.

 

Turner H, Bryant-Waugh R. 2004. Eating disorder not otherwise specified (EDNOS): Profiles of clients presenting at a community eating disorder service. European Eating Disorders Review. 

 

Williamson DA, Womble LG, Smeets MA, Netemeyer RG, Thaw JM, Kutlesic V, et al. 2002.  Latent structure of eating disorder symptoms: a factor analytic and taxometric investigation. American Journal of Psychiatry. 

 

World Health Organization. (2019). ICD-11: International classification of diseases (11th revision). Tilgængelig via: https://icd.who.int/