De 5 typer af trøstespisning (og hvordan du stopper)

Lær at sætte grænser overfor kommentarer om mad og krop

Julen nærmer sig, og det kan være en svær tid, hvis du kæmper med dit forhold til mad og krop. Det kan blandt andet være svært at sætte grænser og sige fra overfor kommentarer om mad og krop til julens familiesammenkomster. Mange af os har aldrig lært at sætte grænser og sige fra som børn, og for at bevare den gode stemning accepterer vi, at familiemedlemmer kommenterer på vores krop og spisning. Men manglende grænsesætning kan det slide hårdt på selvværdet, dit forhold til mad og endda relationerne. Lær at sætte grænser og sige fra overfor familiemedlemmers kommentarer om mad op krop i dette blogindlæg.

 

sætte grænser

 

Hvorfor skal du lære at sige fra og sætte grænser overfor familien?

 

Familiemedlemmers (ofte velmente) kommentarer om din krop og hvor meget du spiser, være enormt angstprovokerende. Især når du er ung, når du er i recovery fra en spiseforstyrrelse eller hvis du føler at du kæmper med forstyrret spisning.

 

Årsagen til spiseforstyrrelser og forstyrret spisning er ikke helt klarlagt, men der er enighed om, at et stort fokus på krop og mad i familien, kan bidrage til, at man får et svært forhold til mad og krop senere i livet.

 

Hvis du kæmper med forstyrret spisning og nu er i gang med at slutte fred med mad, fx. gennem intuitiv spisning, så vil du måske opleve, at det bliver sværere at slappe af omkring maden, når du er sammen med familien eller andre, der har et stort fokus på krop og mad. Derfor er netop julen en tid, hvor mange udfordres lidt ekstra i forhold til i hverdagen. Særligt når man ikke bor sammen med sin familie, så kan højtider hvor man samles, såsom jul, fødselsdage og andre familiebegivenheder, være ekstra udfordrende for ens forhold til mad og krop. Netop dét at være på besøg hos familien i flere dage over julen, eller blot at sidde rundt om middagsbordet sammen, kan prikke til nogle gamle tankemønstre, som kan trigge følelser som angst, kropsskam og madstress.

 

Du må gerne sige fra og sætte grænser over for familien

 

Netop derfor kan det være en stor hjælp at lære at sætte grænser for, hvilke kommentarer du vil acceptere. Men at blive tryg ved at sætte grænser for familiemedlemmer er et større arbejde.

 

Ofte sætter vi ikke grænser, fordi vi er konfliktsky. Måske har vi ikke lært, at andres reaktioner på vores grænsesætning ikke er vores ansvar.

 

Her er det vigtigt at huske på er, at du kun er ansvarlig for dig selv. Hvis du kan holde dig på din egen bane, når du siger fra, så har du gjort dit. Hvad der derefter sker, er ikke dit ansvar. 

 

Dette blogindlæg vil give dig nogle retningslinjer for, hvordan du kan sige fra og sætte grænser. Så vidt muligt uden at ødelægge stemningen.

 

Det gør man ved klart at sige fra, samtidig med, at man viser hensyn til dem omkring sig.

 

Respekteres din grænsesætning ikke i første omgang, så har du fuld tilladelse til at “slå i bordet” og opdrage lidt på dem omkring dig. Dine grænser skal respekteres, og det er okay at ødelægge stemningen, hvis andre bevidst bliver ved med at overskride dem.

 

Er kommunikationen i familien særligt eksplosiv eller destruktiv, så kan det være en god idé at opsøge professionel hjælp til at skabe et trygt rum at kommunikere dine grænser i.

 

Hvordan siger du fra på den bedst mulige måde? 

 

Herunder vil jeg give dig nogle konkrete forslag til hvordan du kan sige fra i forskellige situationer. Det kan være i situationer, hvor du føler, at det er svært at sige “nej” eller “nej tak”, eller situationer hvor du føler, at dine grænser overskrides. Eksemplerne kredser primært om at sige fra i situationer, hvor der kommenteres på din krop eller din spisning, men kan tilpasses de fleste situationer.

 

Jeg har valgt at inkludere forslag til, hvordan du siger nej tak til alkohol samt forslag til hvordan du kan skifte emne eller sige fra, når samtaleemnet omkring middagsbordet drejer sig hen på vægt, mad og slankekure generelt.

 

Lær at sætte grænser: 37 forslag til at sige fra

 

Her får du 37 forslag til at sætte grænser og sige fra overfor kommentarer om mad, krop og spisning. Forslagene er tiltænkt julens familiesammenkomster, men de kan bruges i mange andre sammenhænge.

 

Du kan stort set “copy-paste” forslagene og bruge dem præcis som de er formuleret herunder, eller du kan tilpasse dem, så de passer til lige netop den situation, du står i.

 

Når du bliver tilbudt mad, men ikke er sulten

 

  • Nej tak, jeg er ikke sulten lige nu.
  • Jeg er ikke sulten lige nu, men jeg vil gerne have det med hjem, så jeg kan nyde det, når jeg bliver sulten igen.
  • Tusind tak for omtanken, men jeg er ikke sulten lige nu.
  • Jeg er ikke sulten lige nu, så jeg vil ikke kunne nyde det. Jeg må have det til gode til næste gang.
  • Jeg sætter stor pris på, at du har lavet det til mig, men jeg må desværre sige nej tak.
  • Jeg vil gerne smage en bid nu, og gemme resten til senere.
  • Jeg kan ikke spise det lige nu, tak for din forståelse.
  • Jeg har ikke lyst til det lige nu, tak for din forståelse.

 

Når familien kommenterer på hvor meget du spiser

 

  • Tak for din bekymring, men jeg er voksen og kan godt selv mærke, hvor meget jeg har lyst til at spise.
  • Det er ubehageligt for mig, når du holder øje med hvor meget jeg spiser.
  • Jeg er virkelig sulten lige nu.
  • Jeg overspiser ind imellem, og det er noget jeg arbejder på. Jeg vil sætte pris på, at du lader mig arbejde med det i fred og ro.
  • Jeg ved, at du mener det godt, men det påvirker mig, når du kommenterer på min spisning. Vil du ikke godt lade mig spise det jeg har behov for?
  • Jeg prøver at lytte til min krops signaler, den skal nok fortælle mig, når jeg har spist nok.
  • Jeg stopper med at spise, når jeg ikke er sulten længere.

 

Når andre kommenterer på hvor lidt du spiser

 

  • Tak for din bekymring, men jeg er voksen og kan godt selv mærke, hvor meget jeg har lyst til at spise.
  • Jeg spiser når jeg er sulten.
  • Det gør mig ked af det, når du fokuserer på hvor meget jeg spiser.
  • Jeg har ind imellem svært ved at spise nok, og det er noget jeg arbejder på. Jeg vil sætte pris på, at du lader mig arbejde med det i fred og ro.
  • Det føles ubehageligt når du presser mig til at spise, så jeg vil sætte pris på, hvis du vil lade være.
  • Jeg prøver at lytte til min krops signaler, og min krop fortæller mig, at jeg har fået nok at spise.
  • Kan vi snakke om noget andet end mad?

 

Når familien kommenterer på din vægt (vægtøgning eller vægttab)

 

  • Jeg synes det er ubehageligt, når du kommenterer på mit vægttab/vægtøgning.
  • Jeg ved at du mener det godt, men jeg vil foretrække at du ikke kommenterer på min vægt. (Du kan eventuelt supplere med at forklare hvorfor, hvis du har lyst til at uddybe)
  • Jeg bliver ked af det, når du kommenterer på min vægt. Vil du ikke godt lade være?
  • Ja, jeg har tabt mig/taget på, og jeg ønsker ikke at tale mere om det.
  • Det ville virkelig glæde mig, hvis du ville lade være med at omtale min krop/vægt.
  • Jeg ved, at du mener det godt, men kæmper med mit forhold til min krop, og jeg får hjælp til at arbejde med det. Vil du ikke lade være med at kommentere på min krop/vægt fremover? 

 

Når der diskuteres emner som vægt, mad og slankekure ved middagsbordet

 

  • Er der andre som synes, at det er svært at nyde maden, når vi taler om vægt og slankekure?
  • Jeg synes det er svært at nyde min mad, når vi taler om fedt og kalorier. Kan vi tale om noget andet?
  • Er der nogen, der har set en god film/læst en god bog for nylig?
  • Skal vi prøve at se, hvor længe vi kan undlade at tale om slankekure og vægttab?

 

Når du bliver tilbudt alkohol, men ikke har lyst til at drikke

 

  • Nej tak, jeg har ikke lyst til at drikke.
  • Det føles ubehageligt, når du presser mig til at drikke. Vil du ikke godt lade være?
  • Nej tak, jeg har fået nok for i dag.
  • Jeg kan bedre slappe af og nyde selskabet, når jeg ikke drikker. Tak for respektere det.
  • Jeg kører hjem, så jeg drikker ikke i dag.

 

Alkoholkulturen i Danmark er (ligesom diætkulturen) rigtig svær at komme udenom.

 

Og hvor jeg generelt anbefaler at du siger ærligt “nej tak”, hvis du ikke har lyst, så er der bare nogle situationer, hvor det kan være enormt drænende. Og måske overskuddet til at skulle forsvare dit valg ikke er der lige dét.

 

Eksempelvis, så kan det være drænende at sige “nej tak”, hvis man er til større arrangementer og skal mingle med en masse mennesker, som man måske ikke kender så godt.

 

I disse situationer har jeg selv god erfaring med at drikke en sodavand eller danskvand, med en skive citron eller lime (og eventuelt en håndfuld isterninger) i. Hvis du går rundt med sådan et glas til en fest, hvor der også serveres alkohol, så vil de fleste antage, at du drikker en drink.

 

På den måde er du fri for hele tiden at skulle forklare eller forsvare dig, og du bliver ikke presset til at drikke alkohol, selvom du ikke har lyst.

 

Dette trick virker i øvrigt også rigtig fint, hvis du drikker alkohol, men gerne vil have en lille pause eller ikke ønsker at drikke mere denne aften.

 

sætte grænser

 

Sådan kan du gøre, hvis dine grænser ikke respekteres

 

Du er velkommen til at uddybe det du siger, hvis du har lyst. Når du siger fra i en situation, hvor du ellers føler dig tryg og fornemmer, at vedkommende du står overfor har en oprigtig interesse i at forstå, hvad du har behov for, så kan det være en god indledning til en værdifuld kommunikation, der kan skabe mere forståelse mellem jer. Men husk, at det også er helt okay, hvis du ikke har lyst til at uddybe.

 

Når det drejer sig om grænsesætning, så taler jeg ofte med mine klienter om, at “nej” er en hel sætning. Når du siger fra, så skylder du ikke nogen en forklaring. Hvis nogen spørger ind, og du ikke har lyst til at uddybe, kan du eksempelvis sige:

 

  • Det har jeg ikke lyst til at svare på.
  • Det føler jeg, er en privat sag. Kan vi tale om noget andet?

 

Hvornår skal du overveje om relationen er sund for dig?

 

Du kan desværre komme ud for, at din grænse ikke respekteres. Også selvom du siger fra på en rigtig god måde.

 

Hvis vedkommende forsvarer sin indblanding eller bliver ved med at komme med kommentarer, så anbefaler jeg, at du først gentager hvad du allerede har sagt. Du kan eventuelt tilføje “Jeg mente det faktisk, da jeg sagde XXX. Kan vi ikke tale om noget andet?”

 

Bliver dine grænser konsekvent overtrådt, og det ikke hjælper at sige fra, så kan du overveje, om det er sundt for dig, at ses med denne person.

 

Det behøver ikke være en beslutning der varer for evigt, men hvis du er i en periode, hvor disse kommentarer er meget ubehagelige eller drænende, så kan det være, at det er bedst for dig ikke at omgås denne person lige nu.

 

Hvis føler dig tryg ved at være ærlig og fortælle personen hvorfor du ikke kan ses med dem lige nu, kan det også hjælpe dem med at forstå, at du ikke accepterer, når dine grænser overtrædes.

 

Hvis du kæmper med mad og krop – og ikke får hjælp

 

Der er naturligvis altid undtagelser og nuancer til ovenstående.

 

Vi lever i en diætkultur (og alkoholkultur) hvor der ofte er er unødvendigt stort fokus på hvad vi spiser og drikker og på hvordan vi ser ud. Disse forslag er skrevet for at hjælpe dig med at formidle dine grænser i disse situationer.

 

Husk, at det altid kun er op til dig, hvem du ønsker at diskutere din fysiske og mentale sundhed med. Og især i relation til spiseforstyrrelser, kan dynamikker i familier ofte prikke yderligere til spiseforstyrrelsen. Kan du mærke, at det er tilfældet, så pas endelig på dig selv. Bruge ovenstående forslag til at sætte grænser i situationen, men opsøg derefter en sundhedsprofessionel som kan hjælpe dig med dit forhold til mad.

 

Spiseforstyrrelser og kropsdysmorfi kan stjæle næsten hele din livskvalitet. Du har fortjent at leve et liv, hvor maden ikke fylder det hele!

 

Hvis du kæmper med mad og krop, så husk på, at der er hjælp at hente. Ønsker du personlig hjælp til at navigere i balancen mellem at sætte grænser og sige fra, samtidig med at du arbejder med dit forhold til mad og krop, så kan du læse mere om hvordan jeg kan hjælpe dig gennem 1:1 online coaching i intuitiv spisning.

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 5 typer af trøstespisning (og hvordan du stopper)