DR forsømmer deres ansvar! En kritik af 'Fede Forhold'

Den destruktive diætkultur: Sådan påvirkes du

Den destruktive diætkultur og dens tynde skønhedsideal, faste normer og indforståede diskurser gør, at du kan bruge hele dit liv på at tænke, at du ikke er god nok, hvis ikke din krop lever op til det snævre, slanke skønhedsideal. Og hvorfor så det? Det dykker jeg ned i, i dette blogindlæg.

 

“Diet culture worships thinness and equates it to health and moral virtue, which means you can spend your whole life thinking you’re irreparably broken just because you don’t look the impossible thin ‘ideal’”

– Citat af Christy Harrison, forfatter til Anti-Diet.

 

På dansk kan det oversættes til noget i stil med: Diætkulturen forguder tyndhed, og i samfundet sidestiller vi tyndhed med sundhed og moralsk dyd. Derfor bruger vi også hele vores liv på at tænke, at vi er forkerte, hvis vi ikke er en del af dette snævre (og tynde) skønhedsideal.”

 

Dette citat fortæller meget godt, hvordan diætkulturen påvirker os moderne mennesker. Når diætkulturen fremhæver tyndhed som ‘det eneste rigtige’ – samtidig med at den har taget ord som ‘sundhed’ og ‘wellness’ som gidsel – så tror vi, at vi er forkerte, hvis vi ikke passer perfekt ind i dét billede. Og så jagter vi det ideal i forestillingen om, at vi skal leve op til dét for at have et godt liv. I den jagt bliver vores tid, penge, vores selvsikkerhed og vores velbefindende taget fra os.

 

diætkultur

Hvordan skaber den destruktive diætkultur ét skønhedsideal, som de færreste kan være med på?

 

Rent genetisk er det de færreste, som kan være med på det snævre skønhedsideal. Årsagen til dét kan du læse mere om i mit blogindlæg om set-point vægt.

 

Alligevel reproduceres de her normer og diskurser, om at tynd = sund, så vi hele tiden har en forståelse af, at det er sådan, vi helst skal se ud. Fordi vi alle vokser op og bliver fodret med det budskab helt fra vi er små, stiller de færreste spørgsmålstegn ved det. Det er jo noget alle og enhver ved, ikke?

 

På den måde bliver både diætkulturen og tykfobien fastholdt og dyrket i generation efter generation. Selvom vi i det 21. århundrede er kommet et stykke af vejen imod at nedbryde nogle af de diskriminerende diskurser ved for eksempel at have love imod diskrimination pga. race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, og handicap. Men det for eksempel helt lovligt for en arbejdsgiver at afskedige medarbejdere på baggrund af deres vægt. Vi ser det samme billede i sundhedsvæsenet, hvor patienter oftest afvises til forskellige typer af behandlinger – også behandlinger der ikke indebærer øget risici pga. høj vægt – fordi deres vægt betyder at de er over et arbitrært fastsat BMI. 

 

Udover, at man ønsker at leve op til samfundets skønhedsideal, så ønsker mange i særdeleshed også at undgå den diskrimination der følger med til at leve i en større krop, og derfor efterstræber stort set alle mennesker, at leve op til diætkulturens idealer.

 

Men hvad er prisen, vi betaler for at forsøge at leve op til dette ideal? Og hvad er det for normer og diskurser, der skaber og fastholder det snævre skønhedsideal?

 

For at svare på dette, vil jeg starte med at dykke ned i den kulturelle, offentlige sfære: Kulturinstitutionerne som medierne, kunsten, gadenavne, litteraturen – stort set alle de steder, hvor repræsentation er til stede, og som har rigtig meget magt, i forhold til hvordan vi ser os selv som individer.

 

Alle ser ens ud i den kulturelle, offentlige sfære

 

Den ensartethed, vi møder i det offentlige rum, gør, at nogle bliver repræsenteret, mens andre ikke gør. Én af dem der udelukkes, er for eksempel den tykke kvinde. Hvor tit ser du billeder at tykke kvinder i magasiner og på reklamebannere?

 

Og hvad betyder det så?

 

Jo, det betyder, at når man kun ser den tynde krop, hvor end man går hen, så bliver man påvirket til at tro, at ens ikke-tynde krop ikke er rigtig: For der er jo ingen billeder af en selv i de her kulturinsitutioner.

 

Samtidig vil jeg også pointere, at man inden for det kulturelle felt taler om kulturen som et sted, hvor man kan forstå sig selv som individ. Her kan vi så spørge: Hvem har besluttet, at det netop er den tynde krop, som er idealet? Og hvordan har de haft magten til det?

 

For at svare på det spørgsmål skal vi lige spole lidt tilbage: Vi skal forstå, hvad begrebet ‘kultur’ betyder.

 

diætkultur

 

Hvad betyder ‘kultur’?

 

Der er mange forståelser af ordet ‘kultur’. Den gængse forståelse er klart, at musik, litteratur, kunst, teater og film er kultur. Kultur er også det at være en del af en gruppe: for eksempel en etnisk gruppe eller en gruppe af folk, som dyrker deres krop.

 

Men i forhold til det her indlæg skal vi se på det at være ‘kultiveret’. Det er man, når man læser de ‘rigtige’ bøger og lytter til den ‘rigtige’ musik. Herfra kan man så komme ind på ‘at være inkluderet’ og ‘at være ekskluderet’ i kulturen. I ordet ‘kultur’ er der altså nogen, der er mere rigtige end andre: Der er et skævt magtforhold, som er kulturpolitisk.

 

Vi dyrker slankekurene, fordi vi har en forestilling om, at det ‘rigtige’ er at være tynd. Og når noget er rigtigt, så er der også noget, der implicit er forkert. Der er altså nogle typer mennesker, der bliver fremhævet som det ‘rigtige’ frem for andet og andre. Og hvis man tilhører den ‘forkerte’ gruppe, vil det være naturligt, at man føler sig udelukket og ‘ikke god nok’.

 

Kulturen spiller en magtfuld rolle i det at forme subjekter og identiteter

 

“Kultur” spiller en magtfuld rolle i det at forme subjekter og identitet. Og det gør den, fordi kulturen hjælper med at konstituere følelser (Jordan & Weedon, 1995). Derfor er det vigtigt at se på, hvem der bliver reproduceret i det offentlige rum.

 

At de fleste skuespillere er slanke og tynde viser os, at det er det rigtige at være, og hvis vi ikke er, så er vi forkerte. Vi individer bliver dermed påvirket af udefrakommende strukturer, som fortæller os, hvordan vi skal have det med os selv.

 

Og her kommer kulturteoretiker Judith Butler ind. Butler foreslår, at det er normer, som bliver gentaget, og som fremstår som de ‘rigtige’ normer. Kun fordi, de bliver gentaget. Vi tror simpelthen, at det er det eneste rigtige, når nu alle andre siger, at det er sådan det er. Og det ser vi altså også ved sociale normer for ting såsom familie, heteroseksualitet og den her homogene forestilling om, at vi alle skal se ens ud for at være ‘rigtige’.

 

Genkendelse og repræsentation i kulturinstitutionerne er vigtige at forstå, skriver Butler:
“The question of recognition is an important one, for if we say that we believe all human subjects deserve equal recognition, we presume that all human subjects are equally recognizable. But what if the highly regulated field of appearance does not admit everyone, requiring zones where many are expected not to appear or are legally proscribed from doing so?”

 

Det hun siger er, at det snævre skønhedsideal ikke accepterer diversitet. Er man ikke en del af det, er det muligt at blive undertrykt blot ved at være noget andet. Her betyder vores menneskelige følelser også rigtig meget. Vi er bange for, hvad andre tænker om os. Og hvis vi føler os set skævt til, fordi vi ikke er en del af det snævre skønhedsideal, så går det ud over vores mentale og psykiske helbred.

 

Følelser kommer udefra

 

Sara Ahmed, en anden kulturteoretiker, har et begreb, som hun kalder “the sociality of emotions”. Et begreb, der handler om, at følelser kommer udefra – og altså ikke indefra, som det jo ellers føles som.

 

Når hun forklarer, hvorfor følelser kommer udefra, sætter Ahmed et billede af en bjørn og et barn som eksempel: Et barn og en bjørn møder hinanden i skoven. Barnet ved rent instinktivt, at det skal flygte/løbe væk fra bjørnen. Til trods for at barnet aldrig tidligere har mødt en bjørn og derfor ikke ved, hvordan den agerer – så ved eller føler barnet rent instinktivt en frygt.

 

Det er kulturhistorien og vores samlede minder, der giver os den her “instinktive” forståelse. At bjørnen er farlig, er ikke nødvendigvis en beslutning, barnet selv har taget.

 

Så når vi ‘føler’ os forkerte fordi vi fx. har en større krop, er det fordi historien fortæller os, at tynd er godt og sundt. Der er altså et fastforankret billede i vores hoveder, i mødet med andre og vores egne kroppe.

 

Hvordan er vi kommet dertil, hvor vi tror, at det at være slank er det eneste “rigtige”?

 

Diskurser er effektive og giver mulighed for at nogle normer fortsætter med at herske – oftest normer, som kun er gunstige for de privilegerede.

 

Lad os tage et kig på hvilke strømninger der i de sidste årtier har taget os til der, hvor vi er i dag. Vi kan starte tilbage i fitness-80’erne og de fedtforskrækkede 90’ere. Det var i denne periode at vi i Danmark begyndte at gå i fitness, gå op i vores velvære ved at tale om “wellness” og skiftede smørret ud med Becel-margarine i jagten på sundhed. Ordet ”wellness” fik ved skiftet til år 2000 en form for revival. Det blev til “wellness”-produkter og -servicer som udrensninger og detox og clean-eating-bøger, -trends, og superfoods. Wellness blev synonym med tyndhed, udrensning og detox. At slankekursindustrien kun bliver mere og mere rig, jo mere vi dyrker den her diætkultur, er fordi de skjulte diskurser gør, at forståelsen af at “tynd = sund” fortsat bliver fortalt. Det er den grundlæggende forståelse som gør, at vi er nået hertil.

 

Og fordi ingen har sat spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, er det blevet “rigtigt” over tid.

 

På en eller anden måde er det også kommet til at være sådan, at fed er lig med usund og uattraktiv. Det er da også noget underligt noget. Vi kan også se på et andet eksempel inden for det sproglige. Udtalelsen som: “Åh, jeg føler mig tyk i dag” er et spøjst udsagn. Tyk er ikke en følelse. Det handler om, at jeg føler noget ubehageligt. Og at jeg tror, at jeg føler mig ‘tyk’. Fordi jeg har lært, at det er forkert og ubehageligt, at være tyk. Selvom “tyk” er en fysisk beskrivelse, ikke en følelse. Du kan heller ikke føle dig lav, eller føle dig blåøjet. Men det er et godt eksempel på, at de her følelser, der kommer udefra, og som fællesskabet forventer af en, bliver internaliseret.

 

Fordi følelser handler ikke kun om indre sansninger. De handler også om at være forbundet med andre eller om det, der forbinder os til andre. Så når vi ‘føler os tykke’, så gør vi det for at have et tilhørssted: For at føle og udtrykke, at vi er en del af fællesskabet.

 

Den destruktive diætkultur påvirker din forståelse af dig selv som menneske

 

At man som individ stræber efter et bestemt udseende og ideal – at være tynd og slank – er meget (meget, meget) forståeligt.

 

Derfor er det vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget skamfuldt eller forkert i dét: For som jeg netop har gennemgået, så bliver vi påvirket af det ønske udefra: Altså fra den destruktive diætkultur.

 

Som jeg startede indlægget med – med citatet fra Christy Harrison: “Diet culture worships thinness and equates it to health and moral virtue, which means you can spend your whole life thinking you’re irreparably broken just because you don’t look the impossible thin ‘ideal’” – så påvirker idealerne og diskurserne en til at jagte et – for mange – umuligt ideal, som i sidste ende gør, at man føler sig utilstrækkelig og forkert som menneske.

 

madskam

 

Promovering af vægttab får dig til at føle madskam

 

Det er både samfundet (kulturens diskurser og normer) og selve slankekursindustrien, der promoverer, at slankere betyder et bedre og lykkeligere liv. Den promovering gør, at man bruger utroligt meget tid, energi og penge på at gå på skrump, fordi man tror, at der venter en belønning for enden af vægttabet. Det er til trods for, at research er tydelig omkring, at under 5% (måske nærmere 0,01%) kan opretholde et større vægttab (som er opnået med vilje) i mere end fem år. 

 

Diætkulturen vil gerne diktere hvad der er godt og “rigtigt” at spise, og hvad man bestemt ikke “bør” spise. Det er det vi kalder restriktioner. De restriktioner gør også, at man som selvstændigt individ og menneske kan føle sig hævet over andre eller føle skam ved ens valg af mad.

Og for at gøre det endnu værre: Så bliver man pga. denne kobling mellem mad og moral, distraheret fra hvad man egentlig har lyst til – og måltidets formål med rent faktisk at give din krop brændstof og tilfredsstille dig, bliver forvekslet med en følelse af at være “god” eller “dårlig” alt efter hvad du har spist.

 

Især når vi har spist noget “forkert”, kan vi blive negativt påvirket rent følelsesmæssigt. Det kan lede til dårlig selvværd, kropshad, nedtrykthed, overspisninger eller kompenserende adfærd.

 

diætkultur

 

Tiden, du bruger på at slanke dig

 

Et andet sted, hvor diætkulturen påvirker dig, er ved at tage din dyrebare tid. Overvej, hvor mange slankekure, du har været på. Hvor gammel var du, da du startede din første slankekur?

 

Der er kommende brude, som bruger al deres tid og energi på at tabe sig for at passe en bryllupskjole – I stedet for at være til stede i den lykkelige situation de er i og glæde sig til det forestående bryllup.

 

Forstå mig ret: Der er intet galt i at ville have det godt og være sund, så længe det er et valg du har taget, baseret på dine egne ønsker og værdier.  Men ordet ‘sundhed’ er blevet taget til gidsel af diætkulturen, og det er her det går galt. Sundhed er blevet synonymt med vægttab eller en lav vægt. 

 

Her i Danmark ser for tiden, at online coaches sætter børn helt ned i 10-års alderen på en slankekur. Selvom det sker som en “livsstilsændring” så er der ingen tvivl om, at børnene godt ved, at de “bør” tabe sig. Andre eksempler på dette er julemærkehjemmene, der har eksisteret i årtier. Og vægttabet bliver i alle tilfælde uværgeligt påtalt og rost, og bliver på den måde børnenes målestok for, hvor meget de er værd. Det er så trist at børn vokser op med deres vægt som fokus. I stedet for at de tager på eventyr, ser tegnefilm, fordyber sig i deres interesser og vokser op med en tro på, at de er gode nok som de er – uanset vægt.

 

Overvej også den tid, du bruger på at tælle kalorier, spise restriktivt og lede efter måltider, der lever op til vægttabets regler. Måske kommer du endda for sent til en aftale med dine veninder, fordi du “føler” dig tyk i alle de outfits, du prøver. Måske fordi din indre kritiker altid er på overarbejde, eller fordi du gemmer alt det tøj, der kun passer din krop når du lever restriktivt uden afvigelser, så din garderobe er overfyldt af tøj, du egentlig ikke kan passe, og som du skal bruge tid på at grave dig igennem, for at finde noget der faktisk passer din krop. Hver eneste dag.

 

diætkultur

 

Alle de penge, du bruger

 

Nu er det så tid til at overveje, hvor mange penge du har brugt på ‘et sundere jeg’. Hvor mange fedtfattige produkter har du købt? Hvor mange bøger, hvor mange medlemsskaber til fitness har du haft og rent faktisk brugt med glæde? Hvad med protein-tilskud? Måltidserstatninger? Og hvad med ‘shapewear’?

 

Måske er der også ting, som du ikke lige tænker er direkte relateret til diæten: En protein-bar. De er dyre! Og så indeholder de endda lige så meget energi som en helt almindelig – billigere – chokoladebar.

 

Vi skal naturligvis bruge penge på mad (både fordi det kan give os brændstof, og det kan give os nydelse), men ofte er “slankekursprodukter” bare meget dyrere end lignende produkter der ikke markedsføres som vægttabsprodukter. Det er sådan slankekursindustrien profiterer på den diætkultur, den selv har været med til at udbrede.

 

Diætkulturen stjæler din nydelse ved livet

 

Når man er på en hård slankekur og taber sig er der chance for, at man også mister sin menstruation – eller sit hår og sine tænder, i nogle tilfælde. Og så kan man også opleve alvorlig træthed. Hvis du lever i en tyk krop er også chance for, at lægen giver din vægt skylden for din træthed. Selvom årsagen i virkeligheden er underernæring og/eller overtræning. Alt for mange tykke mennesker oplever, at blive mødt af vægtstigmatisering hos lægen.

 

Kan du ikke få børn? Kan du pludseligt ikke løfte din arm? Jamen, så er det fordi, du er tyk. Man bliver simpelthen diagnosticeret som værende ‘tyk’ – selvom det meget vel kan være så meget andet, der ligger bag. Men det er diætkulturens diskurser, som gør, at også læger er biased, når det kommer til vægt. Selvom du i realiteten ikke kan vurdere en persons sundhedstilstand ud fra deres vægt, så antager de fleste, at slanke kroppe er sunde og at tykke kroppe er usunde. Det er ikke blot forkert, det er også direkte skadeligt. Syge mennesker i slanke kroppe risikerer at få ros for deres sygdom, og raske mennesker i tykke kroppe risikerer at blive stemplet som usunde, uden grund. Vi ser ofte, at ellers raske, tykke mennesker ikke kan få hjælp i sundhedsvæsenet til eksempelvis fertilitetsbehandling, fordi de er tykke. Eller at syge, tykke mennesker ikke bliver udredt ordentligt, fordi deres tykhed får skylden for sygdommens symptomer.

 

Læger er jo autoritetsfigurer, så hvis man bliver mødt sådan af en læge, så er det naturligt at tro på, at vedkommende har ret – og at man dermed er meget forkert som menneske eller selv skyld i sin sygdom, hvis man er tyk.

 

Men det er simpelthen ikke sandt. Både tynde og tykke mennesker bliver syge, og det har oftest meget lidt med deres kropsvægt at gøre. 

 

diætkultur

 

Dit sociale liv er ikke-eksisterende

 

Sidst med ikke mindst er den destruktive diætkultur er også med til at påvirke dit sociale liv. Måske undgår du helst at gå til fester eller andre sociale arrangementer – fordi du ved, at der vil være masser af mad og alkohol.

 

Eller måske bliver du inviteret til et bryllup, og så begynder du straks at panikke over, at du gerne vil fremstå lækker – som i diætkulturens verden betyder slank.

 

Eller hvad med til jul, når du ikke kan nyde den traditionelle julemad, fordi du er bekymret for, hvordan det kommer til at påvirke din krop. Eller omvendt, måske kommer du til kun at have øjne for julemaden og bruge hele julen på at overspise, fordi du lige om lidt skal tilbage på din strikse slankekur. Og på den måde får du slet ikke nydt tiden med dine nærmeste, før det er for sent.

 

Diætkulturen gør ofte, at folk decideret bliver bange for mad og er angste for at miste kontrollen i sådan en grad, at de hellere siger nej tak til sociale arrangementer. Så ender man med at blive socialt isoleret i stedet for – hvilket vi ved, er langt mere skadeligt for din sundhed end en højere vægt.

 

Det kan også være noget meget mindre. Selv en frokost med en ven en helt almindelig hverdag takker man nej tak til. Man oplever ikke verden, og man engagerer sig ikke i og med verden. Og hvis man gør, så er chancen for, at man rent faktisk er mentalt til stede ok-lille.

 

Man bliver kort sagt distraheret, når man er på slankekur. Man tænker konstant på, hvordan ens tøj sidder, eller hvornår man skal træne næste gang. Man er væk fra nuet, fordi man konstant tænker på ‘sunde’ måltider, træning og tæller kalorier.

 

Det er vigtigt, at vi er bevidste om, at vi har en udfordring i samfundet med den her diætkultur.

 

Vi skal stoppe med at dyrke tyndhed som en moralsk overlegenhed og stoppe med at tro, at tynd er lige med sund. Vi skal stole på os selv og i stedet begynde at opbygge et selvkærligt fundament bygget på selvrespekt og troen på, at vi er gode nok som vi er.

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DR forsømmer deres ansvar! En kritik af 'Fede Forhold'