Hvorfor blogger jeg?

Har i læst Vickis historie på Trainingday.dk?

Citat fra artiklen:
“Det blev sommer, jeg flyttede hjem til min mor, og fortsatte med mit vægttab og med at snyde. Det endte med, at jeg snød mig fri for ambulant behandling med en vægt på ca. 30 kg. (…) Jeg gik hjemme, og lavede ingenting. Jeg læste nogle blogs og den slags. Jeg begyndte at læse om Amanda Louise. Hun var i gang med at træne sig op til bikini fitness, og jeg tænkte pludselig: det vil jeg også!”

Hvis jeg skal være ærlig, så tænker jeg da imellem, at det er lidt fjollet med den blog her…

Bevares, jeg hygger mig med at opdatere den nærmest dagligt, og den har været en del af mit liv i over 3 år.

Jeg tjener penge på at have den, jeg mødte engang en rigtig sød mand igennem den, jeg får afløb for at fortælle om mig selv, mine skøre ideer og al min træning, via bloggen… Og jeg elsker det! :) Men er det ikke bare mit eget lille egotrip, og burde jeg egentlig ikke snart have fået nok? Der er kommet så mange andre fitness- og træningsblogs siden jeg startede min, og har jeg egentlig overhovedet noget nyt at komme med, noget vigtigt at sige?

… Men når så en pige som Vicki fortæller, at en del af hendes vej ud af anoreksiens frygtelige greb, var at læse MIN blog… Så står det klart for mig, hvorfor jeg startede!

Jeg bliver mindet om dengang “Size 0” var idealet for alle piger i bladene og på nettet, og om hvordan jeg ønskede at fortælle andre piger, at der findes sundere alternativer.

Hvis i læser min historie under menupunktet “Alt om mig” finder i også fortællingen om dengang, da jeg selv var syg med stress & panikangst, og generelt bare ikke behandlede min krop ordentligt. Jeg reagerede anderledes end Vicki, men jeg havde også en indre kamp at kæmpe. Det er vi desværre mange der har.

Bloggen startede faktisk bare, som en beskrivelse af min rejse væk fra alt det lort jeg havde været igennem, og som en dagbog fra hvad jeg havde troet ville blive et 3-måneders eventyr med Bikini Fitness… :D Siden har den så udviklet sig til meget mere, i takt med, at mit liv har udviklet sig…

Jeg ved, at Vicki ikke er den eneste der har fundet inspiration til et sundere, gladere liv på min blog. Og selvom min indflydelse er lillebitte, så føler jeg, at jeg gør en forskel for andre, ved at fortælle min historie.

Og derfor bliver jeg ved! :)