Dagens morgenmad

Q&A: Frie vægte vs. Maskiner

Det er ved at være længe siden jeg har besvaret jeres spørgsmål her på bloggen…
Og jeg ved at dette er relevant for mange, så jeg synes alle skal have glæde af mit svar (+ den lille motiverende bonus-anekdote) :)

Spørgsmål: Hej Amanda Louise. Hvordan mener du at det er bedst at styrketræne? Med frie vægte eller i maskiner? Hvad er fordelene og ulemperne ved de to, og hvad gør du selv?

Mit svar: Personligt foretrækker jeg frie vægte til min egen træning, men maskiner kan være gode i nogle situationer. Specielt begyndere, som ikke er vant til at styrketræne, kan få en sikker og blid introduktion til styrketræning ved at starte i maskiner. De skal blot sætte sig ned, indstille vægten og fokusere på at udføre øvelsen korrekt. Så længe de har fået den forevist og er opmærksomme på tempoet, så kan det næsten ikke gå galt.

For de erfarne, kan maskiner også have visse fordele. Jeg bruger dem selv hvis jeg ønsker at løfte så tungt som muligt, men allerede har udtrættet de små, stabiliserende muskler. Eksempler fra min egen træning er at afslutte bentræningen med “Leg press” eller skuldertræningen i “Military press”-maskinen – og så bare køre tungt på til failure eller lige inden.

Frie vægte har dog langt flere fordele, og så snart man ikke længere er totalt nybegynder, så vil jeg anbefale at man som hovedregel benytter disse. Det er vigtigt at man konstant er opmærksom på sin teknik for at forebygge skader, men når det er på plads, så er det bare at give den gas! Ikke nok med at man skal aktivere flere muskler for at stabilisere kroppen, man får også trænet proprioceptionen, dvs. fornemmelsen for, hvor kroppen er i rummet, og hvorvidt den er i balance. Dette er specielt vigtigt hvis du dyrker andre former for sport, men vi har alle gavn af at denne fornemmelse er veludviklet.

For kort at opsummere: Al tung styrketræning er god træning. Er du begynder kan maskiner være et godt sted at starte, men frie vægte giver en langt større træningseffekt.

Nu bevæger jeg mig lidt off subject, men jeg har en lille bonus-pointe jeg gerne vil have frem… Man er vel fysioterapeut-studerende ;)

Selvfølgelig styrketræner vi for at komme til at se godt ud, men træningen er ligeså vigtig for at vi, når vi bliver ældre, stadig kan have et højt funktionsniveau.
Som eksempel kan jeg nævne et søskende-par jeg engang hjalp med træningen…

Lillesøster var 64, havde virkelig dårlig kondition og aldrig været fysisk aktiv. Hun var overvægtig og blev svimmel/fik åndenød ved selv den mindste smule aktivitet.

Storesøster var 72, havde gigt i fingrene, men var ellers i fin form. God kondition, normalvægtig og stærk. Hun havde trænet hele livet, alle mulige forskellige former for idræt, og holdt sig stadig i gang med lange cykelture, styrketræning og hverdagsaktiviteter.

Hvem vil du helst ende med at blive som?

1385509_850003635054889_274437152_n

Go to the gym and lift some weights! :)

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens morgenmad